Endemiske svampe

Symptomerne varierer fra infektioner uden synlige symptomer over lette infektioner (hoste og lidt feber efter inhalation af svampesporer) til alvorlige lungeinfektioner.

Der kan i alvorlige tilfælde ses spredning med blodbanen til organer, knogler og centralnerve-system. Dog er dissemineret (dvs. udbredt) infektion sjælden for Blastomyces dermatitidis. Sværhedsgraden afhænger dels af antallet af svampesporer, man er blevet udsat for, dels af personens immunforsvar.

De såkaldte dimorfe (”to-formede”) svampe findes i naturen som skimmelsvampe, der ved 37 °C viser sig som gærsvampe. Der findes følgende arter:

• Histoplasma capsulatum
• Coccidioides immitis og C. posadasii
• Blastomyces dermatitidis og B. gilchristii
• Paracoccidioides brasiliensis, P. lutzii mfl
• Talaromyces (tidligere Penicillium) marneffei
• Sporotrix brasiliensis, S. schenkii mfl
  
• Emergomyces pasteurianus og flere andre Emergomyces-arter
  

Svampene findes i naturen i visse geografiske egne som illustreret nedenfor:

Der er ikke risiko for person til person-smitte.

Undgå ophold i endemiske områder med kendt højt sporetal (fx visse flagermusegrotter og områder med meget byggeri og støv).

Alvorlige infektioner behandles med et amphotericin B præparat. Mildere infektioner behandles med et azolpræparat, afhængig af svampearten.

Dyrkning for de endemiske svampe skal, med undtagelse af Talaromyces marneffei, Emergomyces samt Sporothrix arter, foregå på BSL3 speciallaboratorium for at undgå smitterisiko for laboratoriepersonale, og mistanken bør derfor angives på rekvisitionen.

Emergomycose blev første gang diagnosticeret i 1994 hos en italiensk patient med fremskreden hiv-infektion. Siden da er den diagnosticeret på fire kontinenter og er den hyppigste dimorfe svampeinfektion i eksempelvis Sydafrika.

Sporothrix schenkii complexet har vist sig at tilhøre flere underarter. Klassisk har sygdom forårsaget af Sporothrix været kendt som ”Rose gardener’s disease” og givet sygdom ved stik på torne etc. Arterne findes globalt men ses stort set aldrig i Danmark. I de senere år er visse underarter som eksempelvis den mere patogene S. brasiliensis beskrevet udbredt i Brasilien og flere lande Sydamerika blandt katte, hvor overførsel til ejere har resulteret i kutan og mere sjældent dissemineret sygdom.

Diagnostik

Der kan for alle de endemiske svampe (Talaromyces marneffei, Histoplasma, Coccidioides, Paracoccioides, Sporothrix og Emergomyces) udføres specifik PCR-påvisning (eksternt laboratorium). Ønskes supplerende dyrkning (generelt BSL3, ligeledes eksternt udført), bedes dette anført.

Derudover er der for udvalgte svampe følgende andre nationalt udbudte analyser, der kan bidrage:

Talaromyces marneffei infektion diagnosticeres også ved bloddyrkning og ved Aspergillus galactomannan antigen undersøgelse i serum (blodprøve i tørglas), idet T. marneffei har samme galactomannan antigen i sin cellevæg som Aspergillus.

Histoplasmose og coccodioidomycose kan påvises ved antistof påvisning (blodprøve). Desuden kan dissemineret histoplasmose i en del tilfælde (≈ 50%) medføre en positiv Aspergillus galactomannan antigen undersøgelse i serum (blodprøve i tørglas) eller BAL, idet svampen har samme type galactomannan antigen i sin cellevæg som Aspergillus.

Sporothricose og Paracoccidiomycose: Der er beskrevet nogen krydsreaktivitet med Aspergillus galactomannan, men betydningen ift kliniske tilfælde er ukendt.

Emergomycose og Blastomycose: Der er ikke specielle antigen- eller antistoftests for denne svamp.

Supplement til mikrobiologi: Histopatologisk undersøgelser kan til tider bidrage, da visse arter har et karakteristisk udseende.

Diagnostiske undersøgelser

Coccidioides antistof (R-nr. 394)
Histoplasma antistof (R-nr. 395)
Aspergillus (galactomannan antigen) (R-nr. 062)
Gær- og skimmelsvampe (Candida, Cryptococcus og Aspergillus) (påvisning, identifikation og resistensbestemmelse) (svampemidler til systemiske infektioner) (R-nr. 052)
Gær- og skimmelsvampe (Candida og Aspergillus) (påvisning og identifikation) (R-nr. 051)