Inaktiveret vaccine mod chikungunyavirus. Til injektion.
Produktresumé
Vimkunya
Vaccinens indhold
Vaccinen indeholder protein fra chikungunyavirus i form af viruslignende partikler.
Målgruppen for vaccination
Personer på 12 år og derover, til beskyttelse mod chikungunyavirus.
Der foreligger ikke officielle danske anbefalinger for vaccination.
Den vigtigste metode til forebyggelse af chikungunysygdom er at undgå myggestik, hvorfor anvendelse af myggebalsam samt dækkende tøj anbefales ved ophold i endemiske områder, uanset om man er vaccineret eller ej.
Vaccinationsdosis
Vimkunya administreres som en enkelt dosis på 0,8 ml.
Den fyldte injektionssprøjte skal omrystes kraftigt umiddelbart før brug for at opnå en homogen suspension.
Behovet for revaccination er ikke klarlagt. Vaccinen administreres intramuskulært. Det foretrukne injektionssted er deltoideusmusklen.
Hvem bør ikke vaccineres?
Personer med alvorlig allergi overfor et eller flere af indholdsstoffer i vaccinen.
I tilfælde af akut sygdom med feber over 38,0 °C, bør vaccinationen udskydes.
Graviditet og amning
Der er kun begrænsede data vedrørende anvendelse af Vimkunya hos gravide.
Beslutning om at administrere Vimkunya under graviditet bør tage hensyn til personens risiko for eksponering for en vildtype Chikungunyavirus, svangerskabsalder og risici for fosteret eller den nyfødte fra vertikal overførsel af vildtype Chikungunyavirus.
Det vides ikke, om Vimkunya udskilles i menneskemælk. En risiko for det ammede barn kan ikke udelukkes.
Hyppigste bivirkninger
Rødme, ømhed og smerte på injektionsstedet, hovedpine, træthed, muskelsmerter, ledsmerter, utilpashed, kulderystelser og kvalme.
Beskyttelsesvarighed
Vimkunya har vist beskyttelse op til seks måneder i kliniske forsøg.
Der er endnu ikke tilstrækkelige data til at bekræfte, hvorvidt beskyttelsen varer længere end seks måneder. Behovet for eventuel revaccination med en efterfølgende dosis Vimkunya er derfor ikke fastlagt.