Malaria
Malaria er den mest alvorlige myggeoverførte sygdom i verden. WHO estimerer, at der i 2022 på globalt plan var 249 millioner smittetilfælde og 608.000 dødsfald. Cirka 95 % af alle malariatilfælde og dødsfald sker i Afrika syd for Sahara, hovedsageligt blandt børn under fem år. Malaria skyldes infektion med malariaparasitten, der er et éncellet protozo af slægten Plasmodium. Parasitterne bliver overført til mennesket via stik af Anopheles myggen.
Det er hovedsagelig fire forskellige arter af malariaparasitten, der smitter mennesker: Plasmodium falciparum, Plasmodium vivax, Plasmodium ovale og Plasmodium malariae.
Plasmodium falciparum er årsag til de mest alvorlige sygdomstilfælde og langt de fleste dødsfald. Det er samtidig den art, der udviser de største problemer med resistens mod forskellige malariamidler.
De senere år er man derudover blevet opmærksom på smitte til mennesker af to zoonotiske typer af malaria, som har aber som deres hovedvært, dels Plasmodium knowlesi og dels Plasmodium cynomolgi. Disse to malariaarter findes hos makakaber i Sydøstasien, men kan blive overført via myggestik fra aber til mennesker. Plasmodium knowlesi er fundet hos flere europæiske rejsende, mens Plasmodium cynomolgi er meget sjælden.
Malaria findes i de fleste tropiske og subtropiske områder, men er mest udbredt i Afrika syd for Sahara, hvor smitterisikoen derfor er størst. Det er særligt den alvorlige type af malaria, falciparum-malaria, som forekommer i Afrika, hvorimod vivax-malaria særligt forekommer i Asien, Oceanien og i Syd- og Mellemamerika. Ovale-malaria og malariae-malaria ses særligt i Afrika, mens knowlesi-malaria og cynomolgi-malaria alene er set i Sydøstasien. Den medicinske behandling af de forskellige arter er ikke den samme, se nærmere nedenfor.
I Danmark bliver der importeret ca. 80-100 malariatilfælde om året, og hovedparten skyldes falciparum-malaria hos rejsende hjemvendt efter ophold i Afrika syd for Sahara.