Lungebetændelse

Lungebetændelse kan vise sig ved flere forskellige sygdomsbilleder, inklusiv efter foregående viral luftvejsinfektion. Den kan sidde i en eller begge lunger og enten afgrænset eller mere spredt. Nogle tilfælde af lungebetændelse udvikles meget hurtigt (inden for få timer) og andre i løbet af flere dage.

Der vil typisk være feber og hoste, eventuelt med ophostning af slimet eller puslignende sekret. Vejrtrækningen vil være hurtig, og i nogle tilfælde bliver læberne blå på grund af mangel på ilt. Mange patienter har muskelsmerter og/eller hovedpine.

Nogle patienter har smerter ved vejrtrækningen, hvilket er et tegn på, at også lungehinden (mellem lungen og brystkassens inderside) er betændt. En del patienter, især ældre, kan få uregelmæssig hjerterytme og væske i lungerne, hvilket bidrager til den hurtige vejrtrækning.

I svære tilfælde er der samtidig tegn på blodforgiftning (bakterier i blodet). Mange infektioner med luftvejsvirus er knyttet til en opblussen af obstruktive lungesygdomme som astma og KOL. Kroniske symptomer forbundet med vægttab, nattesved og ophostning af blod bør give anledning til undersøgelser for TB.

Mange bakterier og virus og sjældent svampe kan være årsag til lungebetændelse.

Årsagen afhænger i nogen grad af årstiden. Om vinteren er pneumokokker (Streptococcus pneumoniae), SARS-CoV 2 og influenza særligt hyppige. Hos småbørn er virus langt den hyppigste årsag. Det gælder især respiratorisk syncytial virus (RSV), influenzavirus og parainfluenzavirus, men infektion med kighostebakterier kan også være årsag til svær hoste. Kighoste er dog ikke en egentlig lungebetændelse, men en langvarig irritationstilstand i luftvejene, udløst af toksiner fra en særlig bakterie (Bordetella pertussis). Mycoplasma pneumoniae infektion (i folkemunde kaldet kold lungebetændelse) ses hyppigst hos børn ca. 5-12 år med relativt mange tilfælde observeret i 2015/2016 og igen i 2016/2017.
Hos immunsupprimerende patienter kan det også skyldes infektion med Pneumocystis jirovecii eller Aspergillus fumigatus.

De bakterier, der forårsager lungebetændelse, findes ofte naturligt på slimhinder i luftvejene. Dette gælder blandt andet pneumokokker, Haemophilus influenzae og Staphylococcus aureus. Andre bakterier opholder sig ikke naturligt i luftvejene, fx Legionella, Mycoplasma, Chlamydophila og Coxiella burnetii.

Når virus giver anledning til lungeinfektion, er der ofte samtidig tegn på infektion i de øvre luftveje, fx ondt i halsen eller snue. Virusinfektioner kan bane vejen for efterfølgende lungebetændelse med fx pneumokokker.

Mikroorganismer overføres i forbindelse med nys og hoste, og disse mikroorganismer finder vej til en modtagelig persons luftveje ved indånding. De kan også overføres med hænderne.

Vaccination mod Haemophilus influenzae type b (Hib) og pneumokokker indgår i børnevaccinationsprogrammet. Pneumokokvaccination anbefales endvidere til personer med visse risikofaktorer. Årlig vaccination mod Influenza tilbydes gratis for personer over 65 år eller personer fra risikogrupper.

Forebyggelse er i øvrigt håndvask samt påpasselighed ved nys og host, fx ved at hoste i et ærme. Ved sygdom bør man ikke gå på arbejde mv.

Ved mistanke om lungebetændelse forårsaget af pneumokokker gives der penicillin. Mycoplasma, Legionella og Chlamydophila er resistente over for penicillin og behandles derfor med andre antibiotika.

Behandling af influenza med antivirale midler kan forsøges, især såfremt symptomerne har varet under 48 timer.

Meldepligt

Lungebetændelse forårsaget af visse mikroorganismer er anmeldelsespligtig, eksempelvis Legionella og en bestemt art af Chlamydophila (C. psittaci, der forårsager psittakose (ornitose, "papegøjesyge"). Der er desuden overvågning af invasiv pneumokoksygdom, dvs. meningitis og bakteriæmi. 

Diagnostik

Diagnosen lungebetændelse stilles ved de kliniske symptomer og stetoskopi af lungerne. Man kan supplere med et røntgenbillede af lungerne, som vil vise fortætninger i dele af lungevævet.

Den mikrobiologiske årsag til lungebetændelse kan søges påvist ved undersøgelse af luftvejssekret for bakterier og (i svære tilfælde) dyrkning af blod. Ikke alle bakterier kan på en enkel og sikker måde påvises ved dyrkninger, hvorfor man kan supplere med påvisning af bakteriens DNA; dette gælder fx Legionella, Mycoplasma og Chlamydophila. 

Virus påvises lettest i luftvejssekret ved at påvise virusgenet ved PCR, og senere i forløbet kan antistoffer mod mikroorganismer påvises.

Materiale til undersøgelse kan ophentes fra luftvejene ved sugning i trachea eller ved bronkoskopi. Til virusundersøgelser er sugning i næsesvælgrummet tilstrækkeligt. I nogle tilfælde kan diagnosen stilles ved undersøgelse af slim opsamlet ved svælgpodning. I op mod halvdelen af tilfældene kan man dog ikke påvise en mikrobiologisk årsag.

I ca. 20% af tilfældene med lungebetændelse kan der påvises både virus og bakterier.

Diagnostiske undersøgelser

Chlamydia pneumoniae antistof (IgG, IgM) (R-nr. 315)
Bocavirus (DNA) (R-nr. 284)
Chlamydia pneumoniae (DNA) (R-nr. 113)
Pneumoni, atypisk (DNA) (svælgpodning eller sekret fra nedre luftveje) (R-nr. 184)