Herpes simplex virus infektion

Tiden fra man bliver smittet, til man får symptomer (inkubationstiden) er mellem 2 og 12 dage.

Primærinfektion
Betændelse af mundslimhinden (Herpes stomatitis) med små blærer som evt. breder sig ud på læberne er et almindeligt symptom på en primær HSV-infektion. Sygdommen kan være ledsaget af feber og halsbetændelse forårsaget af virus. 

Primær genital herpes viser sig med smertefulde små blærer eller åbne sår på kønsdelene samt feber.

Symptomerne aftager uden behandling i løbet af 1 - 2 uger, hvor blærerne omdannes til sår, men man kan senere opleve reaktivering.

Forkølelsessår (Herpes labialis)
Forkølelsessår er det hyppigste symptom på virus reaktivering og viser sig ved prikken, svien og stikken i udbrudsområdet efterfulgt af velafgrænset udbrud med blærer. Forskellige forhold kan udløse et udbrud som fx øvre luftvejsinfektioner, skade på huden, udtørring af læberne, stærkt sollys, stress eller menstruation.

Herpes som kønssygdom (Herpes genitalis)
HSV kan overføres seksuelt og forårsages hyppigst af HSV type 2, men HSV type 1 kan også være årsag til genital herpes. Symptomerne er typisk mest udtalte ved en primærinfektion og viser sig som blærer og sår på kønsdelene.

Sidst i graviditeten kan udbrud af herpes genitalis eller asymptomatisk udskillelse af virus føre til smitte af barnet ved passage af fødselskanalen. Det er særligt primærinfektion, som leder til alvorlig sygdom hos barnet, idet moderens blod ikke indeholder antistoffer, der kan overføres til barnet. Ved reaktivering under graviditeten vil barnet oftest været beskyttet af antistoffer af IgG-type fra moderen. IgG antistoffer transporteres aktivt via placenta fra mor til barn fra graviditetsuge ca. 28-32.

Herpes infektion hos nyfødte (herpes neonatorum)
Herpes simplex infektion hos nyfødte er meget sjælden, men kan være forbundet med alvorlig sygdom og død afhængig af udbredelsen. Infektionen er opdelt i 3 grupper ud fra udbredelsen:

• Lokaliseret infektion i hud, øjne og/eller mund.
• Infektion kun i centralnervesystemet (hjernebetændelse alene).
• Tegn på generaliseret infektion, som involverer flere organer og eventuel hjernehindebetændelse (meningitis) eller hjernebetændelse (encephalitis): ca. 25 % af tilfældene.

Sygdommen skyldes oftest infektion hos moderen omkring fødselstidspunktet og kan også ses uden, at moderen har haft symptomer. Barnet kan også blive smittet af andre personer i nære omgivelserne (forældre, bedsteforældre, sundheds personel med fx herpes labialis), hvis det ikke har fået overført antistoffer fra moren og hvis ikke hygiejnereglerne opretholdes.

Hjernebetændelse (encephalitis) og hjernehindebetændelse (meningitis)
I sjældne tilfælde kan HSV være årsag til hjernebetændelse. Denne sygdom ses i alle aldre. Bortset fra tilfælde hos nyfødte er næsten alle forårsaget af HSV type 1. Sygdommen skyldes infektiøse læsioner i hjernen, og symptomerne afhænger af, hvor læsionerne sidder. Feber er næsten altid tilstede og ofte kan ses adfærdsændringer, taleforstyrrelser og/eller kramper. Dødeligheden ved hjernebetændelse (encephalitis) er ubehandlet næsten 70 % og korrekt diagnosticeret og behandlet er den 20-30 %.

Herpes simplex hjernehindebetændelse er typisk forårsaget af HSV type 2 og ses særligt hos personer med forudgående herpes udbrud på kønsdelene. Sygdommen går som regel over af sig selv efter nogle dage med feber, hovedpine og nakkestivhed. Sygdommen kan komme igen (Mollarets meningitis).

Øjeninfektion
Herpetisk øjeninfektion i form af betændelse i øjets slimhinde (conjunctivitis) og / eller hornhindebetændelse (keratitis) er ikke sjælden. Herpes keratitis kan være recidiverende, dvs. kan komme igen flere gange. Herpes keratitis er en af de vigtigste årsager til blindhed verden rundt samt en hyppig årsag til hornhinde transplantation.

Herpetisk eksem
HSV kan føres videre til hudområder uden herpes infektion, men hvor huden er skadet, dette er særligt gældende for atopisk eksem, som hermed forværres betydeligt ("eczsema herpeticum"). Dette kaldes autoinokulation, hvis én person selv viderefører virus til et nyt område.

HSV 1 og 2 tilhører herpesvirus gruppen, som efter første smitte forbliver livslangt i nervecellerne. Begge virus typer kan forårsage symptomer, som ligner hinanden. Kun ved podning af væskeblærerne eller påvisning af typespecifikke antistoffer i blodet, kan man afgøre hvilken type HSV, man har været smittet med.

HSV findes kun hos mennesker og smitter først og fremmest fra person-til -person ved direkte hud eller slimhindekontakt, idet blærerne på hud og slimhinder indeholder store mængder levende virus.

Herpes kan også smitte fx under brydning og anden kampsport. Virus kan også udskilles fra fx spyt eller sekreter fra kønsorganer. Og derved også smitte ved seksuel kontakt eller kys selvom der ikke er hudlæsioner. I sjældne tilfælde kan smitte ske fra mor til barn under fødslen.

Personer med hyppig reaktivering af HSV kan have gavn af forebyggende (profylaktisk) antiviral behandling. God håndhygiejne er vigtig, fx efter at man har smurt creme på herpesudbruddet.

Ved udbrud af genital herpes kan man bruge kondom eller helt undgå sex i perioder med udbrud.

Herpes infektion kan behandles med aciclovir, der fås som creme til et mindre udslæt og som tabletter til et større, mere alvorligt udslæt. Behandling er særlig vigtig ved sværere infektioner, mens effekten er beskeden ved ukompliceret herpes labialis.

Ved hyppigt tilbagevendende udbrud af herpes genitalis kan aciclovir anvendes forebyggende (profylaktisk). Behandlingen slår ikke virus ihjel, men medfører en hæmning af virusproduktionen. Et udbrud kan derfor reaktiveres, når behandlingen stopper.

Intravenøs behandling med aciclovir er vigtig ved herpes encephalitis og neonatal HSV infektion. Behandlingen skal igangsættes på mistanke, inden laboratoriesvar, da tidlig behandling kan reducere mortaliteten markant.

Diagnostik

Herpes udbrud på hud, slimhinder og kønsdele kan ofte diagnosticeres på det karakteristiske kliniske billede. Det er dog vigtigt at få en præcis diagnose af hensyn til behandling, partnersmitte og evt. fremtidige graviditeter. HSV virus kan påvises ved podning eller skrab fra vesiklerne med PCR. Ved neonatal infektion kan virus påvises ved PCR i svælgsekret, vesikelvæske, urin, blod eller spinalvæske.

Ved CNS infektion kan virus oftest også påvises i spinalvæske ved PCR inden for de første 7 til 10 dage efter symptomdebut. Herefter kan HSV CNS-infektion påvises ved samtidig måling og sammenligning af antistoffer i spinalvæsken og blod (intrathecaltest). Af hensyn til sammenligningen må der højest være 72 timer mellem udtagning af blod og spinalvæske. Spinalvæsken indeholder i >95 % af tilfældene enten forhøjet celletal (typisk 50-1000 mononukleære celler) og/eller forhøjet protein. Billeddiagnostik af hjernen i form af MR- og CT-scanning er vigtig for at udrede diagnosen.

HSV øjeninfektioner kan i starten af forløbet påvises ved PCR på podning fra øjet eller fra øjenvæske. Senere i forløbet måles og sammenlignes antistof niveauer i hhv. øjenvæsken og blod, som skal være udtaget med maximalt 24 timer imellem. Det kaldes en intraokulær test, hvor man udregner en ratio ml. antistofniveauerne, kaldet Goldmann Wittmer koefficient.

Måling af antistoffer, herunder typespecifikke antistoffer, har især betydning hos gravide, som ikke tidligere har observeret herpes udbrud og som får en herpes infektion sent i graviditeten. Man bør dog også altid samtidig pode fra en vesikel eller herpes lignende udslæt hos en gravid.

Diagnostiske undersøgelser

Herpes simplexvirus antistof (IgG) (R-nr. 240)
Herpes simplexvirus og Varicella zoster virus intrathekal syntese af IgG antistof (R-nr. 2057)
Human alphaherpesvirus antistof (IgG, typebestemmelse) (R-nr. 294)
Herpes simplexvirus 1 og 2 samt Human herpesvirus 3 (Varicella zoster virus) (DNA) (R-nr. 238)
Herpes simplexvirus og Varicella zoster virus Encephalitis test (DNA og intrathekal syntese af IgG antistof) (R-nr. 239)