Uge 40 - 2025

Opgørelse af rabiesprofylakse og rabiesundersøgelser i Danmark i 2024

Opgørelse af rabiesprofylakse og rabiesundersøgelser i Danmark i 2024

For en detaljeret beskrivelse af rabies Post-Exposure Profylakse (PEP) samt dyr undersøgt for rabies i Danmark i 2024, henvises til årsopgørelsen.

Fortsat stigning i antallet af personer, der får rabiesprofylakse efter eksponering i udlandet

I 2024 blev i alt 340 personer vurderet at have være eksponeret for mulig rabies efter dyrebid og sat i rabies PEP-behandling. Størstedelen (n=296, 87 %) efter at være blevet bidt af dyr i udlandet.

Det var rejser til Thailand og Tyrkiet, der gav anledning til størstedelen af PEP-behandlingerne i 2024.

Tallene for antallet af PEP-behandlinger efter mulig eksponering for rabiessmitte i udlandet er dermed i fortsat stigning, og i 2024 lå tallet højere, end det gjorde før den nedsatte rejseaktivitet forårsaget af covid-19. Tallene viser også, at der stadig er dårlig adgang til rabies-immunglobulin i udlandet. Blandt de 296 personer, som blev eksponeret for mulig rabiessmitte i udlandet, fik kun 44 % HRIG, heraf 40 % (52/130) først da de kom til Danmark.

I første halvår af 2025 ses en tydelig fortsættelse af den stigende tendens, endda med yderligere intensitet. Dette understreger behovet for at styrke fokus på forebyggelse af rabies i forbindelse med rådgivning om rejsevaccination til personer, der rejser til lande, hvor sygdommen er endemisk.

Det er både omkostningsfuldt og unødvendigt, at rejsende må evakueres hjem fra ferier, fordi rabies-immunglobulin og/eller rabiesvacciner ikke er vidt tilgængelige i det pågældende land. Hvis man på forhånd har modtaget to rabiesvacciner (præekspositionsvaccination, PrEP) inden udrejse til områder, hvor rabies forekommer endemisk, bortfalder indikationen for rabies-immunglobulin, og man kan nøjes med to yderligere vaccinationer som PEP.

Selvom det altid vil være en individuel vurdering, hvorvidt præekspositionsvaccination anses for relevant, anbefales det kraftigt at overveje denne mulighed – også ved kortere rejser – og især ved rejser til destinationer, hvor rabies-immunglobulin er vanskeligt at skaffe, hvis denne information er tilgængelig før rejsen. Det er ligeledes væsentligt at rådgive rejsende om at undgå kontakt med dyr i områder, hvor rabies forekommer.

Rabieseksponering i Danmark

Der var 44 personer, der blev sat i behandling efter mulig eksponering for rabies i Danmark, i 2024. Det er lidt over gennemsnittet de seneste fem år, som ligger på 35 personer. Bid/krads af flagermus var indikation for PEP-behandling blandt 40 af de 44 eksponerede personer.

EPI-NYT_40_2025_figur1 

Rabies hos dyr

Danmark har været fri for klassisk rabies siden 1982, mens europæisk flagermusrabies sporadisk forekommer i danske flagermus.

I 2024 blev der undersøgt tre katte, én hund samt én ræv på mistanke om rabies, alle med negativt resultat. Desuden blev 31 flagermus indsendt til undersøgelse via danske overvågningsprogrammer og testet for rabies med negativt resultat.

Klassisk rabies forekommer endemisk i Grønland, hvor polarrævene jævnligt spreder smitten til andre pattedyr. I 2024 blev der undersøgt i alt fem polarræve fra Grønland, som alle var positive for klassisk rabiesvirus.

(S. Voss, M. Wessman, Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, T.B. Rasmussen, Virologi og Mikrobiologisk Beredskab)