HIV infektion og AIDS

Human immundefekt virus

HIV infektion skyldes smitte med HIV (human immundefekt virus). HIV infektion er årsag til AIDS (Acquired immuno deficiency syndrome = erhvervet immundefektsyndrom).

Omkring halvdelen af de mennesker, der smittes med HIV, får ca. to uger efter smitten feber, hud-udslæt og sygdomsfølelse som varer fra få dage op til en uge (akut HIV). De øvrige får ingen symptomer.

HIV sygdom bør mistænkes, hvis patienten udviser svækket immunitet, er i risikogruppe eller kommer fra lande med høj forekomst af HIV, jfr Sundhedsstyrelsens retningslinier for HIV-testning Infektionen med HIV nedbryder immunforsvaret. Hvis personen ikke er sat i behandling inden, vil immunsystemet efter gennemsnitlig 10 år (fra to til over 20 år) være så svækket, at personen bliver modtagelig for mange andre infektioner. Disse kan vise sig som træthed, vægttab, feber og hyppige luftvejsinfektioner og mave-tarminfektioner. Diagnosen AIDS stilles, hvis der opstår følgesygdomme, der er optaget på listen over såkaldt AIDS-definerende sygdomme.

Mennesker, der er smittet med HIV, får en kronisk infektion og vil have virus i blodet resten af sit liv. Velbehandlede personer vil dog have så lille en virusmængde i blod og vævsvædsker, at smitteoverførsel er væsentligt nedsat.

Forekomsten af HIV udviser stor geografisk variation. Den højeste forekomst findes i det centrale og sydlige Afrika, hvor op til 30% er HIV-positive. De laveste forekomster findes i Nordeuropa, fx. i Danmark, hvor ca. 0,1% af befolkningen er smittet med HIV. Visse befolkningsgrupper har særlig høj forekomst, i Danmark er det især mænd, der har sex med mænd.

HIV smitter via blod, ved seksuel kontakt og fra mor til barn i forbindelse med fødsel og ved amning. Smitterisikoen afhænger af (mindst) to forhold:

- den HIV-positives mængde af virus (HIV RNA/viral load)
- andre seksuelt overførte infektioner samtidig hos en af parterne.

Moderne medicinsk behandling nedsætter risikoen for HIV overførsel væsentligt ved at nedsætte virusmængden. For gravide vil behandling reducere risikoen for smitte af barnet fra ca. 20% (uden behandling) til under 1%. Nye undersøgelser tyder på at risikoen for sexuel smitte nedsættes med > 90%, hvis den HIV-positive er i optimal behandling.

I Danmark er det især mænd, der har sex med mænd, der smittes med HIV, men også IV-stofbrugere og deres seksualpartnere, samt seksualpartnere til indvandrere fra Afrika og Sydøstasien er i risiko for HIV-smitte.

Risikoen for HIV-smitte er ikke lige stor gennem sygdomsforløbet. Den nysmittede udgør den største smitterisiko, da det er i denne fase (op til 3 måneder efter smitte), at virus mængden er størst. Flere undersøgelser har vist, at det er HIV-smittede, der endnu ikke har fået diagnosen HIV, der står for flertallet af nye smittede tilfælde.

I Danmark er der aldrig set smitteoverførsel i arbejdssituationer, og der er da heller ikke restriktioner for ansættelse for HIV-smittede i noget fag.

HIV er en anmeldelsespligtig infektion. Når et laboratorium, der udfører konfirmatoriske HIV-tests finder en positiv test, udfyldes en del af anmeldelsesblanket 4001-7, som sammen med det positive svar sendes til den læge, der har rekvireret prøven. Denne udfylder resten af blanketten og indsender den til Epidemiologisk Afdeling. AIDS er anmeldelsespligtig på blanket 1515. Epidemiologisk afdeling udgiver årsopgørelser over HIV og AIDS i EPI-nyt hvert år. Virus BL-3 laboratoriet overvåger transmission af HIV der er resistent overfor antivirale stoffer i danske patienter.

Diagnosen stilles ved påvisning af antistoffer mod HIV i en blodprøve, der bliver positiv ca. fire uger efter smitte og forbliver positiv derefter. I sygdommens primære stadium, dvs. 1 - 4 uger efter smitte, kan man ikke påvise antistoffer i blodet, men det vil være muligt at påvise HIV i en blodprøve med en HIV-antigentest, der måler virusprotein direkte. Der kan også anvendes en mere følsom genteknologisk test (PCR) hvor man påviser HIV-RNA eller HIV-DNA. De fleste laboratorier, der tester for HIV, anvender en kombi-test, der kan påvise såvel antigen som antistof. Det har tidligere været anbefalet at vente med at få taget en HIV test til 3 måneder efter en eventuel risikosituation. Efter fremkomsten af de mere følsomme tests anbefales det nu at tilbyde testning på det tidspunkt patienten henvender sig. Med kombinationstesten er et negativt svar sikkert negativt 4 uger efter man har været udsat for smitte. Med mindre der er symptomer på akut HIV-infektion, anbefaler Sundhedsstyrelsen ikke re-testning.

Da HIV i Danmark hovedsageligt forekommer blandt mænd, der har sex med mænd, har STOP-AIDS, bøssernes HIV-organisation, oprettet et tilbud om HIV test med svar og rådgivning indenfor en time uden for sundhedsvæsnet i det såkaldte Check Point. Den såkaldte ”quick test”, der anvendes, er en ren antistof test, og kan derfor ikke vise helt ny-erhvervet HIV. En negativ Quick test kan først opfattes som med sikkerhed sandt negativ svar 8 uger efter en risikosituation. Desuden vil der være enkelte falske positive svar, så alle positive ”quick tests” skal efterprøves i et laboratorium.

En lang række antivirale stoffer kan hæmme formeringen af HIV hos mennesker, og dermed forhindre eller forsinke udviklingen af AIDS. I dag anvendes en kombination af tre eller flere antivirale midler. Behandlingen er en specialistopgave for landets infektionsmedicinske afdelinger. Ca. 3.000 HIV smittede er i behandling i Danmark i 2010.

Resistens overfor behandling er ikke længere et problem i Danmark, idet der i dag findes mange muligheder for behandlingsskift.

En del får bivirkninger, især i starten af behandlingen. Hvis ikke bivirkningerne går over i løbet af et par måneder, kan der skiftes behandling til en kombination af stoffer, den enkelte bedre tåler. Da behandlingen virker ved at nedsætte virusmængden, har behandlingen også en forebyggende effekt i forhold til risikoen for videre smitte.

Behandlingen startes i dag når immunforsvaret kun er moderat svækket. Man monitorerer de såkaldte CD4-celler, og når koncentrationen af disse kommer under 350/mikroliter blod startes behandlingen.

Der forgår flere undersøgelser, der skal afdække det optimale tidspunkt for behandlingsstart, og grænsen for behandlingsstart kan ændres.

I Danmark er behandlingen gratis for alle, der har opholdstilladelse i Danmark, samt for personer uden opholdstilladelse, som kan betragtes som akut syge.

Der forskes intensivt i vacciner mod HIV, men der er endnu ikke udviklet en effektiv vaccine. Foreløbig er kondomer den foretrukne forebyggelse mod seksuelt overført smitte. Rene kanyler, sprøjter samt øvrigt injektionsudstyr er den bedste måde at forebygge overførsel af smitte blandt IV stofbrugere.

De forbedrede behandlingsmuligheder, der nedsætter risikoen for smitteoverførsel, har som nævnt en stærk forebyggende effekt. Denne effekt udnyttes også hvor en person har været i risiko for HIV smitte, hvis personen henvender sig til sundhedsvæsnet indenfor kort tid (i Danmark regnes med 24 timer). I disse tilfælde er det muligt at forebygge udvikling af HIV med antivirale midler; såkaldt post-exposure profylakse (PEP). Mikrobicider, som er antivirale midler indlejret i en vaginalgel, er under udvikling, ligesom der pågår undersøgelser, der skal vise, om antivirale midler taget før smitteoverførsel kan virke forebyggende (pre-exposure profylakse, PREP).

I Danmark er der indført screening af blod og blodprodukter med molekylærbiologiske teknikker der kan påvise HIV RNA. Risikoen for HIV-smitte ved blodtransfusion i Danmark er én ud af 25 millioner transfusioner. Det årlige antal blodtransfusioner er ca. 400.000.

En vigtig forebyggelsesstrategi er en grundig kontaktudredning blandt ny-diagnosticerede. Tidlig opsporing af smittede partnere kan bryde smittekæder og er et vigtigt redskab til at mindske HIV-spredning.

HIV projekter på Statens Serum Institut

SSI har i samarbejde med STOP-AIDS, bøssernes hiv-organisation, siden 2000 stået for fem spørgeskemaundersøgelser blandt mænd, der har sex med mænd (MSM), Sexlivsundersøgelserne. Undersøgelserne fokuserer på sex-vaner og hiv blandt MSM. Resultaterne fra de seneste to Sexlivsundersøgelser er publiceret som rapporter, som kan downloades herfra.

Sexlivsundersøgelsen 2010

Sexlivsundersøgelsen 2009

Sexlivsundersøgelsen 2006