Uge 44/46 - 2026
Tilfælde af mæslinger påvist i Region Hovedstaden /
Iatrogen botulisme efter behandling med botulinumtoksin
Tilfælde af mæslinger påvist i Region Hovedstaden
I uge 46 har Klinisk Mikrobiologisk Afdeling (KMA) på Hvidovre Hospital og Statens Serum Institut (SSI) påvist et tilfælde af mæslinger hos en voksen bosiddende i Region Hovedstaden. Tilfældet vurderes at være rejserelateret fra et land i Sydasien, og er det første påviste tilfælde i Danmark i 2026. Styrelsen for Patientsikkerhed er informeret og har iværksat den nødvendige smitteopsporingsindsats.
Udlandsrejser øger risikoen for smitte betydeligt, og selvom tilslutningen til begge MFR-vacciner i børnevaccinationsprogrammet er høj, er det fortsat vigtigt at fastholde fokus på vaccination – både af børn og af voksne, der ikke tidligere har haft mæslinger eller er blevet vaccineret.
Forebyggelse
Den vigtigste forebyggelse mod mæslinger er MFR-vaccination. I Danmark tilbydes MFR-vaccinen til alle børn som en del af børnevaccinationsprogrammet ved 15 måneder og 4 år.
Der er ingen generel anbefaling om at fremrykke vaccinationstidspunktet, men hvis der er ønske om det, kan første dosis eventuelt gives allerede fra 12-månedersalderen og stadig indgå i børnevaccinationsprogrammet.
Uvaccinerede personer på 18 år og derover, der ikke har haft mæslinger, kan få én gratis MFR-vaccination – uden forudgående antistofmåling. Har man allerede fået én MFR-vaccine som barn, er yderligere vaccination ikke nødvendig, EPI-NYT 7-8/2024.
Håndtering af mistanke om mæslinger
Af hensyn til smitteopsporing og muligheden for at give forebyggende behandling bør prøvetagning ske tidligst muligt i sygdomsforløbet. Det er vigtigt, at personer mistænkt for mæslinger så vidt muligt ikke opholder sig i venteværelser med andre patienter, idet mæslinger er yderst smitsomt, Vejledning om forebyggelse og håndtering af mæslinger.
Der tages følgende prøver ved mistanke om mæslinger:
- Svælgpodning og urin til påvisning af mæslingevirus (morbillivirus) RNA ved PCR
- En blodprøve til mæslingevirus (morbillivirus) IgM/IgG-antistof-bestemmelse.
Da karakterisering af mæslingevirus er vigtigt i forhold til smitteopsporing og kortlægning, bedes alle suspekte og bekræftede mæslingevirus-positive prøver sendes hurtigst, som praktisk muligt. Det anbefales at tage telefonisk kontakt til virologisk vagthavende på SSI (på hverdage i dagtiden tlf. 40336379, efter kl. 15.30 samt i weekend/på helligdage til vagthavende epidemiolog tlf. 41317404) for at forberede laboratoriet på ankomst af prøver, og derved undgå unødig forsinkelse af diagnosen.
For yderligere vejledning om prøvetagning henvises til diagnostisk håndbog, alternativt regional/lokal klinisk mikrobiologisk vejledning og EPI-NYT 9/2024.
Håndtering af personer der har været eksponeret for mæslinger
Styrelsen for Patientsikkerhed afgrænser og sikrer information til nære kontakter om forholdsregler og mulighed for PEP. Ved sikker udsættelse for smitte – dvs. kontakt til et laboratoriebekræftet eller epidemiologisk linket tilfælde – kan mæslinge-postekspositionsprofylakse gives til ikke-immune kontakter i særlig risiko.
Anbefalingerne for anvendelse af humant immunglobulin som PEP mod mæslinger er opdateret i 2026, EPI-NYT 35a/2026.
Anmeldelse
Mistanke om mæslinger skal anmeldes telefonisk af behandlende læge til Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn- og Rådgivning Øst/Vest, EPI-NYT 44b/2023, ud fra følgende kriterier:
- Symptomer forenelige med mæslinger OG relevant eksponering (person i omgivelserne med laboratorieverificeret mæslingeinfektion eller rejse til et område, hvor mæslinger forekommer)
eller - Symptomer forenelige med mæslinger og påvisning af morbillivirus IgM
eller - Påvisning af morbillivirus RNA (PCR).
Bekræftede tilfælde af mæslinger er derudover skriftligt anmeldelsespligtig til Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst/Vest samt til SSI. Dette gøres via det elektroniske indberetningssystem (SEI2). Se link for yderligere information og vejledning.
(J. Grau. P.H. Andersen, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, M. Pals Bendixen, B. Bødker, Afdeling for Virologi og Mikrobiologisk Beredskab, M. Helms, Hvidovre Universitetshospital, A. Haack Josefsen, Styrelsen for Patientsikkerhed, Tilsyn og Rådgivning Øst)
Iatrogen botulisme efter behandling med botulinumtoksin
I september 2026 rapporterede Styrelsen for Patientsikkerhed seks tilfælde af alvorlig forgiftning efter behandling med botulinumtoksin på Sjælland. Patienterne havde modtaget behandling enten af kosmetiske årsager eller på grund af øget svedtendens. Der var formentlig tale om behandling på en uregistreret kosmetisk klinik eller af en uautoriseret behandler. Ingen af de seks personer ønsker at oplyse, hvor eller af hvem de er blevet behandlet. Det er fortsat uvist, om forgiftningssymptomerne skyldes en fejldosering eller fejl ved selve præparatet, som patienterne blev behandlet med.
Årsag
Botulisme skyldes botulinumtoksin, der blokerer overførslen af nervesignaler til musklerne og kan medføre alvorlige lammelser og vejrtrækningsproblemer. Iatrogen botulisme kan opstå efter terapeutisk eller kosmetisk anvendelse af botulinumtoksin som følge af systemisk toksinpåvirkning.
Iatrogen botulisme i Europa
Der er de seneste år gentagne gange rapporteret tilfælde af iatrogen botulisme i Europa efter kosmetisk og terapeutisk behandling med botulinumtoksin, hvor der i to tilfælde var tale om større hændelser. I 2023 informerede Det Europæiske Center for Sygdomsforebyggelse og -kontrol om 87 tilfælde af iatrogen botulisme blandt borgere i fem europæiske lande forbundet med injektion af botulinumtoksin i mavesækken, med henblik på vægttab, foretaget på to privathospitaler i Tyrkiet. I 2025 rapporterede de britiske sundhedsmyndigheder UK Health Security Agency (UKHSA), om 42 tilfælde af iatrogen botulisme, som følge af kosmetiske behandlinger med botulinumtoksin.
De europæiske hændelser viser, at iatrogen botulisme forekommer og kan medføre alvorlig sygdom med behov for intensiv behandling. Det reelle antal tilfælde er usikkert og kan være underestimeret, som følge af manglende diagnostisk erkendelse og forskelle i landenes overvågning.
Symptomer og behandling
Iatrogen botulisme kan medføre hængende øjenlåg, dobbeltsyn, problemer med at tale og synke samt tiltagende muskelsvaghed. I alvorlige tilfælde kan muskelsvagheden medføre, at personen får svært ved at trække vejret. Patienterne er feberfrie og har normal mental tilstand. Spinalvæske-undersøgelser samt radiologiske undersøgelser er også normale. Symptomerne kan opstå fra kort efter behandlingstidspunktet til uger efter behandling med botulinumtoksin, dog typisk mellem 3 til 8 dage.
Diagnosen er primært klinisk. Ved mistanke om botulisme bør der hurtigt konfereres med en infektionsmedicinsk afdeling og SSI med henblik på diagnostik (telefonisk i dagstid på 2016 1993) og eventuel antitoksinbehandling (telefonisk hele døgnet på 4131 7404).
Behandling bør ikke forsinkes af afventning af laboratoriebekræftelse.
I modsætning til andre former for botulisme, hvor man undersøger fæces, vævsprøver eller mistænkte fødevarer for tilstedeværelsen af bakterien Clostridium botulinum, er undersøgelse af serum (blod) for toksinet den eneste type patientprøve, der egner sig til undersøgelse for iatrogen botulisme. Serum bruges til museneutralisationstest og skal tages snarest muligt efter, at diagnosen er blevet stillet eller sandsynliggjort, og inden evt. antitoksinbehandling. Sensitiviteten af denne analyse er dog lav, når den anvendes i tilfælde af iatrogen botulisme, da koncentrationen af frit toksin i patientens blod ofte ligger under detektionsgrænse for museneutralisationstest. Af denne grund kan diagnosen stilles på baggrund af relevante symptomer og eksponering.
Anmeldelse mv.
Mistænkte tilfælde skal anmeldes, for at de relevante myndigheder kan følge op og forebygge yderligere tilfælde.
- Ved mistanke om botulisme anmeldes tilfældet straks telefonisk til Styrelsen for Patientsikkerhed, uanset formodet årsag og uden at afvente laboratoriesvar.
- Ved mistanke om iatrogen årsag rettes i samme forbindelse en bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed med evt. oplysninger om behandlende sundhedsperson/klinik.
- Den telefoniske anmeldelse efterfølges af en skriftlig anmeldelse til Styrelsen for Patientsikkerhed og SSI via skemaet ”smitsomme sygdomme” i SEI 2.
- Ved mistanke om ulovlig fremstilling, indførsel, forhandling eller anden ulovlig lægemiddelhåndtering bør der desuden ske særskilt indberetning til Lægemiddelstyrelsen. Indberetning kan ske via Lægemiddelstyrelsens hjemmeside, og kan også foretages anonymt.
Kommentar
De nylige danske tilfælde og gentagne europæiske hændelser understreger behovet for øget opmærksomhed på iatrogen botulisme. Tidlig erkendelse, anmeldelse allerede på klinisk mistanke og indberetning af mulige ulovlige lægemiddelforhold er væsentlige for patientbehandling og forebyggelse af yderligere tilfælde. Borgere, der ønsker behandling med botulinumtoksin, bør vælge en registreret klinik med autoriserede sundhedspersoner, der er registreret til at udføre behandlingen.
(F. Trier Møller, L. Müller, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, A. Ronayne, Bakterier, Parasitter og Svampe, G. Ertner, Sundhedsstyrelsen)