Kighoste - opgørelse over sygdomsforekomst 2022-2024
Kighoste - årsopgørelse over sygdomsforekomst 2022-2024
Overblik
I perioden under og umiddelbart efter covid-19-pandemien var forekomsten af mange luftvejsinfektioner på et meget lavt niveau. Tiltagene mod smittespredning af covid-19 havde nemlig også en tydelig effekt på smittespredningen af andre luftvejsinfektioner – både i Danmark og internationalt. I 2022 var forekomsten af kighoste fortsat usædvanligt lav med kun 54 påviste tilfælde i hele året. I 2023 ændrede billedet sig dog markant, da der opstod en epidemi med kighoste; i alt 6.058 tilfælde af kighoste blev registreret det år. I foråret 2024 sluttede epidemien, hvorefter forekomsten af kighoste vendte tilbage til et mere normalt niveau. I alt blev der påvist 3.890 tilfælde i 2024, heraf 2.712 tilfælde i de første 6 måneder. Den måned med færrest tilfælde i treårsperioden (2022, 2023 og 2024) var april 2022 med nul påviste tilfælde. Den højeste forekomst var i november 2023 med 1.665 påviste tilfælde. Der blev i de tre år registret ét dødsfald som følge af kighoste, et spædbarn i foråret 2023, EPI-NYT 27/2023.
Baggrundsinformation
Kighoste er en luftvejsinfektion forårsaget af bakterien Bordetella pertussis. I et sygdomsforløb med kighoste har man typisk adskillige kraftige hosteanfald i løbet af dagen og især om natten. Hosteanfaldene kan i nogle tilfælde være efterfulgt af opkastning og/eller en hylende vejrtrækning. Sygdommen kan vare i op til tre måneder og er særligt smitsom i de første 3-4 uger med symptomer. Kighoste kan være alvorlig for spædbørn, og kighostevaccination indgår derfor i det danske børnevaccinationsprogram ved 3-, 5- og 12-månedersalderen samt ved 5 år. Derudover anbefales det, at gravide bliver vaccineret mod kighoste for at beskytte det nyfødte barn, indtil barnet er gammelt nok til selv at blive vaccineret. Det er dog vigtigt at bemærke, at vaccination ikke giver livsvarig beskyttelse, og at man derfor kan få kighoste flere gange gennem livet. Læs mere om kighoste her.
Meldepligt og dataindsamling
Kighoste er laboratoriemeldepligtig i Danmark. Det betyder, at alle laboratoriepåviste tilfælde automatisk rapporteres til Statens Serum Institut (SSI) via den danske mikrobiologidatabase, MiBa.
Derudover er kighoste individuelt anmeldepligtig ved tilfælde hos børn under 6 år (før 1. november 2023 gjaldt denne pligt kun for børn under 2 år).
Denne årsopgørelse består af to dele: en opgørelse over alle laboratoriepåviste tilfælde samt en opgørelse over tilfælde blandt mindre børn.
Laboratoriepåvist kighoste 2022, 2023 og 2024
Denne opgørelse omfatter alle tilfælde af laboratoriepåvist kighoste i Danmark i årene 2022, 2023 og 2024. Diagnoserne er bekræftet vha. enten dyrkning, PCR eller serologi ved en klinisk mikrobiologisk afdeling eller ved Statens Serum Institut.
Opgørelsen inkluderer udelukkende kighoste, der er verificeret ved laboratoriediagnostik. Kighostetilfælde, hvor diagnosen alene er stillet på baggrund af det kliniske sygdomsbillede, er således ikke medtaget. De regionale forskelle, der fremgår af opgørelsen, kan derfor delvist skyldes variationer i brugen af klinisk versus laboratoriebaseret diagnostik. Opgørelsen omfatter kun kighoste blandt personer med dansk cpr-nummer, der er bosat i Danmark på diagnosetidspunktet.
Den seneste årsopgørelse for kighoste dækkede årene 2020 og 2021, EPI-NYT 7-9/2022. 2020 var året, hvor covid-19 i en periode lukkede landet, og en igangværende kighosteepidemi blev effektivt stoppet. Det unormalt lave niveau af kighoste fortsatte indtil foråret 2023. I perioden fra juli 2020 til og med februar 2023 blev der ikke påvist mere end 20 tilfælde om måneden på landsplan. Fra foråret 2023 begyndte antallet af tilfælde at stige markant, og i sensommeren 2023 vurderedes det, at der var tale om en egentlig epidemi, EPI-NYT 27/2023. I hver af månederne oktober, november og december 2023 blev der påvist flere end 1.000 tilfælde. Forekomsten faldt herefter gradvist og nåede i oktober 2024 ned under 200 tilfælde om måneden, figur 1.
Landsdele
Tabel 1 viser fordelingen af påvist kighoste pr. landsdel pr. år. Der er stor variation mellem landsdelene, men det overordnede mønster er ens: et meget lavt antal tilfælde i 2022 efterfulgt af epidemi i 2023 og en aftagende forekomst i 2024. Epidemien i 2023 så ud til at være begyndt på Fyn, og den spredte sig herefter til resten af landet, figur 2. Nordjylland, Sydjylland og Vest- og Sydsjælland havde færre bekræftede tilfælde af kighoste under 2023-epidemien i forhold til befolkningens størrelse, men dette kan delvist forklares med forskelle i regionale anbefalinger og praksis for anvendelse af laboratoriediagnostik til påvisning af kighoste.
Alder og køn
Aldersfordeling samt aldersspecifik incidens af kighoste fremgår af tabel 2 samt figur 3, som viser samlede data for årene 2022, 2023 og 2024. Den højeste forekomst blev observeret blandt større børn i alderen 10-18 år samt hos børn under 1 år. Desuden sås en øget forekomst blandt voksne i fyrrerne og starten af halvtredserne. Denne aldersfordeling svarer i store træk til det mønster, vi normalt ser. Dog blev der under epidemien i 2023 registreret en lidt højere andel af tilfælde blandt de større børn end i tidligere år. Dette kan muligvis forklares med udbrud på skoler og et følgende øget fokus på smitteopsporing. Aldersfordelingen var forholdsvis ens på tværs af landsdelene. Den relativt høje forekomst blandt børn under 1 år skyldes både øget fokus på denne aldersgruppe pga. risikoen for alvorligt forløb af kighoste, samt at en stor del af disse børn er uvaccinerede. Den lave forekomst blandt 5-årige afspejler, at der anbefales en boostervaccine i denne alder. Tilfælde blandt børn uddybes i det følgende afsnit.
Det er værd at bemærke, at hverken vaccination eller tidligere kighoste beskytter mod reinfektion med kighoste. De fleste aldersgrupper er derfor modtagelige for at få kighoste, hvilket også ses tydeligt i data.
Der var en overvægt af kvinder blandt de registrerede tilfælde i de tre år tilsammen, med 57,7 % af alle tilfælde (51,9 % i 2022, 57,4 % i 2023 og 58,4 % i 2024). Dette er tilsvarende, hvad der er set i tidligere år.
Diagnostisk metode
Kighoste kan påvises i laboratoriet ved hjælp af tre forskellige metoder: PCR, serologi eller dyrkning. Valget af metode afhænger primært af sygdomsvarighed, og om patienten er blevet vaccineret for nyligt. En vejledning i korrekt valg af diagnostisk metode findes her.
I perioden 2022-2024 var PCR – som i tidligere år – den mest anvendte metode til påvisning af kighoste, og blev anvendt i 89,8 % af tilfældene. Serologi blev benyttet i 10,0 % af tilfældene, mens dyrkning udgjorde 0,2 % af tilfældene.
Kighoste hos små børn
Laboratoriepåvist kighoste har siden 1983 været individuelt anmeldelsespligtig for børn under ét år, og siden 1994 for børn under 2 år. Siden 1. november 2023 er dette krav blevet udvidet til at gælde for alle børn under 6 år med påvist kighoste. Anmeldelserne foretages i praksis via Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI2).
I 2022, 2023 og 2024 blev der henholdsvis påvist 9, 360 og 389 tilfælde af kighoste blandt børn under 6 år (i 2022 kun børn under 2 år).
Køn og aldersfordeling
Kighostetilfældene blandt børn < 6 år fordelte sig mellem kønnene således, at 50,5 % af tilfældene var registeret blandt drenge (n=383), og piger udgjorde 49,5 % (n=375). Aldersfordeling i måneder for børn under 2 år fremgår af figur 5 og 6. Denne gruppe udgør i alt 52,1 % af de anmeldepligtige tilfælde hos børn. De fleste tilfælde blev registreret hos børn under 1 år (38,1 %), mens det laveste antal blev set blandt 5-årige (8 %).
Vaccinationsstatus
Vaccinationsstatus for de i alt 758 børn under 6 år med kighoste i de tre år er vist i figur 4, mens vaccinationsstatus for de 395 børn under 2 år med kighoste i samme periode er vist i figur 5. Blandt børn under 6 år var i alt 28 % uvaccinerede, mens andelen af uvaccinerede blandt børn under 2 år var 39,7 %.
Indlæggelser
Figur 6 viser fordelingen af indlæggelser blandt børn under 2 år med påvist kighoste i årene 2022, 2023 og 2024. Det er især spædbørn under 5 måneder, der indlægges, og 50 % i denne aldersgruppe blev indlagt. Antallet og andelen af indlæggelser falder med alderen.
Status på kighostevaccination til gravide i 2. og 3. trimester
Siden kighosteepidemien i efteråret 2019 har der periodevis været et tilbud om kighostevaccination til gravide. Tilbuddet blev gjort permanent fra januar 2024.
I 2024 tog 30.206 ud af 58.060 gravide imod tilbuddet om kighostevaccination, svarende til en tilslutning på 52,0 %. Vaccinationen anbefales i graviditetsuge 24–32 og beskytter barnet i de første levemåneder, hvor kighoste kan være særlig farlig. Beskyttelsen fra vaccinen overføres fra mor til barn, og dækker indtil barnet selv kan få første vaccination som 3 måneder gammel. Moderen selv er også beskyttet, og eventuel smitte fra mor til barn begrænses herved.