Filariasis
Begrebet "filaria-infektion" eller "filariasis" omfatter en gruppe infektionssygdomme, som alle forårsages af nærbeslægtede, mikroskopiske rundorme, de såkaldte "filarier".
Filarierne overføres med insekter, i reglen forskellige myggearter, og er dermed vektor-bårne infektioner. Nogle filaria-infektioner er zoonotiske, hvilket vil sige, at filarierne kan overføres fra visse større dyr (se nedenfor) til mennesker.
I Danmark ses kun få og udelukkende importerede tilfælde af infektioner med filarier.
De forskellige former af filariasis findes i bestemte geografiske områder, men for rejsende er de vigtigste lokaliseret i Sydøst Asien, Stillehavsområdet og i Afrika, specielt Vest- og Centralafrika.
Ofte ses symptomerne først mange måneder efter, at man er blevet stukket.
Det skønnes, at mere end 100 millioner mennesker er inficeret med filarier, heraf ca. halvdelen i Afrika. Den hyppigste filarie-infektion skyldes Wuchereria bancrofti, som kan forårsage elefantiasis.
Symptomer
Sygdomsbilledet afhænger af hvilken filarie-infektion, det drejer sig om.
Lokale symptomer kan bestå i hævelse af hud og lymfeknuder. I kroniske tilfælde, hvor lymfekarrene er ødelagte, kan der ses voldsom væskeansamling af benene (elefantiasis) og hos mænd hævelse af pungen.
I Afrika omkring ækvator findes en form (onchocerciasis), hvor ormelarverne overføres med kvægmyg, der lever i strømmende vand. Disse orme kan sætte sig i øjnene med synstab til følge ("flodblindhed").
De alvorlige symptomer som fx elefantiasis eller flodblindhed kommer først efter lang tids udsættelse for smitte og år efter infektionen. Dermed udgør disse sygdomme først og fremmest et problem for den fastboende del af befolkningen i områder, hvor filarierne forekommer.
Fælles for filarierne er, at der kan komme symptomer på grund af kroppens allergiske reaktion på ormens tilstedeværelse. Dette kan bl.a. ses som astmalignende anfald. Ved undersøgelse af de hvide blodlegemer kan ses mange eosinofile granolocytter, hvilket tyder på en kronisk allergitilstand som følge af, at ens immunforsvar reagerer på parasitternes fremmede proteiner.
Årsag
Filariasis skyldes infektion med filarier (mikroskopiske rundorme). Mikrofilarier overføres med stikkende insekter (vektorer) og kan ved udvikling til voksne orme forårsage skader i forskellige organer.
Der findes en række forskellige filarier: Wuchereria, Brugia, Loa, Mansonella, Onchocerca og Dracunculus.
Filariasis skyldes typisk Wuchereria bancrofti eller Brugia malayi. W. bancrofti, som er mest udbredt, forekommer kun hos mennesker (dvs. at mennesket er eneste reservoir). B. malayi, som findes i Sydøst Asien og Stillehavsøerne, har aber og katte som reservoir.
Smitteveje
De voksne orme findes fortrinsvist i lymfekarrene, og hun-ormene udskiller store mængder af larver, de såkaldte mikrofilarier, som via myg (af slægterne Culex, Anopheles og Aedes) kan overføre smitte til andre mennesker.
Forebyggelse
Undgå myggestik og insektbid.
Behandling
Afhænger af filarie-type. Følgende stoffer er til rådighed: diethylcarbamazepin og ivermectin. Behandlingen er en specialistopgave.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Diagnostik
Mikrofilarier kan påvises vha. mikroskopi i blod eller væv afhængigt af filarie-art og symptomer. Filarier, der kan angribe hud og slimhinder i fx øje omfatter Loa loa or filarier af slægterne Mansonella og Onchocerca, som typisk findes i Afrika syd for Sahara. Mennesket kan også smittes med Dirofilaria, som er udbredt i store dele af Europa. Dirofilaria kan give anledning til dannelse af små knuder under huden.
Antistoffer kan desuden påvises i blodet. Filarie-DNA udvundet af EDTA-blod eller hudbiopsier kan påvises ved PCR-baseret opformering.
Diagnostiske undersøgelser
Filarioidea antistof (Filaria) (R-nr. 375)Filarioidea (DNA) (R-nr. 1050)
Filarioidea (larve) (mikrofilarier i blod og hud, mikroskopi) (R-nr. 092)