Uge 41 - 2010

Legionella-pneumoni 2009, 
Mycoplasma pneumoniae

Legionella-pneumoni 2009

Der blev anmeldt i alt 116 tilfælde af legionella-pneumoni (LP) med debut i 2009, hvoraf 100 var verificeret som anført i EPI-NYT 40/09 (pdf). Medianalder var 67 år (spændvidde 21-93), og 73 (63 %) var mænd.
For 60 patienter forelå oplysning om mindst én disponerende faktor/sygdom, 11 havde ingen dispositioner, og for 45 manglede oplysninger.

Fordeling på smittekategorier fremgår af tabel 1.
tabel 2 ses fordeling på landsdele af verificerede tilfælde erhvervet i DK.

Rejserelaterede tilfælde

I alt 37 tilfælde var rejserelaterede, tabel 3.
Otte af patienterne havde opholdt sig på hoteller, hvor der også var rapporteret om andre smittede, og én var del af et udbrud under håndbold- VM i Kroatien, EPI-NYT 9/09 (pdf).
Vandprøver fra opholdsstederne blev undersøgt for tre dyrkningsverificerede tilfælde. I vandprøver fra et dansk Bed and Breakfast blev der fundet samme DNA-type som hos patienten. I vandprøver fra to udenlandske hoteller kunne ikke påvises samme DNA-type som hos patienterne.

Nosokomielle tilfælde

Der blev anmeldt fem tilfælde af formodet eller sikker nosokomiel smitte; alle patienter havde svær underliggende sygdom.

Statens Serum Institut har kun kendskab til, at der blev undersøgt vandprøver i ét tilfælde, men da dette ikke var dyrkningsverificeret, kunne smittekilden ikke påvises.

Andre smittesteder

For fem dyrkningsverificerede tilfælde blev smitte via vandforsyning i eget hjem påvist ved sammenligning af patient- og vandprøver.

I foråret 2009 blev LP påvist hos fire personer, der havde besøgt en svømmehal i Region Hovedstaden. Vandprøver fra brusere viste sig at være kraftigt koloniseret med L. pneumophila. Hallen blev lukket og bruseanlægget renoveret. En VVS-arbejder, der demonterede det gamle anlæg, fik LP.

Efterfølgende DNA-typning af isolater fra patienter og vand viste, at to af patienterne (herunder VVS-arbejderen) og vand-isolaterne havde samme DNA-type, mens isolat fra én patient havde en afvigende DNA-type. En patient (ikke dyrkningsverificeret) havde været i Spanien i inkubationstiden, hvor smitten eventuelt kunne være sket.

Laboratoriepåviste tilfælde

Statens Serum Institut har kendskab til 115 laboratoriepåviste tilfælde (verificerede plus PCR) af LP i 2009, heraf 105 verificerede og 10 tilfælde kun påvist ved PCR (heraf to non-pneumophila). Fem verificerede tilfælde er ikke anmeldt. Fra 65 patienter blev L. pneumophila isoleret ved dyrkning, hvilket er det højeste antal nogensinde. Isolaterne fordelte sig med 42 L. pneumophila serogruppe (sg) 1 (31 Pontiac og 11 non-Pontiac), 12 sg 3, tre sg 5, fire sg 6 og fire sg 10.
Fordelingen er omtrent som i de senere år; dog blev der ikke påvist andre arter end L. pneumophila.

Kommentar

Til sammenligning med andre lande har Danmark en meget høj andel (> 50 %) af dyrkningsverificerede tilfælde. Dette skyldes en stor indsats på flere mikrobiologiske afdelinger.

Udbruddet i en svømmehal viser, at blandetanke, hvor varmt og koldt vand blandes til brugstemperatur på cirka 37°C, giver høj risiko for opformering af legionella. Desuden er det vigtigt at bruge åndedrætsværn (FFP3 masker), når man arbejder med vandinstallationer med høj forekomst af legionella.
(S. Uldum, AMOF, G. St-Martin, K. Mølbak, Epidemiologisk afdeling)

Mycoplasma pneumoniae

Statens Serum Institut har de forløbne uger påvist et stigende antal prøver med Mycoplasma (M.) pneumoniae ved PCR, primært fra Region Hovedstaden og Sjælland, EPI-NYT 40/10.
I region Syddanmark er der set en tilsvarende stigning i antal positive prøver.

M. pneumoniae infektioner forekommer hyppigst om efteråret og først på vinteren. I Danmark ses landsdækkende epidemier hvert 4. til 6. år, sidst i 2004/2005, EPI-NYT 42-43/04EPI-NYT 51/04 og EPI-NYT 10/05, bagsiden (alle som pdf),

Alle kan blive smittet, men infektionen er hyppigst blandt børn over 3 år. Mycoplasmainfektion viser sig typisk ved feber, influenzalignende symptomer og hoste. De fleste sygdomsforløb er milde og fører ikke til lægebesøg. Pneumoni ses højst hos 10 % af de smittede.

M. pneumoniae kan påvises tidligt i sygdomsforløbet ved PCR på luftvejssekret eller svælgpodning. Antistoffer kan tidligst påvises en til to uger efter symptomdebut. For at kunne stille en sikker diagnose ved påvisning af en stigning i antistofniveauet, anbefales det at tage mindst to blodprøver med ca. en uges mellemrum.
Bekræftes diagnosen ved laboratoriemetoder, anbefales det at behandle, hvis patienten har symptomer. Til behandling anvendes primært nyere makrolider alternativt tetracyclin (til voksne).
Se mere detaljeret information om behandling på SSI's temaside om Mycoplasma pneumoniae.
(S. Uldum, J.S. Jensen, AMOF, S.S. Nielsen, AMDIA, J.N. Rasmussen, Epidemiologisk afdeling) 

Opgørelse over individuelt anmeldelsespligtige sygdomme og udvalgte laboratoriepåviste infektioner (pdf)

13. oktober 2010

EPI-NYT udkommer ikke i uge 42, medmindre særlige forhold gør sig gældende.