Denguefeber - importerede tilfælde 2010-2025

Importerede tilfælde af denguefeber i Danmark, 2010-2025

Denguefeber er en myggeoverført virussygdom, som forekommer endemisk i tropiske og subtropiske områder, og som globalt har været i stigning i de seneste år. Det estimeres af WHO, at der årligt forekommer omkring 96 millioner symptomatiske tilfælde og 40.000 dødsfald globalt. I Danmark forekommer dengue alene som importeret infektion blandt rejsende. I perioden 2010–2025 blev der registreret i alt 1.039 laboratoriebekræftede tilfælde i MiBa. Der ses en betydelig variation henover årene med et markant fald under covid-19-pandemien. Blandt de tilfælde hvor oplysninger om rejseland foreligger, ses hovedparten at være erhvervet i Asien, særligt i Thailand, Indonesien og Indien. Stigningen afspejler sandsynligvis både øget rejseaktivitet og øget lokal forekomst af dengue i de endemiske områder.

Denguefeber har siden november 2023 været anmeldelsespligtig fra landets diagnostiske laboratorier til Statens Serum Institut (SSI), som overvåger forekomsten. I denne opgørelse beskrives antallet af importerede denguetilfælde i perioden 2010-2025, og den tilgængelige rejseinformation.

Denguefeber

Denguefeber er en viral infektion forårsaget af denguevirus (DENV), som forekommer i fire serotyper (DENV 1–4). DENV overføres til mennesker via stik fra myggene Aedes aegypti (gul feber myggen) og Aedes albopictus (tigermyggen). Ændrede klimatiske og miljømæssige forhold samt urbanisering har bidraget til spredning af vektorerne til nye geografiske områder og dermed øget risiko for lokal transmission, også i ikke-endemiske områder som Europa hvor tigermyggen ses i stigende omfang.

Hovedparten af rejsende, som smittes med dengue, oplever ikke symptomer. Det anslås at ca. 20 % af smittede bliver syge med mildere symptomer som feber, kvalme, hovedpine, ledsmerter og evt. hududslæt. Symptomerne varer ca. 1–2 uger. Hos under 1 % af smittede kan ses alvorligere sygdom med blødningstendens og risiko for organsvigt. Der findes ingen specifik antiviral behandling mod dengue; behandlingen er alene symptomatisk (primært væsketerapi) og kan ved svære tilfælde kræve indlæggelse. For en mere detaljeret beskrivelse af dengue henvises i øvrigt til SSI’s Sygdomsleksikon under Denguefeber. For rejsende til områder med forekomst af dengue er forebyggelse vigtig, og består hovedsagelig i at undgå myggestik. I Danmark er denguefeber-vaccinen Qdenga godkendt, men vaccinen anbefales som hovedregel kun til rejsende, som allerede tidligere har været smittet med dengue, og kun til personer i alderen 6 til 60 år. Se nærmere om denguevaccination i EPI-NYT 7-9/2025.

Laboratoriediagnostisk og case-definition

Denguevirus kan påvises ved laboratoriediagnostisk ved flere metoder. I den nuværende diagnostik skelnes serotyper ikke rutinemæssigt.

I de første sygdomsdage kan diagnosen stilles ved påvisning af viralt RNA vha. RT-PCR. Viralt RNA kan typisk påvises i den første uge efter symptomdebut. I denne periode er det som regel også muligt at påvise denguevirus-antigen.

Påvisning af DENV-IgM og eventuelt DENV-IgG i en blodprøve indikerer aktuel eller nylig infektion, men antistoffer kan være fraværende i de første dage af sygdommen. Den serologiske diagnose bør derfor, om muligt, bekræftes ved undersøgelse af parrede blodprøver for at påvise titerstigning eller serokonversion. Det er relevant at indhente oplysninger om forudgående vaccination mod denguevirus eller anden flavivirus for tolkning af testresultatet.

I denne opgørelse er et ”bekræftet tilfælde” af dengue defineret i henhold til ECDC’s case-definition som påvisning af DENV-RNA, DENV-antigen, påvisning af DENV-IgM bekræftet ved neutralisationstest eller en 4-fold titerstigning i parrede blodprøver. Da den falsk-positive rate for førnævnte undersøgelser er lav, kan disse laboratorieresultater stå alene uden detaljerede oplysninger om patientens symptomer og rejseanamnese.

Et ”sandsynligt tilfælde” af dengue defineres ved påvisning af DENV-IgM i en blodprøve. Der kan dog være tale om falsk-positive IgM-prøveresultater. Derudover skal der for sandsynlige tilfælde foreligge oplysninger om febersygdom samt dokumentation for ophold i et område med aktuel forekomst af dengue inden for to uger før symptomdebut. På grund af de mulige falsk-positive IgM prøveresultater, og fordi den Danske Mikrobiologidatabase (MiBa) ikke indeholder informationer om symptomer og kun i begrænset omfang indeholder rejseinformationer, indgår alene de bekræftede tilfælde af dengue i denne opgørelse.

Antallet af importerede tilfælde af dengue i Danmark, 2010-2025

I perioden 2010–2025 er der registreret i alt 1.039 bekræftede tilfælde af dengue i Danmark. Antallet af tilfælde pr. år fremgår af figur 1. I perioden har der i gennemsnit været 65 tilfælde årligt, men varierende fra 4 til 175 tilfælde pr. år. Det kan i parentes nævnes, at der i samme periode påvistes 594 sandsynlige tilfælde, svarende til i gennemsnit 37 tilfælde per år, men disse er usikre og kan ikke vurderes nærmere.

Antallet af importerede bekræftede denguetilfælde har i perioden været præget af betydelig variation. Fra 2010 til 2013 sås en støt stigning, efterfulgt af en periode fra 2013 til 2018 med en relativ stabil forekomst på mellem ca. 60 til 80 tilfælde årligt. I 2020–2021 sås et markant fald i både antal tilfælde og testaktivitet, hvilket afspejler faldet i international rejseaktivitet under covid-19-pandemien.

Fra 2022 steg antallet af tilfælde igen, med en udtalt stigning i 2024, hvor både det højeste antal tilfælde og den højeste positivprocent i perioden blev registreret. Denne stigning fortsatte ikke i 2025, hvor antallet af bekræftede tilfælde faldt fra 175 til 54.

Det reelle antal danske rejsende, som smittes med dengue, vurderes at være højere end det registrerede antal. Dette skyldes bl.a. underrapportering af milde eller asymptomatiske infektioner, samt tilfælde, hvor sygdomsforløbet er afsluttet før hjemkomst til Danmark og derfor ikke diagnosticeres eller registreres i det danske sundhedsvæsen.

Rejseaktivitet, alder- og kønsfordeling blandt smittede

Rejseaktivitet registreres ikke systematisk i MiBa i forbindelse med testning for denguevirus. For hovedparten af tilfældene foreligger der derfor ikke oplysninger om smitteland, hvilket begrænser mulighederne for en præcis geografisk risikovurdering.

For perioden før 2016 foreligger der kun rejseoplysninger for få tilfælde. Siden da er informationer om rejsedestination oftere angivet som fritekst i rekvisitioner fra klinikere. Samlet set foreligger der rejseoplysninger for 33 % af tilfældene i hele perioden. I alle disse tilfælde er der angivet rejse til destinationer uden for Europa. Såfremt der for samme patient er angivet flere rejsedestinationer, er første angivne land blevet registreret som smitteland. Den geografiske fordeling af tilfælde med kendte rejseoplysninger fremgår af figur 2.

Asien er den hyppigste smitteregion i hele den undersøgte periode med i alt 259 bekræftede tilfælde. Der er registreret 40 tilfælde fra Syd- og Mellemamerika, 38 fra Afrika og 4 fra Oceanien. Der er ikke rapporteret om rejserelaterede denguetilfælde fra Europa eller Nordamerika, figur 3.

Inden for Asien er Thailand det hyppigst rapporterede smitteland med over 100 tilfælde. Herefter følger Indonesien (47 tilfælde) og Indien (31 tilfælde). Asiatiske lande med mere end seks tilfælde i perioden er vist som selvstændige kategorier i figur 4, mens lande med færre tilfælde er samlet under ”Øvrige asiatiske lande”.

Fordelingen af laboratoriebekræftede denguetilfælde efter alder og køn viser, at størstedelen af tilfældene forekommer blandt voksne i den erhvervsaktive alder, særligt i aldersgruppen 25–44 år. Der ses overordnet en ligelig kønsfordeling, figur 5. I aldersgruppen 15–24 år ses dog en overvægt af kvinder, mens der i de ældre aldersgrupper (25–44 år, 45–64 år og ≥65 år) ses en overvægt af mænd. Der registreres relativt få tilfælde blandt børn (0–14 år) for begge køn. Dette kan afspejle mildere symptomer hos børn, men de observerede alders- og kønsfordelinger afspejler sandsynligvis også forskelle i rejseaktivitet til dengue-endemiske områder.

Denne opgørelse er også omtalt i EPI-NYT 18b/2026.