Denguefeber
Denguefeber findes ikke i Danmark. På verdensplan er det den hyppigste myggeoverførte virussygdom blandt mennesker.
Infektionen er meget almindelig i tropiske og subtropiske områder i Asien, Afrika og Syd- og Mellemamerika. I Europa er der påvist smitte med denguefeber i Sydfrankrig, Kroatien og på øen Madeira i Portugal.
Sygdommen findes udbredt i byområder, herunder i storbyer, men kan også forekomme på landet. WHO anslår, at der i 2013 var 390 millioner tilfælde, hvilket er en tredobling af forekomsten i 2009.
Det anslås, at der ses mere end 20.000 dødsfælde årligt på verdensplan. Forekomsten af denguefeber er især steget markant i Syd- og Mellemamerika og Sydøstasien i de seneste 10 - 15 år. Sygdommen er nu endemisk i mere end 100 lande.
Det vurderes, at 40 % af verdens befolkning er i risiko for denguefeber. Stigningen tilskrives blandt andet den tiltagende urbanisering, hvor befolkningen ofte bor under meget primitive og dårlige hygiejniske forhold. Manglende kloakering, og dermed mulighed for, at der findes egnede udklækningssteder for myggelarver (Aedes arter) i stillestående vand i fx vandpytter, dåser og bildæk, er en af forklaringerne på forekomsten i byerne. Der er sæsonvariation således, at denguefeber er hyppigere under regntiden.
Generelt er danskernes rejseaktivitet til tropiske rejsemål stigende. Ud fra statistik for omfanget af rejseaktiviteten til områder med vedvarende forekomst af denguefeber, estimeres det, at der importeres ét tilfælde pr. ca. 20.400 rejsende. Det må dog forventes, at dette tal kan være betydeligt højere på grund af underrapportering af infektioner, der har milde forløb eller er overstået inden hjemkomst.
Symptomer
Denguefeber giver typisk høj feber, udslæt, hovedpine og muskelsmerter som ved en alvorlig influenza. Mange infektioner med denguevirus er dog uden symptomer eller giver kun mild feber.
I sjældne tilfælde kan denguefeber medføre, at blodet ikke kan koagulere, og man får såkaldt hæmorrhagisk denguefeber. Det er en alvorlig og potentielt dødelig tilstand med høj feber og blødningstendens.
Et alvorligt forløb af sygdommen forekommer hyppigere hos personer, der allerede en gang har haft denguefeber. Derfor skal man være særlig påpasselig med at undgå myggestik såfremt man opholder sig i et område hvor sygdommen forekommer, og man tidligere har haft infektionen.
Årsag
Denguefeber er en virusinfektion, som skyldes et flavivirus. Der findes fire forskellige typer denguevirus, og infektion med én type medfører livslang immunitet mod denne type, men beskytter ikke mod de andre. Man kan derfor få denguefeber mere end én gang.
Smitteveje
Dengue feber virus overføres med (hun)myg, især Aedes aegypti, men i de senere år også, om end i mindre grad, med Aedes albopictus (den asiatiske tigermyg). Disse myg stikker om dagen og har den største aktivitet et par timer efter solopgang og tilsvarende nogle timer før og lige efter solnedgang i skumringen. Inkubationstiden er normalt 4 - 7 dage, men varierer op til 3 - 14 dage.
Dengue feber findes kun hos mennesker, men primater (aber) kan fungere som reservoir for virus, dvs. at de har virus, og kan smitte ved myggestik.
Der er ingen person til person-smitte, men en smittet person kan overføre virus til en ny myg i den såkaldte viræmiske fase, som starter kort før man får feber og fortsætter, så længe feberen varer, normalt 3 - 5 dage.
Forebyggelse
Denguefeber forebygges ved at undgå at blive stukket af myg, det vil sige ved regelmæssig anvendelse af myggeafvisende midler. Man kan også nedsætte risikoen for myggestik ved at sprøjte boligen indendørs med et insektmiddel og ved at anvende myggenet.
Der er udviklet en levende svækket vaccine, Qdenga, der beskytter mod denguefeber. Vaccinen indeholder svækkede varianter af denguevirus serotype 1, 2, 3 og 4 og kan gives til voksne, unge og børn fra 4 år, som rejser til lande, hvor sygdommen forekommer.
Qdenga skal administreres som en 0,5 ml dosis.
Vaccinationsforløbet består af 2 injektioner givet med 3 måneders mellemrum. Den optimale beskyttelse opnås efter fuldendt vaccinationsforløb. Der er data, der indikerer en beskyttelse på godt 80 % én måned efter første vaccination, men beskyttelsesniveauet efter to måneder er ukendt, og hvis den rejsende kun kan nå at blive vaccineret én gang, bør denne informeres om, at beskyttelsesniveauet er suboptimalt.
Der er desuden udviklet én levende svækket vaccine (Dengvaxia®), som beskytter mod alle fire denguevirustyper og har vist vedvarende effekt på både dengueinfektion og alvorlig denguefeber hos personer, som har haft denguefeber tidligere. Imidlertid har det vist sig, at vaccinen er forbundet med øget risiko for alvorlig infektion for personer, som ikke har haft dengueinfektion tidligere, men får denguefeber på trods af vaccinationen. Denne vaccine markedsføres ikke længere i Danmark men anvendes i udlandet.
Behandling
Der findes ingen antibiotikabehandling af infektionen, som må behandles symptomatisk med febernedsættende midler som fx paracetamol.
Understøttelse af vitale funktioner og intensiv væskebehandling kan være livsreddende ved alvorlige tilfælde af hæmorrhagisk denguefeber.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Meldepligt
Sygdommen er ikke anmeldelsespligtig og overvåges derfor ikke systematisk i Danmark. Virologisk afdeling på Statens Serum Institut er nationalt reference laboratorium for diagnostik af eksotiske virusinfektioner og varetager den altovervejende del af denguevirus-diagnostik i Danmark.
I perioden 2001-2009 blev årligt påvist 16-46 tilfælde af sandsynlig eller bekræftet importeret denguevirus-infektion. Alle patienter (alder 6-79 år) havde relevant rejseanamnese. Denguevirus-infektion importeres fra populære turistdestinationer. Således ses de fleste tilfælde blandt danskere hjemkommet fra Sydøstasien, primært Thailand, men der ses også tilfælde fra Sydasien, Central- og Sydamerika, de Caribiske øer og Afrika. I en række lande (f.eks. Thailand og Indonesien) ses transmission med flere cirkulerende serotyper.
Diagnostik
Påvisning af IgM (og evt. IgG) i en blodprøve indikerer aktuel denguevirus-infektion, men kan være fraværende i starten af sygdommen, hvor diagnosen kan stilles ved påvisning af viralt RNA med RT-PCR eller antistof-titerstigning i en opfølgende prøve. Imidlertid kan antistoffer mod andre flavivirus give ophav til uspecifik reaktion i serologiske test. Viralt RNA kan typisk påvises de første feberdage, men undtagelsesvist op til 11 dage efter hjemkomst fra endemisk område.