Gonorré - opgørelse over sygdomsforekomst 2024

Gonorré - årsopgørelse 2024

Den nationale overvågning af gonorré på Statens Serum Institut (SSI) er baseret på dataudtræk fra Den danske mikrobiologidatabase (MiBa) samt kliniske anmeldelser via SEI2, se nedenfor. I MiBa foreligger data vedrørende resultater opnået ved dyrkning og/eller PCR eller anden nukleinsyreamplifikationsteknik (NAT), idet alle klinisk mikrobiologiske afdelinger (KMA’er) i Danmark udfører kombineret NAT for gonokokker og Chlamydia trachomatis.

Hvis der findes gentagne positive prøver hos samme person, defineres et nyt gonorrétilfælde ved, at der er flere end 21 dage mellem de positive fund. En negativ undersøgelsesepisode er også defineret ved flere end 21 dage mellem negative fund. Overvågningen af laboratoriepåvist gonorré suppleres med resistensbestemmelse af gonokokisolater indsendt til Afdeling for Bakterier, Parasitter & Svampe (BPS), Infektionsberedskabet på SSI.

Ud over den laboratoriebaserede overvågning er det lovpligtigt for den behandlende læge at anmelde alle gonorrétilfælde til Meldesystemet for Infektiøse Sygdomme (MIS), Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse (AIF), SSI. Siden 2022 foregår dette elektronisk via SEI2. Det kliniske anmeldelsessystem efterspørger oplysninger, som ikke fremgår af laboratoriedata, fx smittemåde, seksuel orientering, smitteland og hiv-status.

Tabel 1. Antal undersøgelsesepisoder, tilfælde, anmeldelser samt positivrate og anmeldeprocent for gonorré 2015-2024

I 2024 blev 5.112 tilfælde af gonorré registreret i MiBa fordelt på 365.291 undersøgelsesepisoder. Dette var et fald på 8 % i antal undersøgelsesepisoder fra 2023 til 2024 og et 8 % fald i antal tilfælde af gonorré, og dermed en uændret positivrate på 1,4 %. Anmeldeprocenten steg lidt fra 75 % i 2023 til 79 % i 2024. Tallene for 2024 tyder på, at antallet af nye gonorrétilfælde årligt har stabiliseret sig på en nyt og lavere niveau efter den voldsomme stigning, der sås i 2022. Ligeledes er der for klamydia set et voldsomt fald i antal episoder siden 2022.

Køn, smittemåde, herkomst og smitteland

Figur 1. Antal anmeldte gonorrétilfælde til MIS fordelt på køn og seksuel orientering, 2014 - 2024

De 5.112 tilfælde fordelte sig på 1.504 tilfælde blandt kvinder og 3.608 blandt mænd, figur 1. Heraf blev 4.040 tilfælde anmeldt, hvoraf der fremgik en tydelig stigning af gonorré blandt mænd der har sex med mænd (MSM), og et fald i antallet af anmeldte tilfælde blandt mænd der har sex med kvinder (MSK) og kvinder, figur 1.

I otte tilfælde blev der anmeldt smitte mellem to kvinder (13 i 2024). Der var 17 tilfælde blandt gravide kvinder (25 i 2023), som blev diagnosticeret og anmeldt i 2024. Der blev i 2024 anmeldt 37 tilfælde af gonorré blandt sexarbejdere (28 i 2023). Der var anmeldt 11 tilfælde blandt transkønnede personer (21 i 2023). Herkomst var angivet i 4.038 anmeldelser i 2024, hvoraf 73 % var født i Danmark og 27 % udlandet.

I 2024 forelå information om, hvor gonorré var erhvervet, i 3.996 episoder, hvor 10 % var anmeldt som værende erhvervet i udlandet (8 % i 2023). I 2024 var 382 tilfælde anmeldt som værende erhvervet i udlandet, som fordelte sig på 56 lande, hvoraf flest tilfælde var erhvervet i Spanien, Tyskland, Thailand, Frankrig, USA og Italien. En større andel af gonorréepisoder blandt mænd var erhvervet i udlandet (11 %) sammenlignet med kvinder (5 %). Opdelt på seksuel orientering var 9 % af tilfældene blandt MSK erhvervet i udlandet, mens det for MSM var 13 %.

Tabel 2. Antal tilfælde af gonorré samt incidensrate pr. 100.000 indbyggere fordelt på køn og alder, 2024 og 2023

Det totale antal af episoder af gonorré registreret i MiBa blandt mænd var praktisk talt uændret fra 2023 til 2024, tabel 2, hvorimod et fald på 24 % sås i antallet af episoder blandt kvinder. Særligt i aldersgruppen 15-29-årige sås et fald blandt kvinder på 33 % (fra 1.431 i 2023 til 965 i 2024). Blandt mænd sås et fald i aldersgruppen 15-24-årige, mens der i andre aldersgrupper blandt mænd sås enten ingen ændringer eller små stigninger i antal. For både mænd og kvinder sås stigninger blandt >45-årige, hvorimod der i alle andre aldersgrupper blandt kvinder var i et fald i varierende grad. I 2024 udgjorde mænd 71 % af de registrerede gonorréepisoder, hvilket er en stigning på seks procentpoint fra 2023.

Tabel 3, Incidens af undersøgelsesepisoder pr. 100.000 indbyggere samt positivrate fordelt på køn og alder, 2024 og 2023

I 2024 var der et fald i testaktiviteten blandt både mænd og kvinder, tabel 3, men kvinder blev fortsat testet mere end to gange hyppigere end mænd. I aldersgruppen 15-29-årige sås et større fald i testaktivitet, særligt blandt kvinder. På trods af dette fald i testaktivitet sås et fald i positivraten (med undtagelse af 25-29-årige mænd) blandt de 15-29-årige. Den højeste testaktivitet var igen i 2024 blandt de 20-24-årige, hvor der blandt kvinder udførtes 38.009 undersøgelser pr. 100.000 indbyggere og blandt mænd 13.812 undersøgelser pr. 100.000 indbyggere. Overordnet sås ingen ændring fra 2023 til 2024 i positivraten for begge køn på trods af den nedsatte testaktivitet. Derudover sås en lille stigning i mand / kvinde ratio af undersøgelsesepisoder fra 0,4 til 0,5. Mænd havde igen i 2024 en væsentlig højere overordnet positivrate end kvinder, 3 % sammenlignet med 0,7 %, tabel 3.

Figur 2. Incidensrate for gonorrétilfælde blandt 15-29-årige, 2020 - 2024

I 2024 sås et stort fald i incidensrate blandt især kvinder i alderen 15-25 år, figur 2, hvor der tidligere er set en høj incidensrate blandt 18-22-årige kvinder, som i 2024 var kraftigt reduceret. Blandt mænd sås i 2024 en tendens til et fald i incidensrate blandt 15-23-årige, og et mere uændret mønster blandt de 24-29-årige.

Gonorré blandt børn

Der blev i 2024 registreret ti tilfælde blandt personer under 15 år (syv i 2023). Flere af tilfældene var øjeninfektioner hos 0-årige som følge af smitte fra mor under fødslen.

Hiv og PrEP-behandling blandt gonorrésmittede

I 2024 var hiv-status oplyst for 54 % af alle anmeldte tilfælde (47 % i 2023). Blandt de 4.036 anmeldte tilfælde i 2024 var 5 % blandt personer med kendt hiv, <0,1% blandt personer med ny-erhvervet hiv og 48 % blandt hiv-negative personer. I 2024 var 60 % af de anmeldte hiv-negative MSM i PrEP-behandling (59 % i 2023).

Tabel 4. Laboratoriepåvist gonorré, fordelt på landsdel og køn: antal tilfælde, incidens pr. 100.000 og M/K ratio, 2024 og 2023

I 2024 sås et fald i incidensraten, tabel 4, i Vest- og Sydsjælland, Bornholm samt København by og omegn blandt kvinder, men en stigning blandt mænd, hvorimod der er de resterende landsdele sås et generelt fald for begge køn med undtagelse af Nordjylland, Østsjælland samt Fyn, hvor incidensraten blandt mænd var uændret i 2024 sammenlignet med 2023. Der sås en klar stigning i mand / kvinde ratio af incidens pr. 100.000 indbyggere på tværs af alle landsdele, med undtagelse af Østsjælland, hvilket afspejles i den faldende incidensrate blandt kvinder, som ikke sås blandt mænd. Den højeste incidensrate var igen for både mænd og kvinder i København by på henholdsvis 427 og 91 episoder pr. 100.000 indbyggere i 2024.

Tabel 5. Laboratoriepåvist gonorré, fordelt på landsdel og køn: undersøgelsesincidens pr. 100.000, positivrate og M/K ratio, 2024 og 2023

På tværs af hele landet sås en reduceret testaktivitet for både mænd og kvinder, størst blandt kvinder, tabel 5. På trods af fald i testaktivitet sås en lavere positivrate i 2024 end i 2023 blandt kvinder, hvorimod der sås en lille stigning i positivraten fra 3 % til 3,1 % blandt mænd. Den højeste positivrate blandt mænd sås i København by, 4,4 %, og blandt kvinder i Nordjylland, 0,8 %.

Gonorré i særlige anatomiske lokalisationer

I 2024 blev gonorré, udover de sædvanlige anatomiske lokalisationer (urogenitalt, anorektalt samt svælg), påvist i 25 tilfælde fra øjne, ledvæske samt ascitesvæske.

Resistens blandt Neisseria gonorrhoeae

I 2024 blev 2.006 N. gonorrhoeae (NG)-isolater fordelt på 1.802 episoder undersøgt på SSI som del af den nationale resistensovervågning (2.660 isolater fordelt på 2.152 episoder i 2023). De isolater som havde en tilhørende anmeldelse i MIS senest 60 dage efter prøvetagningen kunne få tildelt en smittekilde og seksuel orientering, hvilket var tilfældet for 1.516 isolater. NG-isolaterne bliver testet med bestemmelse af MIC (mindste hæmmende koncentration) på SSI, og EUCAST breakpoints blev anvendt til at skelne mellem resistens og følsomhed. Der bliver testet for resistens over for azithromycin, ceftriaxon og ciprofloxacin samt dannelse af penicillinase. Isolater der er intermediært resistente over for ciprofloxacin behandles i denne rapport som værende resistente.

Figur 3. Oversigt over resistens og isolater indsendt til den nationale resistensovervågning, 2003 - 2024

I 2024 sås et mindre fald i antallet af modtagne isolater, figur 3, hvilket stemte overens med faldet i antallet af årlige gonorréepisoder. Som beskrevet tidligere sås et fald i andelen af isolater, som kommer fra kvinder. Azithromycinresistensraten faldt fra 6 % til 3,6 % hvorimod ciprofloxacinresistensraten steg fra 45 % til 60 %, hvilket er det højeste siden 2011. Andelen af isolater med penicillinasedannelse var uændret fra 2023.

Figur 4. Fordeling af MIC-værdier for ceftriaxon, 2003 – 2024

Der blev i 2024 ikke registreret nogle tilfælde af ceftriaxonresistens, figur 4, og fordelingen af MIC-værdier er meget sammenlignelige med tidligere år.

 

Tabel 6A. Resistens hos N. gonorrhoeae fordelt på smittekilde, 2024

Tabel 6A. Resistens hos N. gonorrhoeae fordelt på smittekilde, 2023

I 2024 sås en stigning i antal gonorréepisoder forårsaget af ciprofloxacinresistente gonokokker hos MSK samt hos kvinder, figur 3, tabel 6A og tabel 6B. For MSM sås et lille fald i antallet af ciprofloxacinresistente isolater. Det tidligere nævnte fald i azithromycinresistensraten, figur 3, medvirker til den lavere andel af isolater, som udviste resistens over for både ciprofloxacin og azithromycin. Den større generelle stigning af ciprofloxacinresistens i 2024 medførte en lavere andel af isolater, som var følsomme over for både ciprofloxacin og azithromycin.

Tabel 7A. Antibiotikaresistens og smitteland, 2024

Tabel 7A. Antibiotikaresistens og smitteland, 2023

Igen i 2024 sås en højere forekomst af både azithromycin- og ciprofloxacinresistens, tabel 7A og 7B, blandt gonorrétilfælde erhvervet uden for Danmark sammenlignet med tilfælde erhvervet i Danmark. Der sås en større relativ stigning i forekomsten af ciprofloxacinresistens blandt gonorrétilfælde erhvervet i Danmark fra 2023 til 2024 (fra 43 % til 59 %) sammenlignet med gonorrétilfælde erhvervet uden for Danmark (66 % i 2023 til 74 % i 2024).