Leptospirose

Leptospira, Weils sygdom

Leptospirose er en zoonose, der skyldes infektion med bakterier af arten Leptospira.

Inkubationstiden er 5 - 14 dage (2 - 30 dage). Symptomerne på leptospirose er ofte ukarakteristiske og kan minde om influenza. Ofte ses høj feber, hovedpine, muskelsmerter (særligt i læg og lænd) og rødsprængte conjunctivae. I de alvorlige tilfælde, Weils sygdom, ses relativt hurtigt indsættende multiorgansvigt, hvor særligt funktionen af lever, nyre og koagulationssystemet er påvirket, ligesom diffuse infiltrater på røntgen af thorax er et almindeligt fund. Weils sygdom har en mortalitet på 5-15 %.

Andre manifestationer er regelret meningit, peri-/myocardit, kronisk infektion i nyrer og sjældent kronisk uveit.

Leptospira arter findes endemisk hos dyr over hele verden. Kliniske tilfælde af leptospirose hos mennesker er imidlertid sjældent diagnosticeret i Vesteuropa og Danmark. Det vurderes, at der er over 500.000 alvorlige humane tilfælde af leptospirose på verdensplan, overvejende i fattige områder af troperne og subtroperne. Der rapporteres regelmæssigt om store udbrud især i forbindelse med regntiden. I Danmark diagnosticeres der mellem 10 og 30 humane tilfælde af leptospirose årligt, fortrinsvis hos personer, der har svømmet eller arbejdet i åer, der løber gennem byområder, personer der arbejder i dambrug eller kloakker eller på anden måde har direkte eller indirekte kontakt med urin fra rotter eller mus. Hos rejsende ses leptospirose oftest hos personer der har haft kontakt til ferskvand eller dyr i troperne/subtroperne fx i forbindelse med rafting eller lignende aktivitet. Et nyligt svensk studie har vist at leptospirose er en relativt hyppig, men ofte overset årsag til feber hos rejsende hjemvendt fra troperne.

Reservoir for Leptospira findes hos de fleste større dyrearter. Mus og rotter er reservoir for de Leptospira arter, der er årsag til de fleste alvorlige tilfælde af leptospirose. Inficerede dyr udskiller bakterien i stort antal med urinen. Smitte til mennesket forekommer enten via direkte kontakt med urin fra inficeret pattedyr, navnlig rotter og mus, eller indirekte fx via kontakt til ferskvand i åer i byområder eller lignende, der er blevet kontamineret med inficeret urin. Særlig høj risiko forekommer i troperne/subtroperne og især i regntiden.

Urinen fra patienter der lider af leptospirose skal betragtes som smittefarlig. Kort tid efter påbegyndt behandling med relevant antibiotikum anses urinen for ikke at være smittefarlig.

Leptospirose er en individuelt anmeldelsespligtig sygdom. Til anmeldelse anvendes formular 1515, og anmeldelse sendes til Statens Serum Institut, Epidemiologisk Afdeling samt til embedslægeinstitutionen på patientens opholdssted.

Før antibiotikabehandling indledes, kan Leptospira påvises i urin og blodprøver i den første uge af sygdomsforløbet og herefter kun i urinen i de næste par uger. Da leptospirose ofte først mistænkes efter et par dages sygdom, og efter at behandling med antibiotika er påbegyndt, kan det i en del tilfælde være vanskelligt at få prøver, der er anvendelige til diagnostisk PCR. På hospitaler vil man i de fleste tilfælde udtage bloddyrkningskolber fra patienter før behandling med antibiotika påbegyndes. Disse prøver er meget velegnede til PCR for Leptospira arter. Da bloddyrkninger normalt inkuberes i mindst 5 dage på den lokale klinisk mikrobiologiske afdeling, vil det ofte være muligt at udtage en delprøve af disse kolber til diagnostisk PCR.

Et negativt PCR resultat udelukker ikke leptospirose og bør altid suppleres med undersøgelse for antistoffer. Der udtages en referenceserumprøve så tidligt som muligt i sygdomsforløbet og resultatet af denne antistofbestemmelse sammenlignes med en måling på en fornyet blodprøve, der normalt udtages på 10. – 14. sygdomsdag. Et diagnostisk resultat kan tidligst forventes fra 7. sygdomsdag. Måling af antistoffer er fortsat den mest følsomme metode til diagnostik af leptospirose.

Leptospirose kan behandles med de fleste former for betalaktamantibiotika (fx. penicilliner) og som alternativ til denne behandling anvendes almindeligvis doxycyklin. Bedst effekt opnås, hvis behandlingen indledes inden for de første 4 sygdomsdøgn. I forbindelse med første dosis af antibiotikabehandlingen er der risiko for at udvikle Jarisch-herxheimer reaktion.

Forebyggelse af leptospirose består af rottebekæmpelse og konsekvent anvendelse af personlige værnemidler ved arbejde i åer i byer, dambrug og kloakker. Medarbejderne bør desuden altid informeres om risikoen for leptospirose.

Man bør undgå ubeskyttet kontakt med fersk overfladevand i område, hvor dette kan være kontamineret med urin fra dyr, særligt i troperne og efter store mængder nedbør. Medicinsk profylakse kan overvejes til personer, der i endemiske områder udsættes for særlig stor risiko for smitte fx. i forbindelse med rafting eller arbejde i fersk overfladevand eller med dyr. Doxycyklin p.o 200 mg x 1 ugentlig er vist at kunne reducere forekomsten af klinisk leptospirose. Det er derfor forventeligt, at malariaforebyggelse med tablet doxycyklin 100 mg x 1 dagligt vil reducere risikoen for leptospirose betydeligt, men dette er ikke undersøgt.

Der findes ingen kommercielt tilgængelig vaccine til brug for mennesker.

På Statens Serum Institut forskes der i udvikling af nye og forbedrede metoder til diagnostik af leptospirose. Derudover undersøges det i samarbejde med Glostrup Hospital om Leptospira har betydning for udvikling af multipel sklerose og i samarbejde med Glostrup Hospital og Københavns Universitet om Leptospira i Danmark har betydning for sygdommen kronisk uveitis.