Lungebetændelse

Mange bakterier, virus og svampe kan være årsag til lungebetændelse. Årsagen afhænger af årstiden. Om vinteren er pneumokokbakterien og influenza særlig hyppige. Hos småbørn er virus langt den hyppigste årsag; særlig er respiratorisk syncytial virus, influenza og parainfluenzavirus hyppige, men infektion med kighostebakterier ses også. Hos teenagere er Mycoplasma pneumoniae en hyppig årsag.

Lungebetændelse kan have flere sygdomsbilleder. Den kan ramme en eller begge lunger. Nogen lungebetændelser udvikles meget hurtigt (få timer) andre i løbet af flere dage. Der vil typisk være feber og hoste, eventuelt med ophostning af luftvejssekret. Vejrtrækningen vil være hurtig og i nogle tilfælde bliver læberne blå på grund af mangel på ilt. I mange tilfælde opleves muskelsmerter, og mange har hovedpine.
Nogle patienter vil opleve, at det gør ondt, når man trækker vejret, dette er et tegn på, at lungehinden også er sæde for betændelse.
En del særlig ældre patienter kan få uregelmæssig hjerterytme og væske i lungerne, hvilket bidrager til den hurtige vejrtrækning.
I svære tilfælde er der samtidig tegn på blodforgiftning.
Mange infektioner med luftvejsvirus er associeret med opblussen af obstruktive lungesygdomme som astma bronchiale og KOL.

I Danmark indlægges ca. 15.000 mennesker årligt med lungebetændelse, og mange flere behandles hos de praktiserende læger. Alle kan rammes af lungebetændelse, men hos voksne er særlig personer med hjerte og lungesygdomme disponeret for sygdommen. Personer med rygerlunger (KOL) er således særlig udsat. Ligeledes får patienter med nedsat immunforsvar oftere lungebetændelse.
Cancer i lungerne kan aflukke en del af luftvejene, hvilket disponerer til lungebetændelse.
Personer, der mangler milten har større risiko for pneumokokinfektion.

De bakterier, der forårsager lungebetændelse, findes ofte naturligt på slimhinder i luftvejene. Dette gælder blandt andet bakterierne pneumokokker Haemophilus influenzae og stafylokokker. Andre bakterier opholder sig ikke naturligt i luftvejene; dette gælder legionella-, mycoplasma- og chlamydiaarter. Lungebetændelsen kan forudgåes af symptomer på en virusinfektion i de øvre luftveje, men dette er ikke altid tilfældet.
Når virus giver anledning til lungeinfektion, findes ofte tegn på infektion i de øvre luftveje visende sig ved ondt i halsen og forkølelse.
Mikroorganismer smitter fra patient til patient ved nysen og hoste og indånding af mikroorganismen, men også ved at mikroorganismerne overføres med hænderne.

Lungebetændelse påvises ved de kliniske symptomer og stetoskopi af lungerne. Man kan supplere med et røntgenbillede af lungerne, som vil vise, at luften i dele af lungerne mangler som tegn på infektion i lungevævet.
Årsagen til lungebetændelsen kan afsløres ved dyrkning af blod (svære tilfælde) og undersøgelse af luftvejssekret for bakterier. Ikke alle bakterier kan på en enkel og sikker måde påvises ved dyrkninger, hvorfor man kan supplere med påvisning af bakteriegenet; dette gælder for legionella, mycoplasma og chlamydia.
Virus påvises lettest i luftvejssekret ved at påvise virusgenet ved PCR teknik, og senere kan antistoffer mod mikroorganismer påvises.
Materiale til undersøgelse kan ophentes fra luftvejene ved sugning i tracheal eller ved bronchoskopi. Til virusundersøgelser er sugning i næsesvælgrummet tilstrækkeligt. I nogle tilfælde kan diagnosen stille ved podning fra svælget.

Ved mistanke om lungebetændelse forårsaget af pneumokokbakterien gives penicillin. Mycoplasma, legionella og chlamydia er imidlertid penicillinresistente overfor denne behandling og behandles med andre antibiotika. For virus vedkommende kan behandling af influenza forsøges, hvis symptomerne har varet < 48 timer.