Mycoplasma genitalium

Mycoplasma genitalium er en bakterie, der adskiller sig fra de fleste andre bakterier ved at mangle en cellevæg. Bakterien er derved naturligt resistent overfor almindelig penicillin. Infektionen kan dog behandles med andre antibiotika. M. genitalium blev først opdaget i 1981, og da den er meget vanskelig at dyrke, har betydningen af infektionen først kunnet afklares efter udviklingen af moder-ne DNA påvisningsmetoder (PCR).
Den nært beslægtede M. pneumoniae forårsager bl.a. lungebetændelse, især hos børn og yngre voksne.

Symptomerne på M. genitalium infektion kan ikke skelnes fra klamydia. Som ved klamydia er omkring halvdelen af de smittede helt uden symptomer. Hvis der udvikles symptomer, er det typisk udflåd fra urinrøret og sviende smerter ved vandladning. Hos kvinder kan der desuden være udflåd fra skeden, hvis der er betændelse i livmoderhalsen. I komplicerede tilfælde kan der hos kvinder opstå underlivsbetændelse, mens infektionen hos mænd kan udvikle sig til epididymitis. Det er endnu ikke afklaret, hvor ofte ubehandlet underlivsbetændelse med M. genitalium kan føre til aflukning af æggelederne og dermed ufrivillig barnløshed eller graviditet udenfor livmoderen.

M. genitalium infektioner forekommer i hele verden. M. genitalium er ikke helt så hyppig som klamydia (50 - 90% i de fleste studier). Ved symptomer på urethritis eller cervicitis har 10 - 20% M. genitalium og 15 - 25% klamydia. Patienter, som ikke har klamydia, samt patienter med tilbagefald efter behandling for en seksuelt overførbar sygdom, viser sig ofte af være smittet med M. genitalium.

Prævalensen blandt asymptomatiske unge i den generelle befolkning er ca. 2,5% blandt kvinder og ca. 1,5% blandt mænd. Blandt patienter, der henvender sig på venereaklinik er prævalensen ca. 10%

M. genitalium smitter kun mennesker. Bakterien kan overføres ved samleje uden anvendelse af kondom. En del af de smittede har ingen symptomer og er således raske smittebærere. Inkubationstiden er formentlig 1 - 2 uger, men dette er endnu ikke helt afklaret. Det er uvist, om man kan smittes ved oral sex eller analt samleje.

En sikker diagnose kan kun stilles ved laboratorieundersøgelser, da symptomerne ligner dem, man ser ved andre seksuelt overførbare infektioner. Bakterien kan påvises ved PCR teknik i en podning fra urethra, og hos kvinder også ved podning fra cervix eller skeden. Hos både mænd og kvinder kan M. genitalium også påvises i de første 10 ml af en urinprøve, som skal opsamles uden afvaskning. Hos kvinder bør urinprøven suppleres med en podning fra livmoderhalskanalen eller skeden for at sikre diagnosen for flest muligt smittede. Prøverne bør samtidig undersøges for klamydia. Undersøgelse for M. genitalium kan indtil videre kun udføres på SSI.

Den optimale behandling med antibiotika er afhængig af, om der tidligere er givet behandling på mistanke om klamydiainfektion med en enkelt dosis azithromycin. Denne behandling er kun effektiv hos omkring 80% og hos de patienter, som har vedvarende infektion, bliver M. genitalium oftest resistent overfor azithromycin og lignende antibiotika. I sådanne tilfælde er eneste effektive behandling moxifloxacin. Ved påvisning af M. genitalium udføres på SSI rutinemæssig undersøgelse for resistensmutationer med molekylærbiologiske metoder. Hvis der ikke påvises makrolidresistens er azithromycin 500 mg dag 1 fulgt af 250 mg dag 2-5 effektiv hos >95%.

Man kan ikke vaccinere mod M. genitalium infektioner. Konsekvent anvendelse af kondom ved samleje giver god beskyttelse.

De væsentligste igangværende projekter er:

Isolering og karakterisering af M. genitalium stammer med multiresistens. Vi har isoleret M. genitalium fra en patient med behandlingssvigt overfor både doxycyxlin, azithromycin og moxifloxacin. Den genetiske baggrund for resistensen søges kortlagt med henblik på udvikling af metode til påvisning af quinolon-resistens uden forudgående dyrkning.

Kortlægning af antigen variation af de primære adhesions-proteiner. Hypotesen er, at M. genitalium ændrer antigener for at undgå immunforsvaret. Undersøgelserne baserer sig på dyrkning af M. genitalium i en human urethral epitelcelle model, med og uden selektionstryk fra antistoffer mod adhæsinerne.

Udvikling af serologisk test til sero-epidemiologiske undersøgelser af sen-komplikationer. Der er endnu ikke udviklet en serologisk test, som ikke har krydsreaktioner med den meget nært beslægtede M. pneumoniae. Ved kloning af fragmenter af de vigtigste immunogene proteiner søges en analyse udviklet som både er sensitiv og specifik.

Undersøgelser af betydningen af infektion med U. urealyticum eller U. parvum for symptomer på urethrit. Op mod 40 % af seksuelt aktive mænd er koloniserede med Ureaplasma spp. men ved dyrkning kan man ikke adskille de to arter, og det er kun et fåtal der udvikler sygdom. Ved hjælp af kvantitativ, artsspecifik PCR søger vi at undersøge om den ene art er mere patogen end den anden, eller om højere koncentrationer af bakterierne forårsager sygdom i modsætning til kolonisation med lavere koncentrationer.