Denguefeber
Denguefeber findes ikke i Danmark. På verdensplan er det den hyppigste myggeoverførte virussygdom blandt mennesker.
Denguefeber er meget almindelig i tropiske og subtropiske områder, hvor sygdommen forekommer endemisk i over 100 lande, særligt i Sydøstasien, Stillehavet, og Syd- og Mellemamerika.
Denguefeber importeres jævnligt blandt rejsende til Europa, og i løbet af de sidste 15-20 år er der desuden en stigning i forekomsten af lokal denguesmitte via lokale myg, dvs. introduceret af rejsende til andre personer, som ikke har rejst. I Europa er der således påvist lokal smitte med denguefeber i sommerperioden i Frankrig, Italien, Kroatien, Spanien og Portugal (øen Madeira). Sygdommen findes udbredt i byområder, herunder i storbyer, men kan også forekomme på landet. WHO anslår, at cirka 40 % af verdens befolkning lever under risiko for dengue. Forekomsten af denguefeber er steget kraftigt over de sidste 20 år, fra en halv million rapporterede tilfælde i 2000 til 14 millioner tilfælde rapporteret i 2024. Det faktiske antal smittede er langt højere.
Den globale stigning i tilfælde af denguefeber tilskrives en kombination af en række faktorer: 1) stigende udbredelse af de to myggearter, som overfører denguevirus (hhv. Aedes aegypti og Aedes albopictus), 2) tiltagende urbanisering og befolkningstæthed, hvor befolkningen ofte bor under meget primitive og dårlige hygiejniske forhold, 3) øget global rejseaktivitet og handel med varer, og 4) stigende temperaturer pga. de globale klimaforandringer.
Manglende kloakering, og dermed mulighed for, at der findes egnede udklækningssteder for myggelarver (Aedes arter) i stillestående vand i fx vandpytter, dåser og bildæk, er en af forklaringerne på forekomsten i byerne. Der er sæsonvariation således, at denguefeber er hyppigere under regntiden.
Generelt er danskernes rejseaktivitet til tropiske rejsemål stigende. Ud fra statistik for omfanget af rejseaktiviteten til områder med vedvarende forekomst af denguefeber, estimeres det, at der importeres ét tilfælde pr. ca. 20.400 rejsende.
Det må dog forventes, at dette tal kan være betydeligt højere på grund af underrapportering af infektioner, der har milde forløb eller er overstået inden hjemkomst. Denguefeber er meget almindelig i tropiske og subtropiske områder, hvor sygdommen forekommer endemisk i over 100 lande, særligt i Sydøstasien, Stillehavet, og Syd- og Mellemamerika.
Symptomer
Denguefeber kan give høj feber, udslæt, hovedpine og muskelsmerter som ved en alvorlig influenza. Hovedparten af smittede har dog ingen eller kun milde symptomer.
I sjældne tilfælde kan denguefeber medføre, at blodet ikke kan koagulere tilstrækkeligt, og man får en slags blødningsfeber eller ”severe dengue” (alvorlig dengue). Det er en alvorlig og potentielt dødelig tilstand med høj feber og blødningstendens.
Et alvorligt forløb af sygdommen forekommer hyppigere hos personer, der allerede en gang har haft denguefeber og er altså især et problem for lokalbefolkningerne i de lande, hvor dengue findes endemisk og udbredt.
Årsag
Denguefeber er en myggeoverført virusinfektion, som skyldes et flavivirus. Der findes fire forskellige serotyper denguevirus 1-4 (med flere genetiske undertyper), og infektion med én serotype medfører livslang immunitet mod denne type, men beskytter ikke mod de andre serotyper. Man kan derfor få denguefeber mere end én gang.
Smitteveje
Dengue feber virus overføres med, især Aedes aegypti, men i de senere år også, om end i mindre grad, med Aedes albopictus (den asiatiske tigermyg).
Disse myg stikker om dagen men har den største aktivitet et par timer efter solopgang og tilsvarende nogle timer før og lige efter solnedgang i skumringen. Inkubationstiden er normalt 4-7 dage, men varierer op til 3-14 dage.
Denguefeber findes kun hos mennesker, men andre primater (aber) kan fungere som reservoir for virus, dvs. at de har virus uden at være syge, og kan smitte ved myggestik.
Der er ingen person-til-person smitte, men en smittet person kan overføre virus til en ny myg i den såkaldte viræmiske fase, som starter kort før man får feber og fortsætter, så længe feberen varer, normalt i 3-5 dage.
Forebyggelse
Denguefeber forebygges ved at undgå at blive stukket af myg, det vil sige ved regelmæssig anvendelse af myggeafvisende midler. Man kan også nedsætte risikoen for myggestik ved at sprøjte boligen indendørs med et insektmiddel og ved at anvende myggenet.
Der er udviklet en vaccine mod dengue, Qdenga®, som af det europæiske medicinagentur (EMA) er godkendt til brug blandt rejsende. Der er tale om en levende svækket vaccine, som er rettet imod de fire serotyper (DENV1, DENV2, DENV3, DENV4). Vaccinationsforløbet består af 2 injektioner givet med 3 måneders mellemrum. Den optimale beskyttelse opnås efter fuldendt vaccinationsforløb.
Vaccinen anbefales hovedsagelig til personer, som tidligere har haft denguefeber, og som skal opholde sig i længere tid, typisk mere end 4 uger, i områder med kendt høj forekomst af dengue. Vaccinen anbefales ikke almindeligvis til tidligere usmittede personer. Læs nærmere om SSI’s anbefalinger om Qdenga-vaccinen her.
Behandling
Der findes ingen antibiotikabehandling eller anden specifik behandling af virusinfektionen, som derfor må behandles symptomatisk bl.a. med febernedsættende midler som fx paracetamol.
Understøttelse af vitale funktioner og intensiv væskebehandling kan være livsreddende ved alvorlige tilfælde af hæmorrhagisk denguefeber.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Meldepligt
Sygdommen er ikke anmeldelsespligtig og overvåges derfor ikke systematisk i Danmark. Virologisk afdeling på Statens Serum Institut er nationalt reference laboratorium for diagnostik af eksotiske virusinfektioner og varetager den altovervejende del af denguevirusdiagnostik og overvågning i Danmark.
I perioden 2001-2009 blev årligt påvist 16-46 tilfælde af sandsynlig eller bekræftet importeret denguevirusinfektion. Alle patienter (alder 6-79 år) havde relevant rejseanamnese. Denguevirusinfektion importeres fra populære turistdestinationer
Således ses de fleste tilfælde blandt danskere hjemkommet fra Sydøstasien, primært Thailand og Sri Lanka, men der ses også tilfælde fra Sydasien, Central- og Sydamerika, de Caribiske øer og Afrika. I en række lande (fx Thailand og Indonesien) ses transmission med flere forskellige cirkulerende serotyper.
Diagnostik
Påvisning af IgM (og evt. IgG) i en blodprøve hos en syg mistænkt for dengueinfektion indikerer aktuel denguevirusinfektion, men kan være fraværende helt i starten af sygdommen, hvor diagnosen så kan stilles ved påvisning af viralt RNA med RT-PCR og antistof-titerstigning i en opfølgende prøve.
Imidlertid kan antistoffer mod andre myggeoverførte flavivirus give ophav til uspecifik reaktion i serologiske test. Viralt RNA kan typisk påvises de første feberdage, men undtagelsesvist op til 11 dage efter hjemkomst fra endemisk område.
Diagnostiske undersøgelser
Denguevirus (RNA) og antistof (IgG, IgM) (R-nr. 228)Denguevirus antistof (IgG) (R-nr. 2126)