Udbrud med invasiv listeriainfektion sekvenstype 7 i Danmark forårsaget af fiskefrikadeller

I perioden fra august til og med oktober 2025 blev der på Statens Serum Institut registreret 11 tilfælde af Listeria monocytogenes med sekvenstype 7. Statens Serum Institut, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet efterforskede sygdomsudbruddet, og fandt, at færdiglavede fiskefrikadeller var smittekilden. Fiskefrikadellerne blev tilbagekaldt.

Om sygdomsudbruddet

Mellem den 13. august og 24. oktober 2025 blev der på Statens Serum Institut registreret 11 personer, som var smittet med den samme type Listeria monocytogenes (figur 1). Blandt de syge var 5 mænd og 6 kvinder. Patienterne var mellem 30-95 år (medianalder er 75 år). Patienterne var bosat forskellige steder i landet (tabel 1).

Figur 1. Antal tilfælde af Listeria monocytogenes per uge, 2025

Tabel 1. Patienter med samme type Listeria monocytogenes i Danmark, august til oktober 2025, per region (n=11)

Region

Antal patienter

Hovedstaden 0
Midtjylland
1
Nordjylland 3
Sjælland 5
Syddanmark 2
I alt 11

Efterforskningen af udbruddet

Udbruddet blev håndteret i Den Centrale Udbrudsgruppe, som består af SSI, Fødevarestyrelsen og DTU Fødevareinstituttet. SSI stod for helgenomsekventering af listeriaisolater fra patienterne og interview med patienter eller pårørende med henblik på at identificere en mulig smittekilde.

Udbrudsopklaringen viste, at fiskefrikadeller var årsag til sygdomsudbruddet. Sammenligning af bakterier fra patienter og produktprøver fra virksomheden viste, at bakterierne var helt ens. Fiskefrikadellerne blev kaldt tilbage fra butikkerne 10. september 2025.

Udbrudsstammen

Bakterien er af typen Listeria monocytogenes. Ved helgenomsekventering af de Listeria monocytogenes-bakterier som er isoleret fra patienterne, sås det at de var meget nært beslægtede og tilhørte sekvenstype 7. Denne type var tidligere set i Danmark tilbage i 2018-2021.

Fakta om listeria

Listeria er særlig farlig for syge, svækkede, ældre og gravide. Fødevarestyrelsen har en række råd til, hvordan disse særligt sårbare grupper kan undgå listeria:

  • Spis koldrøget fisk, gravad fisk og kødpålæg så friskt som muligt
  • Hold køleskabstemperaturen på 5 °C eller koldere
  • Undgå upasteuriseret mælk og bløde råmælksoste.

Fødevarestyrelsens vejledninger

Sådan undgår du listeria - hvis du er syg

Sådan undgår du listeria - hvis du er gravid

Læs mere

Nyhed om udbruddet (16. september 2025): Nyt sygdomsudbrud med listeria fra fiskefrikadeller

Tilbagekald fra Fødevarestyrelsen

Læs mere om listeriainfektion

Læs mere om overvågning af listeriainfektion i Danmark