Halsbetændelse (tonsillitis)

Man har ondt i halsen, synkesmerter og ofte feber, især hvis årsagen er GAS. Mandlerne er hævede og røde, og der er hævelse af lymfeknuder på halsen. Hoste, nysen og hæshed tyder på, at halsbetændelsen ikke skyldes GAS. 

Der kan være udtalte belægninger på mandlerne ved mononukleose (kirtelfeber, kyssesyge), men hverken tilstedeværelse eller fravær af belægninger kan anvendes til at skelne mellem GAS og de mange forskellige mulige virus.

Ca. 30 % af tilfældene skyldes GAS, og de fleste af resten skyldes forskellige virus.

Symptomer på halsbetændelse bliver desuden ofte set ved influenza samt ved mononukleose.

Andre bakterier er sjældent årsagen. Betahæmolytiske streptokokker af gruppe C og G kan være en mulighed, ligesom de almindeligt forekommende infektioner med Mycoplasma pneumoniae (undertiden fejlagtigt kaldet ”kold lungebetændelse”) kan vise sig som ondt i halsen. Difteri, som indebærer voldsom halsbetændelse med risiko for tillukning af luftvejene, bliver praktisk taget ikke set mere i Vesteuropa takket været en god tilslutning til børnevaccinationsprogrammerne.

Virus og bakterier, der kan fremkalde halsbetændelse, smitter fra person til person. Ca. 2 % af den danske befolkning bærer GAS i halsen uden at have symptomer.

Der findes ingen vaccine mod GAS og de fleste relevante virus. Der kan vaccineres mod sæsoninfluenza og mod difteri. På nær mononukleose giver halsbetændelse ikke immunitet.

Halsbetændelse forårsaget af virus kan ikke blive behandlet, hvorimod tilfælde forårsaget af GAS bør blive behandlet med penicillin for at hindre komplikationer til sygdommen og smitte til omgivelserne. Effekten på symptomer og sygdomsvarighed er beskeden.

Der bliver normalt behandlet i 7-10 dage. Eventuelle komplikationer er især lokal spredning (byld i halsen). Komplikationer i hjerte og led (gigtfeber) eller nyrer (akut post-streptokokkal glomerulonefrit) er i dag meget sjældne i den vestlige verden.

Diagnostik

Sygdommen tonsillitis bliver diagnosticeret på grundlag af symptomerne og de objektive fund i oropharynx, men man kan ikke herved afgøre, om årsagen er GAS eller virus. GAS kan blive påvist ved undersøgelse af en svælgpodning enten ved dyrkning på en klinisk mikrobiologisk afdeling eller ved en antigenpåvisningstest udført i lægens egen praksis.

Sidstnævnte metode er noget mindre følsom end dyrkning, men indebærer den fordel, at resultatet foreligger meget hurtigt (10-15 minutter).

Man kan måle antistoffer mod betahæmolytiske streptokokker ved mistanke om gigtfeber eller post-streptokokkal glomerulonefrit, men disse analyser har ingen plads ved diagnostik af streptokokbetinget halsbetændelse.