Uge 18 - 2025

Kighoste 2022, 2023 og 2024

Kighoste 2022, 2023 og 2024

  • Der blev påvist hhv. 54, 6.058 og 3.890 tilfælde af kighoste i årene 2022, 2023 og 2024.
  • Der blev i de tre år registreret et enkelt spædbarnsdødsfald på grund af kighoste, dette var i 2023.
  • Der var kighosteepidemi i 2023, men den klingede af i løbet af foråret 2024. Epidemien ramte hele landet. Den seneste epidemi før 2023 var i 2019.
  • Kighoste i perioden sås blandt alle aldersgrupper, især blandt børn < 1 år, blandt større børn (ca. 10-18 år) samt blandt voksne i fyrrerne. 58 % var blandt kvinder.
  • Vaccinationen mod kighoste anbefales ved alderen 3, 5 og 12 måneder, ved 5 år samt ved graviditet (graviditetsuge 24-32).
  • Man er ikke livsvarigt immun efter vaccination eller efter sygdomsforløb med kighoste.
  • Kighoste er individuelt anmeldepligtig for børn < 6 år, og barnets læge foretager anmeldelsen elektronisk.
  • Kighoste er desuden anmeldepligtig for alle tilfælde påvist i laboratoriet. Dette foregår automatisk via MiBa.

Kighoste er en luftvejsinfektion forårsaget af bakterien Bordetella pertussis. Kighoste kan være livsfarlig for spædbørn, og vaccination mod kighoste har derfor været en fast bestanddel af det danske børnevaccinationsprogram siden 1961. I lighed med andre sygdomme, vi vaccinerer mod i Danmark, så overvåges forekomsten af kighoste nøje. I årsrapporten for kighoste 2022-2024 beskrives forekomsten af kighoste detaljeret for de seneste tre kalenderår.

Normalt ses der omtrent 1.000 bekræftede tilfælde af kighoste per år i Danmark. I 2019 var der en epidemi, hvor det totale antal for året nåede op på 3.691 tilfælde. I marts 2020 blev der indført tiltag for at mindske smittespredning med covid-19, og dette viste sig også at få en markant effekt på smitten med andre luftvejsinfektioner såsom kighoste. Kighosteepidemien forsvandt derfor hurtigt, figur 1. I foråret 2020 til og med foråret 2023 var forekomsten af kighoste stadig usædvanligt lav, men en kraftig stigning i forsommeren 2023 udviklede sig til en epidemi, der ramte hele landet. I løbet af 2024 stoppede epidemien, og kighoste nåede ned på et normalt niveau igen. Epidemier med kighoste forekommer typisk hvert 4-5 år, dette ses også i andre lande.

EPI-NYT 2025 uge 18 figur 1

Kighoste er ikke kun en børnesygdom, men er derimod en infektion der kan ramme i alle aldre. Kighostevaccination eller et forløb med kighoste giver nemlig ikke livsvarig immunitet, og man kan derfor få kighoste flere gange gennem livet. Kighoste er desuden yderst smitsom i de første 3-4 uger af sygdomsforløbet. Hele sygdomsforløbet kan vare i op til 3 måneder. I den beskrevne periode fra 2022 til 2024 var der en forhøjet forekomst blandt børn < 1 år, blandt større børn i alderen 10 til 18 samt blandt voksne i fyrrerne figur 2.

EPI-NYT 2025 uge 18 figur 2

Små børn kan vaccineres første gang mod kighoste, når de er 3 måneder gamle. For at beskytte dem bedst muligt mod at få kighoste, indtil de er gamle nok til selv at blive vaccinerede, anbefales gravide at blive vaccinerede under graviditeten. I 2024 blev 52 % af de gravide vaccineret mod kighoste for at beskytte spædbarnet. En nylig dansk undersøgelse har vist, at kighostevaccination af gravide er både sikker og effektiv.

Efter en periode med lav smitte under covid-19 steg antallet af tilfælde markant i 2023, før det igen faldt i 2024. Kighoste kan ramme i alle aldre, da immuniteten ikke er livsvarig. For at beskytte spædbørn bedst muligt anbefales vaccination af gravide i hver ny graviditet.

(T. Dalby, L. Hallundbæk, P.H. Andersen, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse)