Vaccination af personer på 65 år og derover
Vaccination af personer på 65 år og derover
Personer på 65 år og derover anbefales vaccination mod influenza og covid-19.Hvorfor anbefales vaccination?
Personer på 65 år og derover er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb med både influenza og covid-19. Når man bliver ældre svækkes immunforsvaret gradvist, og kroppen vil have sværere ved at bekæmpe infektioner.
Vaccination mod influenza og covid-19:
- Nedsætter risikoen for at blive smittet med influenza og/eller covid-19
- Mindsker risikoen for et alvorligt sygdomsforløb, hvis man alligevel bliver syg.
Risikoen for et alvorligt sygdomsforløb er størst, hvis man samtidig har en kronisk sygdom som hjerte-, lungesygdom eller diabetes. Men personer over 65 år, der ellers er sunde og raske, er også i øget risiko.
Vaccination mod influenza og covid-19 tilbydes til personer på 65 år og derover samt risikogrupper i et sæsonbaseret program. Tilbuddet er gratis og frivilligt.
Selvom man tidligere er vaccineret, anbefales det at man bliver vaccineret igen i den indeværende sæson. Dette skyldes, at beskyttelsen aftager over tid, og at virus kan ændre sig fra år til år.
Kan man få begge vaccinationer samtidig?
- Man kan blive vaccineret mod influenza og covid-19 samtidig.
- Man kan ikke blande vaccinerne i samme sprøjte, og der skal gives to stik.
Bivirkninger
De mest almindelige bivirkninger er lette og forbigående, herunder feber, hovedpine og ømhed ved injektionsstedet.
Det er sjældent, at der opstår svære allergiske reaktioner ved vaccination mod influenza og covid-19.