Diagnostik
I forbindelse med Økonomi Aftale 2018 mellem stat og regioner blev det vedtaget, at Afdeling for Tuberkulose og Mykobakterier på SSI varetager al diagnostik af mykobakterier (TB og atypiske mykobakterier) i Danmark. Det betyder, at alle diagnostiske prøver fra patienter i Danmark, som mistænkes for mykobakterieinfektion, skal sendes til SSI. Hvis der undtagelsesvis udføres lokal mikroskopi og/eller PCR for TB, skal den/de pågældende prøve(r) deles, så materiale fra samme prøve(r) sendes til SSI. Hvis der ikke er materiale nok til at dele prøve(r), så skal alt materialet som udgangspunkt sendes til SSI for at sikre, at der udføres alle relevante undersøgelser på alle prøver (mikroskopi, PCR, dyrkning, resistensundersøgelse og genotypning).
TB påvises ved undersøgelse af prøvemateriale fra relevant(e) organer, fx ekspektorat, som sendes til analyse i Afdeling for Tuberkulose og Mykobakterier på SSI. Den såkaldte “mykobakterier standardundersøgelse” (R-144) indeholder automatisk mikroskopi og dyrkning samt en PCR pr. ny patient pr. år. Dyrkning er fortsat den mest sensitive metode til påvisning af TB og gylden standard iht. europæiske anbefalinger (ECDC).
Ved mistanke om lunge-TB anbefales ideelt indsendelse af ophost fra 3 på hinanden følgende morgener.
Behandling med biologiske lægemidler og TB-risiko
En række nyere immunmodulerende biologiske lægemidler øger risikoen for reaktivering (latent) TB-infektion betydeligt. Disse lægemidler øger endvidere risikoen for hurtigere sygdomsforløb og for alvorlig dissemineret ekstrapulmonal TB. Inden behandling med biologiske lægemidler iværksættes, skal patienterne derfor udredes for (aktiv) TB-sygdom og (latent) TB-infektion. Dette kan omfatte en grundig anamnese mhp. tidligere eksponering for TB, røntgen af thorax, interferon gammatest, og evt. dyrkning og mikroskopi.
Patienter med tegn til (latent) TB infektion skal tilbydes forebyggende TB-behandling og bør først påbegynde behandlingen med de på pågældende immunmodulerende lægemidler efter 1 måneds forebyggende TB-behandling, medmindre behandlingen ikke kan udsættes.
Læs nærmere i denne instruks.
Meldepligt
Tuberkulose skal anmeldes skriftligt via Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI2).
Hvis en læge beslutter at indlede antituberkuløs behandling, skal behandlingsoplysninger (behandlingstype, start- og slutdato samt behandlingsudfald) tilføjes SEI2-anmeldelsen efter endt behandling. Dette gælder også de tilfælde, hvor der ikke er påvist tuberkulosebakterier, samt de tilfælde hvor personer dør inden TB-påvisningen.
Behandlingsoplysningerne tilføjes ved at fremsøge den pågældende anmeldelse under ’Søgning og print’ på cpr-nr., og vælge skemaet ved at klikke på det blå skemanummer. Klik på ’Rediger’, tilføj behandlingsoplysningerne og afslut ved at klikke på ’Gem’ og ’Indberet’ i øverste bjælke.
Indberetning af behandlingsoplysninger blev lovpligtigt per 1. november 2023.
| Behandlingsudfald |
Definition |
| Helbredt |
Patienten skal have gennemført standardbehandling (jævnfør det nationale tuberkulose-program)
OG have to negative TB-ekspektorat-dyrkninger med >= 7 dages mellemrum uden tegn til behandlingssvigt. |
| Gennemført behandling |
Patienten skal have gennemført standardbehandling (jævnfør det nationale tuberkulose-program) uden at opfylde kriteriet for “Helbredt” eller “Behandlingssvigt”. |
| Behandlings succes |
Summen af “Helbredt” og “Gennemført behandling” |
| Død |
Omfatter alle der dør under behandlingen uanset dødsårsag. |
Behandlingssvigt
(alle former for TB) |
Hvis patientens behandling afbrydes eller ændres permanent til en anden behandling (se nærmere box 3.1). |
Afbrudt behandling
(inklusive lost to follow-up)
|
Hvis behandlingen afbrydes i mere end 8 sammenhængende uger eller ikke opstartes. |
| Ikke evalueret |
Patient uden behandlingsudfald defineret ovenfor. |
Forskning
Afdeling for Tuberkulose og Mykobakterier har stærke forudsætninger for forskning i TB og NTM. Siden 1910 har vi diagnosticeret mykobakterier. Først ved mikroskopi, siden dyrkning, og i dag i stigende grad ved molekylærbiologiske teknikker. Vores forskning bygger på en kombination af laboratoriebaserede analyser (mikrobiologiske, molekylærbiologiske og immunologiske) og omfattende danske registerdata.
Danmark råder over en af verdens ældste og mest komplette registreringer af TB. TB-relateret dødelighed i danske byer kan spores tilbage til 1876. Anmeldelsespligt for TB blev gradvist indført. I retsakt af 1897 blev danske læger pålagt at anmelde "svindsot", og i lov af 14. april 1905 blev TB i lunger og strubehoved anmeldelsespligtig. Siden 1921 har TB-data været samlet i et landsomfattende register. I 1951 blev der indført anmeldelsespligt for alle former for TB, og Afdelingen for Tuberkulose og Mykobakterier råder i dag over en omfattende databank og en stammekollektion med materiale dateret helt tilbage til 1936.
Den beredskabsunderstøttende forskning koncentrerer sig især om:
- Diagnostik
- Overvågning
- Fokus er på at beskrive forekomst og lokalisering af TB og NTM nationalt og internationalt. Ved hjælp af DNA-baserede metoder karakteriseres bakteriernes arvemasse, hvilket gør det muligt at:
- kortlægger smittespredningsmønstre
- identificere genetiske- og miljømæssige risikofaktorer
- forstå hvordan sådanne faktorer påvirker sundheden
- udnytte resultaterne til at bedre forebyggelse og behandling.
Afdelingens arbejder målrettet på at formidle komplekse genetiske data på en måde, der kan anvendes direkte til at styrke den nationale og international sundhed.
Konkret forskes der bl.a. i:
- udvikling af hurtigere og mere præcise metoder til påvisning af TB og NTM
- genotypisk resistensbestemmelse
- udbrudskortlægning nationalt og internationalt
- forbedring af sygdomskontrol gennem forskningsbaseret rådgivning.
Resultaterne omsættes til styrket overvågning, bedre diagnostik og øget beredskab.
Læs nærmere om forskning.
Diagnostiske undersøgelser
Ethambutol (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1014)
Ertapenem (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1038)
Amikacin (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1035)
Azithromycin (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1016)
Pyrazinamid (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1015)
Sulfa-trim (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1039)
Isoniazid (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1012)
Interferon gamma-frigørelse (TB-relateret) (Mycobacterium tuberculosis) (R-nr. 178)
Clarithromycin (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1019)
Ciprofloxacin (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1018)
Rifampicin (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1013)
Bedaquilin (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1037)
Levofloxacin (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1023)
Linezolid (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1024)
Mycobacterium tuberculosis kompleks DNA (PCR) ekstraundersøgelse & standardundersøgelse (R-nr. 145)
Mycobacterium tuberculosis kompleks, haster PCR-undersøgelse & standardundersøgelse (R-nr. 146)
Mycobacterium genotypning (DNA) (R-nr. 128)
Mykobakterier standardundersøgelse (mikroskopi, én PCR, dyrkning, evt. identifikation, evt. resistensbestemmelse) (R-nr. 144)
Moxifloxacin (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1025)
Meropenem (koncentrationsbestemmelse) (R-nr. 1036)