Bilharziose
Infektion med orme af slægten Schistosoma er årsag til en stor sygdomsbyrde især i tropiske og subtropiske områder. Infektionen skyldes en blodikte (en fladorm), som i larvestadiet kan inficere mennesket.
I Sydøstasien og Afrika syd for Sahara er flere hundrede millioner mennesker angrebet. Der findes forskellige arter. De vigtigste, der giver sygdom hos mennesker, er Schistosoma haematobium (Mellemøsten og Afrika), S. mansoni (Afrika, Saudi-Arabien, Syd- og Mellemamerika) og S. japonicum (Sydøstasien).
I Danmark ses ca. 50 til 100 tilfælde årligt; disse er alle erhvervet i udlandet. I Danmark forekommer arter af Trichobilharzia og lignende, der giver anledning til bilharziose i fugle. Disse danske arter kan forårsage cercariel dermatitis ("swimmer's itch") hos mennesker, typisk efter badning i ferskvandssøer.
Synonymer: Sneglefeber, schistosomiasis
Symptomer
Når larver af schistosomer gennemtrænger huden, kan der opstå kløe. Efter 3-6 uger kan der optræde allergiske reaktioner samt feber (Katayamafeber), hoste og diarré. Efter dette stadie er symptomerne forskellige afhængig af, hvilken type man er blevet inficeret med. Symptomerne kommer i reglen lang tid efter smitten.
Ved infektion med S. haematobium er symptomerne typisk svie ved vandladning, blodig urin og påvirkning af nyrerne. Ved infektioner med S. mansoni og S. japonicum ses diarré og eventuelt sygdom i lever og lunger. Der kan optræde en del forskellige komplikationer senere i livet, fx på grund af udbredt infektion i underlivet eller i sjældne tilfælde symptomer fra nervesystemet.
Årsag
Infektionen skyldes en blodikte (en fladorm), som i larvestadiet kan inficere mennesket. Larven trænger ind gennem huden, når værten – i dette tilfælde et menneske – opholder sig i ferskvand, hvor larverne findes frit i vandet. Efter larven har trængt ind gennem huden, spredes den med blod og lymfe til primært leveren og siden til blodkarrene omkring blære eller tarm. Der frigiver den æg, som borer sig igennem organerne og udskilles med urin eller afføring afhængig af Schistosoma-art og -lokalisation.
Smitteveje
Mikroskopiske ikteæg udskilles med urin eller afføring fra inficerede individer. Kun i ferskvand udklækkes æggene til frie larver, som derefter inficerer bestemte sneglearter (mellemvært). I disse udvikles myriader af larver, som udskilles i vandet og kan gennemtrænge menneskets hud i forbindelse med ophold i vandet.
Bilharziose er zoonotisk, dvs. at sygdommen smitter mellem dyr og mennesker og med reservoir blandt andet i mange typer af pattedyr. Der sker ikke smitte direkte mellem mennesker.
Forebyggelse
Man bør undgå ophold (badning) i ferskvand i de områder af verden, hvor bilharziose forekommer, fx Afrika og Asien. I Danmark kan badning i ferskvand føre til en forbigående betændelse i huden, cercariel dermatitis, hvis man bliver eksponeret for larver af fugleschistosomer.
Behandling
Tabletbehandling med praziquantel er relativt effektivt mod samtlige typer af schistosomiasis. Det er en specialistopgave. Der kan dog ses behandlingssvigt i op til 15% af patienter, der ikke er immune. Antihistaminer kan anvendes mod cercariel dermatitis.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Forskning
Parasitologisk Laboratorium på Statens Serum Institut forsker i og udvikler nye diagnostiske metoder til påvisning af denne parasit, især ved benyttelse af molekylærbiologiske metoder. Laboratoriet har data, der peger på, at der kan være store individuelle forskelle i forhold til, hvornår smittede individer serokonverterer, altså har målbare antistoffer i blodbanen. Fx peger data på, at en smittet person først kan have målbare antistoffer 8-12 uger efter eksposition.
Referencer
The immunofluorescence antibody test (IFAT) for the diagnosis of schistosomiasis used in a non-endemic area. Tarp B, Black FT, Petersen E. Trop Med Int Health. 2000 Mar;5(3):185-91.
The schistosoma-specific antibody response after treatment in non-immune travellers. Duus LM, Christensen AV, Navntoft D, Tarp B, Nielsen HV, Petersen E. Scand J Infect Dis. 2009;41(4):285-90.
Schistosomiasis presenting in travellers: a 15 year observational study at the Hospital for Tropical Diseases, London. Coltart CE, Chew A, Storrar N, Armstrong M, Suff N, Morris L, Chiodini PL, Whitty CJ4. Trans R Soc Trop Med Hyg. 2015 Mar;109(3):214-20.
Human schistosomiasis. Colley DG, Bustinduy AL, Secor WE, King CH. Lancet. 2014 Jun 28;383(9936):2253-64.
Adventure tourism and schistomiasis: serology and clinical findings in a group of Danish students after white-water rafting in Uganda. Röser D, Bjerrum S, Helleberg M, Nielsen HV, David KP, Thybo S, Stensvold CR. JMM Case Rep. 2018 5(4):e005141. Doi: 10.1099/jmmcr.0.005141.
Diagnostik
Der foretages undersøgelse af fæces- eller urinprøver afhængigt af karakteren af symptomerne. Man kan i nogle tilfælde finde de karakteristiske æg ved mikroskopi. PCR anvendes i stigende grad til påvisning af specifikt DNA på såvel fæces som urin, men også andre materialer.
Endvidere kan der med en blodprøve undersøges for antistoffer.
Cercariel dermatitis er en diagnose, der stilles primært på baggrund af klinik og anamnese (eksposition).
Diagnostiske undersøgelser
Schistosoma (DNA) (R-nr. 1001)Parasit (Cyste+Ormeæg+Orme) (R-nr. 071)
Schistosoma (mikroskopi) (R-nr. 081)
Schistosoma antistof (R-nr. 389)