Streptokokinfektioner
Streptokokker er en slægt af almindeligt forekommende bakterier, hvoraf nogle kan forårsage sygdom. Bakterierne er en hyppig årsag til infektioner som fx halsbetændelse, luftvejsinfektioner, sårinfektioner og blodforgiftning. Disse infektioner behandles med almindeligt penicillin.
Man kan underopdele streptokokkerne i to grupper: de hæmolytiske streptokokker og de ikke-hæmolytiske streptokokker. De hæmolytiske streptokokker har fået deres navn, fordi de kan opløse blodet i de agarplader, man anvender ved dyrkning af patientprøver i laboratoriet.
Hæmolytiske streptokokker
Blandt de hæmolytiske streptokokker er det især arten Streptococcus pyogenes, også benævnt gruppe A streptokokker (GAS), der er vigtig.
Gruppe A streptokokker kan give anledning til infektioner i hud og slimhinder, såsom halsbetændelse, børnesår eller rosen.
Smitte med gruppe A streptokokker sker hovedsageligt via dråber eller kontaktsmitte, og smitten er højst om vinteren og i det tidlige forår.
I mere sjældne tilfælde er bakterien årsag til alvorlige infektioner, fx blodforgiftning eller ledinfektion. Disse infektioner kan være livstruende, også hos unge og tidligere raske personer. Personer i særlig risiko for invasiv infektion med gruppe A streptokokker er bl.a. immunsvækkede, intravenøse stofbrugere og hjemløse. Samtidig infektion med skoldkoppevirus og influenza A-virus øger også risikoen for svær infektion.
Nogle infektioner med gruppe A streptokokker kan i efterforløbet give anledning til skarlagensfeber, gigtfeber og andre komplikationer.
En anden variant af hæmolytiske streptokokker er Streptococcus agalactiae, kaldet gruppe B streptokokker. Nyfødte børn har en øget risiko for blodforgiftning og meningitis med gruppe B streptokokker efter smitte.
Ikke-hæmolytiske streptokokker
De ikke-hæmolytiske streptokokker er medvirkende til caries (huller i tænderne) og kan være årsag til betændelse på hjerteklapperne og i sjældne tilfælde til bylder i indvendige organer, fx lever eller hjerne.
Pneumokokker
En beslægtet bakterieart er Streptococcus pneumoniae (pneumokokker). Infektioner med pneumokokker kan til dels forebygges med vaccination.
Den er omtalt mere detaljeret under Pneumokoksygdom.
Symptomer
Streptokokker kan give anledning til sygdomme, der går fra milde forløb til alvorlige sygdomsforløb med dødelig udgang.
Eksempler på mild sygdom omfatter halsbetændelse, mellemørebetændelse, bihulebetændelse og nedre luftvejsinfektioner. I huden kan man se børnesår, rosen og sårinfektioner.
De mere alvorlige forløb omfatter blodforgiftning, hjernehindebetændelse (meningitis), barselsfeber og nekrotiserende bløddelsinfektioner (også kaldet kødædende infektion), hvor bakterierne hastigt spreder sig i musklerne og ødelægger vævet) samt toksisk shock syndrom.
Infektion med undergruppen hæmolytiske gruppe A streptokokker kan ledsages af skarlagensfeber (scarlatina).
Streptokokinfektioner kan efterfølges af gigtfeber og af nyresygdommen akut post-streptokok glomerulonefrit, men disse sygdomme er sjældne i Danmark.
Årsag
Streptokokker er kugleformede bakterier, der under deres vækst danner kæder, som kan ses ved mikroskopi.
Streptokokker kan være del af den normale bakterieflora, og det eneste kendte reservoir for gruppe A streptokokker er hud og slimhinde hos mennesker.
Smitteveje
Streptokokker smitter især via luftvejene gennem dråber (fra host, nys eller andre sekreter) eller ved fysisk kontakt mellem individer, sjældnere gennem forurenede overflader (borde, dørhåndtag mv.).
Personer, der bærer streptokokker i svælg, hud, endetarm eller skede, kan smitte og kan være kilde til sygdomsudbrud i fx daginstitutioner.
Der kan opstå fødevarebårne udbrud, herunder fra mælk eller salater som er blevet forurenet af en streptokokbærer, dvs. en person, der uden at have symptomer, har de pågældende bakterier (fx gruppe A streptokokker i halsen).
Såfremt en gravid er bærer af gruppe B streptokokker i skeden, kan hun under fødslen smitte barnet. Selvom 20-25 % af gravide er bærere, er det dog sjældent, at man i Danmark ser alvorlige infektioner hos nyfødte.
Forebyggelse
Smitte med streptokokker forebygges ved almindelig hygiejne, herunder håndvask og nedsættelse af risiko for luftvejssmitte. De samme råd, som fx gælder for influenza og covid-19, kan være med til at nedsætte smitte med streptokokker:
- Undgå tæt kontakt med personer, som du ved er syge.
- Bliv hjemme fra arbejde, skole eller lignende, hvis du er syg.
- Undgå at hoste og nyse i din håndflade. Brug i stedet et éngangslommetørklæde eller til nød ærmet.
- Hyppig håndvask med vand og sæbe; især efter du har hostet, nyst eller pudset næse. Håndsprit (70 % - 85 %) kan også bruges og bør foretrækkes, hvis det er tilgængeligt.
- Undgå at røre ved dine øjne, din næse eller din mund uden forudgående håndvask. Så nedsætter du risikoen for at blive smittet, selvom du skulle have fået smitte på hænderne.
- Sørg for at holde fælles ting og overflader rene ved almindelig rengøring.
Behandling
Hæmolytiske streptokokker er følsomme for penicillin, og de er sjældent resistente over for makrolidantibiotika (erythromycin og lignende).
Særligt for sundhedsfagligt personale
Diagnostik
Ved vækst på en blodagarplade i et laboratorium kan streptokokker udskille stoffer, der påvirker vækstmediet. Såfremt der opstår en gennemsigtighed af vækstmediet, siges bakterierne at være betahæmolytiske, eller blot hæmolytiske. Det er blandt de betahæmolytiske streptokokker, at de for mennesker relevante streptokokker især findes.
De hæmolytiske streptokokker opdeles i serogrupper på basis af sukkerstoffer i deres kapsel. Blandt disse er det især gruppe A, B, C og G, der kan give infektioner.
Hæmolytiske streptokokker kan typebestemmes efter forskellige principper. Typebestemmelse foregår nu om dage med molekylærbiologiske metoder (helgenomsekvensering), hvorved man finder fx MLST (multi-lokus-sekvens-typer) og emm-typer. Der findes over 240 emm-gen-typer som hver især koder for dannelsen af det såkaldte M-protein. M-proteinet sidder på overfladen af cellen og har stor betydning for bakteriens evne til at forvolde sygdom.
Hæmolytiske streptokokker kan dyrkes fra podninger eller vævsmateriale udtaget fra det formodede infektionssted.
Diagnose af komplikationer og følger efter infektioner med gruppe A streptokokker, som gigtfeber og glomerulonefrit, kan understøttes af serologiske undersøgelser. Disse antistoffer skal måles flere gange for at afklare, om de stiger eller falder som tegn på nylig infektion..
Meldepligt
Invasive infektioner forårsaget af beta-hæmolytiske streptokokker er laboratorieanmeldepligtige og overvåges af Statens Serum Institut. Desuden er der en frivillig overvågning af streptokokinfektioner i Danmark baseret på indsendte bakterier.
Meningitis som følge af streptokokker skal ikke længere indberettes skriftligt via Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI2), men overvåges laboratoriebaseret.
Diagnostiske undersøgelser
Streptococcus antistof (Streptococcus pyogenes mfl.: Antistreptolysin O og Antistreptokok DNAse B (AST og ASDB)) (R-nr. 355)Bakteriologisk undersøgelse almindelig (mikroskopi, dyrkning og resistensbestemmelse) (R-nr. 101)