Herpes simplex virus infektion

HSV

Herpes simplex virus (HSV) findes i to typer. Type 1, som er hyppigste årsag til herpes labialis og type 2, som typisk er årsag til herpes genitalis. Begge virus kan dog give anledning til begge kliniske billeder og symptomer. Som andre herpes virus findes virus latent i organismen resten af livet og kan efter primær infektionen reaktiveres.

Primærinfektionen
Herpetisk stomatitis er en almindelig manifestation af den primære HSV infektion. Sygdommen er ledsaget af feber og pharyngitis.  
Primær genital herpes er en anden almindelig manifestation visende sig med smertefulde herpetiske læsioner og feber.
Symptomerne aftager uden behandling i løbet af 1 - 2 uger, men patienten kan senere opleve reaktivering i samme anatomiske område. Antallet af reaktiveringer aftager typisk med tiden i såvel omfang som hyppighed.
Udtalte reaktiveringer ses hos immunkompromitterede patienter.

Herpes labialis
Er hyppigste manifestation af latent herpes simples og viser sig med vesikulært udbrud forudgået af prodromalsymptomer i form af prikken og stikken i udbrudsområdet. Udbrud ses typisk efter øvre luftvejsinfektioner og ved udsættelse for udtørring af læberne. Nogle personer oplever herpes udbrud i forbindelse med menstruation.
En person med herpes labialis kan ved selvinokulation inficere i forvejen skadede hudområder, eksempelvis et ezcem, som hermed forværres betydeligt (ezcema herpeticum).
Cutan herpes kan smitte fra person til person under brydning og anden kampsport (herpes gladiatorum).

Herpes genitalis
Er en seksuelt overført sygdom og forårsages hyppigst af HSV type 2, men HSV type 1 er dog årsag til mindst 30% af tilfældene. HSV infektionen er mest udtalt ved primærinfektionen og viser sig ved vesikler og sår på genitalia. Reaktivering af herpes genitalis er meget varierende med hensyn til hyppighed og intensitet, men kan være meget generende med mange symptomatiske udbrud per år; andre har asymptomatiske reaktiveringer. Generelt aftager antallet af reaktiveringer med alderen.
Udbrud af herpes genitalis sidst i graviditeten kan føre til smitte af barnet ved passage af fødselskanalen. Det er særligt primærinfektion som leder til alvorlige sygdomme hos barnet, idet moderens blod på dette tidspunkt ikke indeholder anti-HSV antistoffer mod den givne HSV type, hvorfor barnet mangler passiv immunitet mod virus.

Herpes infektion hos nyfødte (herpes neonatorum) er kendetegnet ved tegn på generaliseret infektion, hepatitis og evevtuel meningitis eller encephalitis. Sygdommen ses også uden at moderen har kendt genital herpes og kan være resultat af smitte fra andre personer i omgivelserne.

Herpetisk øjeninfektion i form af conjunctivitis og eller keratitis er ikke sjælden. Herpes keratitis kan være recidiverende og er en af de vigste årsager til blindhed i den vestlige del af verden samt en hyppig årsag til corneatransplantation.

HSV encephalitis og meningitis
I sjældne tilfælde kan HSV være årsag til encephalitis. Denne sygdom ses i alle aldre. Bortset fra de neonatale tilfælde er næsten alle forårsaget af HSV type 1. Sygdommen skyldes fokale infektiøse læsioner i hjernen, og symptomerne afhænger af hvor læsionerne sidder. Ofte ses adfærdsændringer, taleforstyrrelser, fokale kramper. Forhøjet temperatur er karakteristisk. Spinalvæsken indeholder i >95% af tilfældene enten forhøjet celletal (mononukleære celler) og/eller forhøjet protein. EEG , MR-scanning og CT-scanning er vigtige diagnostiske hjælpemidler.  Dødeligheden er ubehandlet 60 - 80%, og > 90% af de overlevende får sequelae.

Herpes simplex meningitis er typisk forårsaget af HSV type 2 og ses særligt hos personer, som anamnestisk har genital herpes. Sygdommen er selvlimiterende med dages varende feber, hovedpine og nakkestivhed. I spinalvæsken findes typisk 50-1000 mononukleære celler. Sygdommen kan recidivere (Mollarets meningitis).

Meget almindelig infektion. Ca. 80% af den voksne befolkning har antistoffer mod HSV. De fleste personer med antistoffer mod type 1 er smittet i løbet af de første fem leveår.

Der er ikke lovbefalet overvågning.

HSV findes kun hos mennesker og smitter først og fremmest ved direkte kontakt, idet vesiklerne indeholder store mængder virus.

De typiske kutane og genitale udbrud af HSV kan med stor sikkerhed diagnosticeres klinisk. I tvivlstilfælde kan virusgenet påvises med PCR i en podning fra elementerne. Herved kan virus også typebestemmes.
Ved neonatal HSV-infektion kan virus påvises i svælgsekret, urin eller blod. Ved CNS infektion eventuelt også i spinalvæske.
CNS infektion forårsaget af HSV kan påvises ved PCR og måling af immunitet i spinalvæsken (intrathecaltest).

Effektiv behandling for HSV har været anvendt gennem mange år. Den er særlig indiceret ved sværere HSV-infektioner, mens der ved ukompliceret herpes labialis kun er beskeden effekt.
Antiviral behandling med aciclovir er vigtig ved herpes encephalitis og neonatal HSV infektion. Behandlingen kan, hvis den iværksættes tidligt, reducere mortaliteten markant.

Personer med hyppig reaktivering af HSV kan have gavn af profylaktisk antiviral behandling.