Mycoplasma pneumoniae-infektioner
Infektion med Mycoplasma pneumoniae (populært og fejlagtigt ofte kaldet "kold lungebetændelse") kan give forskellige øvre og nedre luftvejssymptomer. Infektionen forekommer hyppigst om efteråret og først på vinteren. I Danmark ses epidemier ca. hvert 4. år, men kan strække sig over flere efterårs/vintersæsoner.
M. pneumoniae-infektion er nok bedst kendt som "kold lungebetændelse", som i virkeligheden er en dårlig betegnelse for sygdommen. Det er de færreste med en mycoplasmainfektion, der får egentlig lungebetændelse, de fleste får øvre luftvejsinfektioner eller bronkitis. Infektionen er ofte ikke kold, idet man som regel får feber ved en mycoplasmainfektion, specielt ved lungebetændelse. Typisk er temperaturen dog ikke så høj som ved "almindelig" bakteriel lungebetændelse eller ved influenza.
Symptomer
Sygdommen begynder gradvist med influenzalignende symptomer og feber. Hos hovedparten af smittede indtræder der i løbet af kort tid en tør, irriterende hoste, som typisk forværres når man ligger ned. Hosten kan blive produktiv med slim og sekret og er ofte langvarig, en måned eller længere.
En del udvikler dog ikke andre symptomer end let snue og lidt ondt i halsen, mens få patienter (højst 10%) udvikler en egentlig lungebetændelse. Selv ved lungebetændelse er det relativt sjældent, at sygdommen medfører hospitalsindlæggelse.
Årsag
Årsagen til infektionerne er Mycoplasma (M.) pneumoniae. Mykoplasmer, herunder M. pneumoniae, er de mindste bakterier, der kendes. De adskiller sig bl.a. fra andre bakterier ved, at de mangler cellevæg, hvilket betyder, at de er naturligt resistente over for almindeligt penicillin.
Smitteveje
M. pneumoniae inficerer kun mennesker og overføres fra person til person ved dråbeinfektion. M. pneumoniae er ikke så smitsomme som fx luftvejsvirus og smitter som regel ved tæt kontakt med smittede personer, som dog kan være uden tydelige tegn på infektion.
Smitte sker almindeligvis mellem skolebørn (5-15 år) og i familierne. Der ses flest smittede om efteråret/vinteren. Med ca. 4 års mellemrum optræder der som regel landsdækkende epidemier, der begynder sidst på sommeren, topper i november og december og varer til slutningen af januar. Epidemierne ses ofte 2-3 år i træk.
Forebyggelse
Man kan ikke vaccinere mod M. pneumoniae-infektioner. Almindelig god hygiejne og udluftning, specielt ved omgang med smittede, er vigtig for at begrænse smittespredning. Ligeledes er det vigtigt, at syge, navnlig skolebørn, holder sig hjemme.
Når man er smittet, er det vigtigt at hoste i et ærme eller lommetørklæde, så smitten ikke spredes. Herudover er det vigtigt at holde afstand, da M. pneumoniae specielt smitter ved tæt kontakt. Smittespredning/epidemier kan sandsynligvis begrænses, hvis syge og smittede personer behandles med antibiotika.
Behandling
Mange infektioner har et så mildt forløb, at de ikke kræver behandling. Behandling kan dog forkorte perioden med feber og lungebetændelse, men har kun begrænset effekt på hosten, som skyldes beskadigelse af slimhinderne i luftvejene. Der kan behandles med makrolid, fx erythromycin eller tetracyclin.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Overvågning
M. pneumoniae-infektion overvåges ved hjælp af laboratoriedata ved ugentlige udtræk fra Den danske Mikrobiologidatabase (MiBa). Der anvendes alene resultater for påvisning af M. pneumoniae i luftvejsprøver ved genforstærkningsteknik (fx PCR). Så snart det ugentlige antal M. pneumoniae tilfælde begynder at stige vil det fremgå af den integrerede luftvejsovervågningsside og M. pneumoniae overvågningssiden vil blive opdateres ugentligt. En kraftig stigning i antallet af diagnosticerede tilfælde kan tyde på en begyndende epidemi, som bliver meldt ud via EPI-NYT.
Behandling
Ved bekræftet diagnose anbefales det at behandle, hvis patienten har symptomer. Til behandling anvendes primært nyere makrolider, alternativt tetracyclin (til voksne). Ved konfirmeret diagnose anbefales azithromycin som en femdagskur (500 mg første dag og 250 mg x 1 de følgende fire dage), alternativt claritromycin (500 mg x 2 pr. dag) eller roxithromycin (150 mg x 2) i 10 dage. Ved valg af tetracyclin behandles ligeledes i 10 dage (fx doxycyclin; 200 mg 1. dag, herefter 100 mg dagligt). Ved svære tilfælde kan dosis og behandlingstiden øges. Man skal være opmærksom på, at vedvarende hoste efter endt antibiotisk behandling ikke nødvendigvis er tegn på behandlingssvigt.
Makrolidresistens
I udlandet, specielt i Sydøstasien, har man påvist en høj forekomst af makrolidresistens hos M. pneumoniae. Undersøgelse herhjemme har vist en lav forekomst af makrolidresistens på omkring 2% (1 – 3%).
Makrolidresistens kan medføre recidiv, forlænget og forværret sygdomsforløb. Resistente bakterier kan overføres fra patient til patient, men kan også opstå under sygdomsforløbet. Ved makrolidresistens kan der behandles med tetracykliner og quinoloner (bedst moxifloxacin).
Situationen overvåges i Danmark, og SSI kan tilbyde at undersøge PCR-positive prøver for makrolidresistens. .
Forskning
SSI forsker inden for diagnostik, makrolidresistens, epidemiologi og overvågning.
Diagnostik
Det er ikke muligt at stille en sikker diagnose alene ud fra de kliniske fund. Diagnosen kan stilles tidligt i sygdomsforløbet ved påvisning af M. pneumoniae-DNA ved genforstærkningsteknik, fx PCR på luftvejssekret eller svælgpodning. Sekret fra nedre luftveje som ekspektorat indeholder en større mængde M. pneumoniae-DNA end podning fra øvre luftveje.
Sensitiviteten for PCR er størst i den akutte fase og falder efter påbegyndt relevant behandling. PCR kan ikke bruges til behandlingskontrol, da man hos nogle patienter kan påvise DNA fra bakterierne flere uger efter afsluttet behandling. Antistoffer kan tidligst påvises en til to uger efter symptomdebut. Påvisning af specifikke IgM-antistoffer eller kuldeagglutininer samtidigt med specifikke antistoffer tyder på aktuel eller nylig M. pneumoniae-infektion.
En del voksne patienter danner dog hverken IgM eller kuldeagglutininer under en M. pneumoniae-infektion, og her er man afhængig af at kunne påvise en stigning i antistofniveauet for at stille en sikker diagnose. Det anbefales derfor at undersøge mindst to blodprøver med en til to ugers mellemrum. Antistofniveauet kan holde sig på et positivt niveau i flere måneder efter en infektion.
Diagnostiske undersøgelser
Mycoplasma arter (special dyrkning) (R-nr. 143)Pneumoni, atypisk (DNA) (sekret fra nedre luftveje) (R-nr. 1860)
Kuldeagglutinin + Mycoplasma pneumoniae antistof (R-nr. 351)
Mycoplasma pneumoniae (DNA) (R-nr. 142)
Pneumoni, atypisk (DNA) (svælgpodning eller sekret fra nedre luftveje) (R-nr. 184)
Mycoplasma pneumoniae makrolidresistens (R-nr. 198)
Atypisk pneumoni antistof mod Chlamydia (CKT), Legionella (LAT) og Mycoplasma pneumoniae (MPT og KAT) (R-nr. 372)