Marc Stegger

Marc er uddannet Molekylærbiolog fra Århus Universitet, og kom i 2004 til SSI’s Stafylokoklaboratorium.

Efter et par år i afdelingen for Mikrobiel patogenese og Værtsmodtagelighed, gennemførte han et ph.d.-studie omkring samfundserhvervet MRSA. I dag arbejder Marc som seniorforsker i afdeling for Bakterier, parasitter og svampe.

Policy-making

Jeg oplever SSI som en dynamisk arbejdsplads med stærke interne og eksterne samarbejdsrelationer og fokus på udvikling. Vi afprøver nye metoder og fokuserer på at forbedre vores brug af nye teknologier og de måder, vi analyserer resultaterne på. Jeg har en oplevelse af, at vi er at finde i forreste linje og er med til at præge forståelsen af, hvordan mikroorganismer udvikler og spreder sig.

Blandt andet har jeg været med til at finde ud af, hvordan grise-MRSA udsprang fra en stamme, som oprindelig var at finde hos mennesker. I mennesker var bakterien ikke resistent, men mens den er i landbrugsmiljøet bliver den resistent, og nu ser vi, at folk bliver smittet med resistente baktier.

Jeg synes, det er motiverende at få lov til at arbejde med forhold, som er aktuelle, og hvor resultater kan være med til at påvirke beslutningstagere. For eksempel har vores arbejde medvirket til, at vi i Danmark i øget grad screener folk for MRSA.

Ting er ikke så simple

Mit arbejde fordrer, at jeg hele tiden undres og må stille spørgsmål. Hvorfor bærer nogle mennesker bakterier? Kan vi forstå hvem, der bærer f.eks. stafylokokker? Er det os selv som individer, der påvirker det? Eller er det miljøfaktorer? Studier vi har lavet viser, at der i vores næser findes distinkte bakterier-samfund, som ser ud til at være med til at afgøre, om man overhovedet kan bære stafylokokker eller ej. De, som bærer denne bakterie, ser således ud til at have en specifik sammensætning af bakterier, mens andre har en anden sammensætning, som ikke på samme måde fordrer stafylokokkers tilstedeværelse.

Det er en anden måde at tilgå forståelse af bakterier og sygdom. Ting er ikke så simple. Vi kan ikke bare nøjes med at se på en bakterie i sig selv. Vi må se på det som et større samfund og se til andre måder at kunne bekæmpe bakterier her i en tid, hvor resistente bakterier bliver et stadig større problem.

Jeg synes, at det er virkelig inspirerende at være en del en arbejdsplads, hvor der både er elementer af forskning, udvikling og policy-making. Det skaber en alsidig hverdag, og to dage er sjældent ens.

Stærke samarbejdsrelationer

Vi har mange eksperter på Statens Serum Institut og har nem adgang til højt specialiseret viden. Men selv indenfor vores felt, som måske umiddelbart virker meget specialiseret, er der så meget viden at hente udefra. Mit arbejde handler derfor også om at aktivt at søge ud i verden for at finde ud af, hvem vi kan samarbejde med og samlet set at få mest viden ud af vores analyser og arbejde.

Vi er involveret i adskillige projekter med eksperter fra både Danmark og mange andre dele af verden. Vi samarbejder således både med danske hospitaler, Københavns Universitet og andre stærke forskningsinstitutioner f.eks. i Paris og Washington.

Den umiddelbare tilstedeværelse af intern viden og stærke samarbejdsrelationer giver tilsammen et fantastisk inspirerende og udfordrende arbejdsmiljø, hvor jeg løbende har behov for at lære nyt og derved styrker min egen udvikling.