Mycoplasma genitalium

Mycoplasma genitalium er en bakteriel infektion, der kan overføres seksuelt. Udflåd og svie ved vandladning er typiske symptomer. Dog vil ca. halvdelen slet ikke mærke, at de er smittet.

Næstefter klamydia er Mycoplasma genitalium den hyppigste seksuelt overførbare bakterielle infektion.

Behandling af infektionen er blevet vanskelig, da der er en høj forekomst af resistens mod den type antibiotika, der er standardbehandling. Der er set enkelte tilfælde, hvor der er udviklet resistens mod alle de antibiotika, der er tilgængelige.

Symptomer

Symptomerne på M. genitalium-infektion kan ikke skelnes fra klamydia. Som ved klamydia er omkring halvdelen af de smittede helt uden symptomer. Såfremt der udvikles symptomer, er det typisk udflåd fra urinrøret og sviende smerter ved vandladning. Hos kvinder, der har udviklet betændelse i livmoderhalsen, kan der desuden være udflåd fra skeden.

I komplicerede tilfælde kan der hos kvinder opstå underlivsbetændelse, mens infektionen hos mænd kan udvikle sig til epididymitis (bitestikelbetændelse).

Det er endnu ikke afklaret, hvor ofte ubehandlet underlivsbetændelse med M. genitalium kan føre til aflukning af æggelederne og dermed ufrivillig barnløshed eller graviditet uden for livmoderen.

Årsag

M. genitalium er en bakterie, der adskiller sig fra de fleste andre bakterier ved at mangle en cellevæg. Bakterien er derved naturligt modstandsdygtig overfor almindelig penicillin, som netop virker på bakteriernes cellevæg. Infektionen kan dog i reglen behandles med andre antibiotika.

M. genitalium blev først opdaget i 1981, og da den er meget vanskelig at dyrke, har betydningen af infektionen først kunnet afklares efter udviklingen af moderne DNA-påvisningsmetoder (PCR).

Smitteveje

M. genitalium smitter kun mennesker. Bakterien kan overføres ved samleje uden anvendelse af kondom. Det er uvist, om man kan smittes ved oralsex, men smitte i forbindelse med analt samleje er velkendt.

En del af de smittede har ingen symptomer og er således raske smittebærere.

Inkubationstiden, dvs. tiden fra man bliver smittet, til man får symptomer, er i reglen 1-2 uger.

Forebyggelse

Man kan ikke vaccinere mod M. genitalium-infektioner. Konsekvent anvendelse af kondom ved samleje (inkl. ved anal- og oralsex) giver god beskyttelse.

Behandling

Sygdommen kan behandles med antibiotika. Imidlertid er ca. 50% af M. genitalium-infektioner i Danmark forårsaget af resistente bakteriestammer, og derfor skal behandlingen helst afvente svar på makrolidresistens.

En patients partner bør samtidig få behandling med samme antibiotikum.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik

En sikker diagnose kan kun stilles ved laboratorieundersøgelser, da symptomerne ligner dem, man ser ved andre seksuelt overførbare infektioner. Bakterien kan påvises ved nukleinsyreamplifikationsteknik (fx PCR) i en podning fra urethra, og hos kvinder også ved podning fra cervix eller skeden. Hos både mænd og kvinder kan M. genitalium også påvises i de første 10 ml af en urinprøve, som skal opsamles uden afvaskning. Hos kvinder bør urinprøven suppleres med en podning fra livmoderhalskanalen eller skeden for at sikre diagnosen for flest muligt smittede.

Behandling

Standardbehandling af M. genitalium-infektion er azithromycin 500 mg dag 1 fulgt af 250 mg dag 2-5 (samlet dosis 1,5 g). Imidlertid er ca. 50% af M. genitalium-infektioner i Danmark forårsaget af resistente bakteriestammer. Påvisning af M. genitalium bør derfor altid følges af undersøgelse for resistensmutationer med molekylærbiologiske metoder. Hvis resistens påvises, gives moxifloxacin 400 mg dgl. i 7 dage.

Patientens partner bør samtidig få behandling med samme antibiotikum.

Der bør udføres behandlingskontrol efter 3-4 uger, da der kan udvikles resistens under behandlingen.

Behandling med tetracycliner er ikke anbefalet, da behandlingssvigt ses hos ca. 70%, men udenlandske erfaringer tyder på, at forbehandling med doxycyklin mindsker antallet af bakterier, så den efterfølgende behandling er mere effektiv og i mindre grad fører til selektion af resistens.

Multiresistens med behandlingssvigt efter både azithromycin- og moxifloxacinbehandling ses i stigende grad, særligt hos patienter som har erhvervet infektionen i Sydøstasien eller Australien. Behandling af disse infektioner er en specialistopgave, da der ikke findes afprøvede registrerede alternativer på det danske marked.

Forskning

Multiresistens er et voldsomt stigende problem, især i Sydøstasien og Australien og der forskes aktivt i resistensmekanismer og afprøvning af alternative antibiotika. Disse undersøgelser forudsætter dyrkning af M. genitalium, som er ekstremt tidskrævende og som kun foretages få steder i verden.

Der arbejdes på at udvikle en serologisk test til seroepidemiologiske undersøgelser af senkomplikationer. Der er endnu ikke udviklet en serologisk test, som ikke har krydsreaktioner med den meget nært beslægtede M. pneumoniae, som kan forårsage luftvejsinfektioner. Ved kloning af fragmenter af de vigtigste immunogene proteiner søges en analyse udviklet, som både er sensitiv og specifik.

 

Diagnostiske undersøgelser

Mycoplasma genitalium (DNA) (R-nr. 104)
Mycoplasma genitalium makrolidresistens (R-nr. 1047)
Mycoplasma genitalium (DNA, quinolonresistens) (R-nr. 1049)
Uretrit/cervicit (Chlamydia trachomatis, Mycoplasma genitalium) (DNA) (R-nr. 105)
Urogenitale mycoplasmer (dyrkning eller DNA) (R-nr. 182)
Gonokokker og urogenitale mycoplasmer (dyrkning eller DNA) (R-nr. 183)