Influenzavaccine 3-valent (Vaxigrip)

Inaktiveret vaccine mod influenza

Produktresumé
Vaxigrip

Vaccinens indhold

Vaccinen indeholder inaktiverede overfladeproteiner fra 3 forskellige influenzavirus. I sæsonen 2025-2026 er sammensætningen af vaccinen:

A/Victoria/4897/2022(H1N1)pdm09-lignende stamme
A/Croatia/10136RV/2023 (H3N2)-lignende stamme
B/Austria/1359417/2021-lignende stamme

Målgruppen for vaccination

Vaxigrip kan anvendes til vaccination af personer fra 6 måneder og derover, inklusive gravide.

For yderligere information, se influenzavaccination.

I sæsonen 2025-2026 tilbydes Vaxigrip til personer på 65 til og med 69 år, samt personer fra 6 måneder med visse kroniske sygdomme, gravide, førtidspensionister og andre persongrupper.

For yderligere information, se Sundhedsstyrelsens anbefaling.

Vaccinationsdosis

Børn og voksne skal have samme dosis på 0,5 ml.

Vaccinen gives sædvanligvis ved influenzasæsonens begyndelse. I 2025 påbegyndes vaccination mod influenza i det offentlige program 1. oktober 2025.

Børn i alderen 6 mdr. til og med 8 år, som ikke tidligere er influenzavaccineret, bør have 2 vacciner med mindst 4 ugers interval.

Børn i alderen 6 mdr. til og med 8 år, som tidligere har modtaget mindst én influenzavaccine, uanset type, skal kun have én vaccine i denne sæson.

Børn, unge og voksne på 9 år og ældre skal kun have én vaccine.

Vaccinen gives som en intramuskulær eller subkutan injektion. De foretrukne injektionssteder er den anterolaterale region af låret hos små børn og deltoidearegionen hos større børn, unge og voksne. 

For yderligere information henvises til produktresuméet.

Hvem bør ikke vaccineres?

Personer som har haft alvorlige bivirkninger ved tidligere vaccination med vaccinen. 
Børn under 6 måneder.
Personer med alvorlig allergi overfor et eller flere af indholdsstofferne, herunder octoxinol 9.
I tilfælde af akut sygdom eller feber over 38°C, bør vaccination udskydes.

Den tidligere anbefaling om, at vaccinen ikke bør benyttes til personer med allergi overfor æg, neomycin, gentamycin og andre aminoglukosider, gælder ikke længere ifølge opdaterede anbefalinger fra Dansk Selskab for Allergologi.

I tvivlstilfælde henvises til egen læge.

Graviditet og amning

Gravide og ammende kan vaccineres.

Der henvises i øvrigt til egen læge.

Hyppigste bivirkninger

Rødme, hævelse og ømhed på injektionsstedet, hovedpine, utilpashed og feber.

For yderligere detaljer, henvises til produktresuméet.

Beskyttelsesvarighed

Beskyttelse opnås i løbet af 2-3 uger efter vaccination og holder sædvanligvis i 6-12 måneder. Beskyttelsen afhænger især af overensstemmelsen mellem cirkulerende virus og virusstammerne i vaccinen.

Hos ældre personer er beskyttelsen mod almindelig influenzasygdom generelt lavere end hos yngre, men influenzavaccination kan beskytte mod alvorlige komplikationer, hospitalsindlæggelser og dødsfald.