Streptokokinfektioner
Streptokokker er en slægt af almindeligt forekommende bakterier, hvoraf nogle kan forårsage sygdom. Bakterierne er en hyppig årsag til infektioner som fx halsbetændelse, luftvejsinfektioner, sårinfektioner og blodforgiftning. Disse infektioner behandles med almindeligt penicillin.
Der skelnes mellem hæmolytiske streptokokker og ikke-hæmolytiske streptokokker. De førstnævnte kan opløse blodet i de agarplader, man anvender ved dyrkning af patientprøver i laboratoriet; det kan de sidstnævnte ikke.
Hæmolytiske streptokokker
Blandt de hæmolytiske streptokokker er det især arten Streptococcus pyogenes, også benævnt gruppe A streptokokker (GAS), der er vigtig. GAS er mest hyppigt associeret med infektioner i hud og slimhinder, såsom halsbetændelse, børnesår eller rosen. Halsbetændelse med GAS kan være ledsaget af skarlagensfeber. GAS smitter hovedsageligt via dråbesmitte eller kontaktsmitte og kan være årsag til udbrud i børnehaver og skoler, særligt vinter og tidligt forår.
I mere sjældne tilfælde er bakterien årsag til invasive infektioner, dvs. infektion i område af kroppen, som normalt er sterile, f.eks. såsom blod, rygmarvsvæske, led mv. Invasive GAS-infektioner (iGAS) kan være livstruende, også hos unge og tidligere raske personer. Disse infektioner forekommer oftest som enkeltstående tilfælde, og der findes kun få rapporter om udbrud. Personer i særlig risiko for infektion med iGAS er bl.a. immunsvækkede, intravenøse stofbrugere og hjemløse mv.
En anden variant af hæmolytiske streptokokker er Streptococcus agalactiae, også kaldt gruppe B streptokokker (GBS). De er sjældent årsag til sygdom hos personer, der i forvejen er sunde og raske. Men særligt udsatte personer kan, fx på grund af nedsat immunforsvar, sukkersyge og høj alder, få alvorlig sygdom med GBS, herunder lungebetændelse, blodforgiftning og meningitis. Nyfødte børn har en øget risiko for blodforgiftning og meningitis med GBS.
Ikke-hæmolytiske streptokokker
De ikke-hæmolytiske streptokokker er medvirkende til caries (huller i tænderne) og kan være årsag til betændelse på hjerteklapperne og i sjældne tilfælde til bylder i indvendige organer, fx lever eller hjerne.
Pneumokokker
En beslægtet bakterieart er Streptococcus pneumoniae (pneumokokker). Infektioner med pneumokokker kan til dels forebygges med vaccination.
Den er omtalt mere detaljeret under Pneumokoksygdom.
Symptomer
Streptokokker kan give anledning til en række sygdomme hos mennesket. Det kan både være sygdomme med et mildt forløb og dødelige sygdomme. Eksempler på de førstnævnte omfatter halsbetændelse, mellemørebetændelse, bihulebetændelse og nedre luftvejsinfektioner.
I huden kan man se børnesår, rosen og sårinfektioner.
De mere alvorlige streptokokinfektioner omfatter blodforgiftning, meningitis, barselsfeber og især nekrotiserende bløddelsinfektioner (hvor bakterierne hastigt spreder sig i musklerne) samt toksisk shock syndrom.
Visse infektioner med hæmolytiske streptokokker af gruppe A kan ledsages af skarlagensfeber (scarlatina). Streptokokinfektioner kan meget sjældent (i hvert fald i de industrialiserede lande) efterfølges af gigtfeber og akut post-streptokok glomerulonefrit, som er en nyresygdom.
Årsag
Streptokokker er kugleformede bakterier, der under deres vækst danner kæder af varierende længde, som kan ses ved mikroskopi. Streptokokker kan være del af den normale bakterieflora og det eneste kendte reservoir for gruppe A streptokokker er hud og slimhinde hos mennesker. Årsagen til hvorfor disse bakterier pludseligt forårsager infektion, er ikke fuldt forstået, da det er en kompleks interaktion mellem bakteriens virulensfaktorer og kroppens immunforsvar.
Smitteveje
Streptokokker smitter især via luftvejene gennem dråber (fra host, nys eller andre sekreter) eller ved fysisk kontakt mellem individer, sjældnere gennem forurenede overflader (borde, dørhåndtag mv.). Personer, der bærer streptokokker i svælg, hud, endetarm eller skede, kan smitte og kan være kilde til udbrud i fx institutioner.
Der kan opstå fødevarebårne udbrud, herunder fra mælk eller salater som er blevet forurenet af en streptokokbærer, dvs. en person, der uden at have symptomer, har de pågældende bakterier (fx gruppe A streptokokker i halsen).
Såfremt en gravid kvinde er bærer af gruppe B streptokokker i skeden, kan hun under fødslen smitte barnet. Selvom 20-25% af gravide kvinder er bærere, er det dog sjældent, at man i Danmark ser alvorlige infektioner hos nyfødte.
Forebyggelse
Smitte med streptokokker forebygges ved almindelig hygiejne, herunder håndvask og nedsættelse af risiko for luftvejssmitte. De samme råd, som fx gælder for influenza kan være med til at nedsætte smitte med streptokokker:
- Undgå tæt kontakt med personer, som du ved er syge.
- Bliv hjemme fra arbejde, skole eller lignende, hvis du er syg.
- Undgå at hoste og nyse i din håndflade. Brug i stedet et éngangslommetørklæde eller til nød ærmet.
- Hyppig håndvask med vand og sæbe; især efter du har hostet, nyst eller pudset næse. Håndsprit (70 % - 85 %) kan også bruges og bør foretrækkes, hvis det er tilgængeligt.
- Undgå at røre ved dine øjne, din næse eller din mund uden forudgående håndvask. Så nedsætter du risikoen for at blive smittet, selvom du skulle have fået smitte på hænderne.
- Sørg for at holde fælles ting og overflader rene ved almindelig rengøring.
Behandling
Hæmolytiske streptokokker er følsomme for penicillin, og de er sjældent resistente over for makrolidantibiotika (erythromycin og lignende).
Særligt for sundhedsfagligt personale
Diagnostik
Ved vækst på en blodagarplade i et laboratorium kan streptokokker udskille stoffer, der påvirker vækstmediet. Såfremt der opstår en gennemsigtighed af vækstmediet siges bakterierne at være betahæmolytiske, eller blot hæmolytiske. Det er blandt de betahæmolytiske streptokokker, at de for mennesker relevante streptokokker især findes.
De hæmolytiske streptokokker opdeles i serogrupper på basis af sukkerstoffer i deres kapsel. Blandt disse er det især gruppe A, B, C og G, der kan give infektioner.
Hæmolytiske streptokokker kan typebestemmes efter forskellige principper. Typebestemmelse foregår nu om dage med molekylærbiologiske metoder (helgenom-sekventering), hvorved man finder f.eks. MLST (multi-lokus-sekvens-typer) og emm-typer. Der findes over 100 emm-typer. De forskellige typer koder for dannelsen af M-protein, som har stor betydning for bakteriens evne til at forvolde sygdom.
Hæmolytiske streptokokker kan dyrkes fra podninger eller vævsmateriale udtaget fra det formodede infektionssted.
Diagnose af komplikationer og følger efter infektioner med GAS, som gigtfeber og glomerulonefrit, kan understøttes af serologiske undersøgelser. Disse antistoffer skal måles flere gange for at afklare, om de stiger eller falder som tegn på nylig GAS-infektion. Antistofmåling har ingen plads ved diagnostik af andre GAS-relaterede sygdomme.
Meldepligt
Meningitis som følge af bakterier, herunder streptokokker, anmeldes på formular 1515 til embedslægeinstitutionen på patientens opholdssted og til Statens Serum Institut, Afdeling for Infektionsepidemiologi.
Desuden er der en frivillig overvågning af streptokokinfektioner i Danmark baseret på indsendte bakterier, se https://www.sciencedirect.com/science/article/pii/S1198743X14602925
Diagnostiske undersøgelser
Bakteriologisk undersøgelse almindelig (mikroskopi, dyrkning og resistensbestemmelse) (R-nr. 101)Streptococcus antistof (Streptococcus pyogenes mfl.: Antistreptolysin O og Antistreptokok DNAse B (AST og ASDB)) (R-nr. 355)