Uge 40 - 2026

Opgørelse af rabiesprofylakse og rabiesundersøgelser i Danmark i 2025

Opgørelse af rabiesprofylakse og rabiesundersøgelser i Danmark i 2025

Dette EPI-NYT udkommer den 28. september i anledning af World Rabies Day, som hvert år markeres på denne dato for at sætte fokus på forebyggelse og bekæmpelse af rabies. Hvert år dør omtrent 59.000 mennesker af rabies, som er en forebyggelig virussygdom forårsaget af lyssavirus.

For en detaljeret beskrivelse af rabies-postekspositionsprofylakse (PEP) samt dyr undersøgt for rabies i Danmark i 2025, henvises til årsopgørelsen.

Markant stigning i antallet af personer, der får rabiesprofylakse efter kontakt til dyr i udlandet

I 2025 blev i alt 529 personer vurderet at have været eksponeret for mulig rabies og påbegyndte postekspositionsprofylakse (PEP). Langt størstedelen, 483 personer (91 %), var blevet eksponeret for dyr i udlandet. Flest PEP-behandlinger blev givet efter eksponering i Tyrkiet og Thailand, men også rejser til blandt andet Indonesien, herunder Bali, Marokko og Sri Lanka, gav anledning til flere behandlinger.

Antallet af PEP-behandlinger efter mulig rabieseksponering i udlandet steg dermed markant. I 2025 var antallet 65 % højere end i 2024, som ellers var året med det hidtil højeste registrerede antal. Tallene viser samtidig, at adgangen til humant rabies immunglobulin (HRIG) fortsat er begrænset i mange lande. Blandt de 483 personer, der blev eksponeret i udlandet, modtog 295 (61 %) HRIG. Heraf fik 145 først HRIG efter hjemkomsten til Danmark.

Stigningen er fortsat i 2026

I efteråret 2025 skærpede SSI derfor rådgivningen til rejsende, EPI-NYT 40/2025. Ud over at undgå kontakt med dyr i områder hvor rabies forekommer, anbefales det at overveje forebyggende rabiesvaccination før rejse, også ved kortere rejser, og særligt til destinationer hvor adgang til rabiesvaccine og især HRIG kan være begrænset. Den markante stigning er fortsat i 2026. Allerede ved udgangen af august var der udleveret flere rabies PEP-behandlinger end i hele 2025.

HRIG er en begrænset ressource globalt, blandt andet fordi produktet er komplekst og dyrt at fremstille, samtidig med at efterspørgslen er høj. Forsyningssituationen i Danmark er aktuelt tilstrækkelig, men det er vigtigt, at PEP anvendes korrekt og efter en faglig risikovurdering, så HRIG gives til de personer, der har indikation for behandlingen. HRIG doseres efter kropsvægt, men tilpasses lokale anatomiske forhold, idet det skal infiltreres omkring eksponeringsstedet.

I Danmark håndteres udleveringen af rabies-PEP centralt via SSI. I lyset af det stigende antal behandlinger undersøger SSI aktuelt muligheden, sammen med regionale sygehusapoteker og flere infektionsmedicinske afdelinger, for at tilrettelægge udleveringen anderledes, så proceduren bliver enklere for både patienter og de sundhedspersoner, der administrerer behandlingen.

Stigende efterspørgsel ses også i andre lande

Danmark er ikke alene om udviklingen. I Storbritannien blev retningslinjerne for anvendelse af HRIG justeret i 2025 for at prioritere behandlingen til personer med størst behov og sikre en hensigtsmæssig anvendelse af de tilgængelige forsyninger. Den 10. september 2026 rapporterede amerikanske CDC ligeledes om en stigning i anvendelsen af rabies-PEP.

Den stigende efterspørgsel kan blandt andet hænge sammen med flere rabiesdødsfald i den vestlige del af verden de seneste par år, og den betydelige medieopmærksomhed disse har medført. Øget opmærksomhed på rabies er vigtig, og personer med relevant eksponering skal altid tilbydes PEP. Samtidig er det afgørende, at behandlingen baseres på en konkret risikovurdering af eksponeringen.

På verdensplan skyldes langt de fleste humane tilfælde af rabies smitte fra hunde. Ifølge WHO er hunde ansvarlige for op mod 99 % af humane rabiesdødsfald, og omkring 40 % af dødsfaldene forekommer blandt børn under 15 år.

Rejsende kan selv mindske risikoen

Danske rejsende til lande, hvor rabies forekommer, bør undgå kontakt med dyr, også dyr der umiddelbart virker tamme eller raske. Forebyggende rabiesvaccination bør overvejes før rejser til rabiesendemiske områder, særligt hvis adgangen til rabiesvaccine og HRIG på destinationen er begrænset. En fuldført forebyggende vaccinationsserie (PrEP) betyder, at man kan undgå HRIG og nøjes med to vacciner som PEP. Ved risiko for erhvervsmæssig eksponering gælder særskilte anbefalinger. Ved bid, krads eller anden mulig eksponering, er grundig og hurtig vask af såret med vand og sæbe en vigtig del af den initiale behandling. Herefter bør der hurtigst muligt foretages en sundhedsfaglig vurdering af behovet for rabies-PEP.

Ved tvivl om indikation, fremgangsmåde eller behandling, henvises sundhedspersoner til SSI’s hjemmeside, hvor der findes information om rabies, PEP og udlevering af behandling. Almen praksis har en central rolle i håndteringen af rabies-PEP. Patienter med mulig rabieseksponering bør i videst muligt omfang vurderes og behandles i almen praksis, som kan kontakte SSI for rådgivning og udlevering af rabiesvaccine og HRIG. Akutmodtagelserne bør som udgangspunkt kun involveres ved behov for særlig sårbehandling, eller uden for almen praksis' åbningstid, eksempelvis om aftenen og i weekender, hvis behandlingen ikke kan afvente. Denne arbejdsdeling skal sikre hurtig og korrekt behandling og samtidig undgå unødige kontakter til akutmodtagelserne. Ved behov for akut rådgivning, kan sundhedspersoner i dagtid kontakte SSI på 3268 3037 og udenfor dagtid 4131 7404.

Rabieseksponering i Danmark

Der var 46 personer, der blev sat i behandling efter mulig eksponering for rabies i Danmark i 2025, hovedparten efter bid/krads af flagermus. Dette er på niveau med hvad der har været af eksponering i Danmark de seneste år.

Figur 1. Antal personer sat i profylaktisk behandling efter mulig eksponering for rabies (PEP) i henholdsvis Danmark og udlandet, 2014-2025

Rabies hos dyr

Danmark har været fri for klassisk rabies siden 1982, mens europæisk flagermusrabies forekommer sporadisk i danske flagermus.

I 2025 blev tre katte, én hund, to ræve og 28 flagermus fra Danmark undersøgt for rabies. Af flagermusene blev syv indsendt på mistanke om rabies og 21 som faldvildt. Alle 34 dyr blev testet negative.

Klassisk rabies forekommer endemisk i Grønland, hvor virus cirkulerer blandt polarræve og kan spredes til andre pattedyr. I 2025 blev seks polarræve fra Grønland undersøgt på baggrund af klinisk mistanke, og alle var positive for klassisk rabiesvirus.

I EU er der de senere år set en stigning i antallet af tilfælde af klassisk rabies, særligt i områder, der grænser op til Ukraine. I 2025 blev der registreret 136 tilfælde i EU mod 71 i 2022 og 12 i 2020.

(S. Voss, A.-K. Rosenkrantz De Lasson, M. Wessman, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, B. Strandbygaard, K.M. Bay Tjørnehøj, B. Bødker Jensen, T.B. Rasmussen, Virologi og Mikrobiologisk Beredskab)