Tilslutning til vaccinationsprogrammet for børn og gravide
Hovedbudskaber
- Danmark har i 2025 fortsat en høj og stabil tilslutning til børnevaccinationsprogrammet.
- Tilslutningen til MFR-vaccination ved 4 år er steget til 94 %, men er fortsat under WHO’s mål på 95 %.
- Tilslutningen til HPV-vaccination er steget for både piger og drenge.
- RSV-vaccination til gravide er kommet godt fra start med en tilslutning på 72 %.
Vaccination beskytter mod alvorlige infektionssygdomme gennem hele livet, og har i generationer været med til at beskytte både den enkelte og samfundet.
En høj tilslutning er vigtig for at forebygge sygdom og begrænse smittespredning i befolkningen. Sundhedsstyrelsen anbefaler i overensstemmelse med Verdenssundhedsorganisationen (WHO), at der arbejdes for høje vaccinationstilslutninger.
WHO’s Immunization Agenda 2030 opstiller blandt andet følgende centrale mål:
- 95 % tilslutning til vaccinationer i barnets første leveår
- 95 % tilslutning til vaccinationer mod mæslinger, fåresyge og røde hunde
- 90 % færdigvaccinerede mod HPV inden 15-årsalderen.
I Danmark er tilslutningen til børnevaccinationsprogrammet fortsat høj i 2025. Det betyder, at langt de fleste børn vaccineres og er beskyttet mod en række alvorlige sygdomme.
Tilslutning til børnevaccinationsprogrammet 2025
Tilslutning til børnevaccinationsprogrammet overvåges af Statens Serum Institut via Det Danske Vaccinationsregister (DDV). Tilslutningen for 2025 er baseret på data pr. 8. februar 2026 og viser andelen af børn, der er vaccineret i 2025, opgjort efter alder og fødselsår.
Du kan læse tidligere års tilslutningsopgørelser her.
Børnevaccinationsprogrammet (0–5 år)

Vaccinationer i barnets første leveår
- Tilslutningen til vaccinerne i barnets første leveår, som beskytter mod difteri, stivkrampe, kighoste, polio, hib-infektion og pneumokokker, er fortsat høj og opfylder også i 2025 WHO’s mål.
Den høje tilslutning er afgørende for, at flere af disse sygdomme i dag er sjældne i Danmark.
MFR-vaccination
- MFR-vaccinen beskytter mod mæslinger, fåresyge og røde hunde. I 2025 lå tilslutningen på 94 % for både første og anden dosis. Mens tilslutningen til første dosis er uændret fra 2024, er tilslutningen til anden dosis steget fra 93 % til 94 %.
Mæslinger er en meget smitsom sygdom, og for at undgå smitte i samfundet anbefales en tilslutning på mindst 95 % til begge MFR-vacciner. Stigningen er positiv, men målet på 95 % er endnu ikke nået.
Revaccination ved 5 år
- Tilslutningen til 5-års revaccinationen mod difteri, stivkrampe, kighoste og polio var i 2025 på 92 %. Revaccinationen forlænger den beskyttelse, barnet har opnået gennem vaccination i det første leveår, og er vigtig for at opretholde en langvarig beskyttelse.
HPV-vaccination (12 år)

Tilslutningen til HPV-vaccination er fra 2024 til 2025 steget for både piger og drenge.
- Andelen der har fået første dosis er steget fra 89 % til 90 % for piger og fra 86 % til 88 % for drenge.
- Andelen af færdigvaccinerede er steget fra 80 % til 82 % for piger og fra 76 % til 79 % for drenge.
Udviklingen går i den rigtige retning, men WHO’s mål om 90 % færdigvaccinerede er endnu ikke nået.
Tilslutning til gravidvaccinationsprogrammet 2025
Tilslutning til kighoste og RSV-vaccination er opgjort på baggrund af fødsler. Da RSV-programmet er sæsonbaseret og begyndte 1. oktober 2025, er tilslutningen til RSV-vaccination opgjort blandt mødre, der har født i perioden 1. november 2025 til 27. marts 2026. Foruden kighoste- og RSV-vaccination tilbydes gravide i 2. og 3. trimester også influenzavaccination i perioden 1. oktober til 20. december. Tilslutning til influenzavaccination kan følges i sæsonen.

Kighostevaccination
- I 2025 tog 45.681 ud af 58.593 gravide imod tilbuddet om gratis kighostevaccination, hvilket svarer til en gennemsnitlig tilslutning på 78 %.
Kighoste kan være særligt alvorligt for barnet i de første levemåneder, og det er meget positivt, at en så stor andel af gravide tager imod tilbuddet om vaccination. Tilbuddet har været permanent siden januar 2024.
RSV-vaccination
- I 2025 tog 16.204 ud af 22.465 gravide imod tilbuddet om gratis RSV-vaccination, hvilket svarer til en gennemsnitlig tilslutning på 72 %. Den højeste tilslutning sås blandt børn født i februar 2026 (81 %). Tilslutningen var, som forventet, lavere i periodens ydermåneder. Det skyldes, at ikke alle gravide var i målgruppen på disse tidspunkter - nogle var endnu ikke langt nok henne i graviditeten, mens andre allerede havde passeret det tidspunkt, hvor vaccination var mulig.
Vaccination i graviditeten beskytter barnet mod RSV i de første levemåneder, hvor risikoen for alvorlig sygdom er størst.
Særlige forhold i 2025
RSV-vaccination til gravide
Fra 1. oktober 2025 blev der indført tilbud om gratis RSV-vaccination til gravide. Tilbuddet er sæsonbaseret og sluttede d. 31. januar 2026. Vaccinationstilbuddet starter igen den 1. maj 2026.
Ved at vaccinere gravide omkring graviditetsuge 32 i perioden maj til og med januar, beskyttes de børn, som enten fødes i eller er helt små i RSV-sæsonen, og som dermed er mest udsatte for alvorlig sygdom.
RSV-Vaccination af gravide er et vigtigt nyt tiltag i forebyggelsen af alvorlig sygdom hos de yngste børn. Tilbuddet er blevet taget godt imod, og det er meget positivt, at 72 % af de gravide i målgruppen tog imod tilbud om RSV-vaccination i 2025.
Ny pneumokokvaccine i børnevaccinationsprogrammet
I 2025 blev der introduceret en ny pneumokokvaccine i børnevaccinationsprogrammet. Den 13-valente konjugerede pneumokokvaccine Prevenar13® (PCV13) blev fra 1. november 2025 gradvist erstattet af den 15-valente konjugerede pneumokokvaccine Vaxneuvance® (PCV15). PCV15 dækker de samme 13 serotyper som PCV13, og yder desuden beskyttelse mod serotyperne 22F og 33F, som også kan give anledning til alvorlig pneumokoksygdom. Læs mere om ændringen i EPI-NYT 48/2025.
Udviklingen i mæslinger understreger fortsat behovet for høj tilslutning
I 2025 offentliggjorde WHO’s europaregion sin vurdering af landenes eliminationsstatus for mæslinger i 2024. Danmark fik bekræftet, at mæslinger fortsat er elimineret, mens seks lande mistede deres eliminationsstatus.
Mæslinger cirkulerer stadig i Europa, og i 2024 havde 12 lande fortsat endemisk forekomst. I Danmark ses enkelte tilfælde, som oftest er relateret til smitte i udlandet.
Den høje tilslutning til MFR-vaccination er afgørende for at fastholde kontrollen med sygdommen og beholde elimineringsstatus. Det er positivt, at tilslutningen til MFR-vaccinen ved 4 år er steget, og det er fortsat vigtigt, at børn vaccineres rettidigt. Det er desuden vigtigt, at ikke-immune voksne sikrer deres beskyttelse – særligt i forbindelse med rejser.
Difteri i Europa understreger vigtigheden af vaccination
I perioden januar 2024 til juni 2025 rapporterede de tyske sundhedsmyndigheder om 23 tilfælde af difteri forårsaget af toksinproducerende difteribakterier. Tilfældene omfattede både hud- og luftvejsinfektioner, hvor især den respiratoriske form kan være alvorlig. Tilfældene er primært påvist blandt migranter, asylansøgere og andre udsatte grupper. En udvikling der understreger betydningen af fortsat høj vaccinationstilslutning.
Difteri er i dag en meget sjælden sygdom i Danmark. Den høje vaccinationstilslutning har gennem årtier markant reduceret antallet af tilfælde – både nationalt og globalt. For at fastholde denne beskyttelse er det afgørende, at tilslutningen til vaccination forbliver høj. I Danmark vaccineres børn mod difteri ved 3, 5 og 12 måneder efterfulgt af en boostervaccination ved 5 år. Herefter anbefales revaccination hvert 10 år.
Initiativer 2025
Undervisning og rådgivning styrker den daglige praksis
SSI understøtter løbende børnevaccinationsprogrammet gennem undervisning og rådgivning af sundhedspersonale. Der kan desuden findes svar på mange spørgsmål på ssi.dk, hvor information løbende opdateres. I EPI-NYT 4/2026 kan man læse svar på de hyppigst stillede spørgsmål i telefonrådgivningen.
Mere brugervenlige vaccinesider
I 2025 blev arbejdet med at gøre vaccinesiderne mere tilgængelige og brugervenlige sat i gang. Der arbejdes løbende med at forbedre struktur, sprog og overblik, så informationen er lettere at finde og forstå.
Der er blandt andet oprettet nye faner målrettet specifikke målgrupper, herunder gravide, personer på 65 år og derover samt personer med kroniske sygdomme.
Som led i opdateringen er der desuden udviklet nye grafikker, der understøtter og visualiserer budskaberne. Disse bliver løbende implementeret på hjemmesiden.
