Uge 36 - 2026
Importerede tilfælde af Chikungunya i Danmark, 2010-2025
Chikungunya er en myggeoverført virussygdom, der forekommer i tropiske og subtropiske områder og globalt har vist stigende udbredelse siden 00’erne. I Danmark ses sygdommen udelukkende som importeret infektion blandt rejsende og forekommer relativt sjældent. For en mere detaljeret gennemgang af sygdommen og de påviste importerede tilfælde henvises til Årsopgørelsen for 2010-2025.
Chikungunya skyldes infektion med chikungunyavirus (CHIKV). Navnet stammer fra kimakonde-sproget i det sydlige Tanzania og betyder “det, som bøjer op”, hvilket refererer til den karakteristiske forkrøblede kropsholdning hos patienter med udtalte ledsmerter. CHIKV cirkulerer i tropiske og subtropiske områder. Virus overføres til mennesker via stik fra myggene Aedes aegypti og Aedes albopictus (asiatisk tigermyg). Sygdommen er oftest asymptomatisk, men kan give langvarige og svære ledsmerter.
Case-definitioner og påviste tilfælde i Danmark
I den aktuelle opgørelse medregnes bekræftede tilfælde defineret i henhold til ECDC’s case-definition som påvisning af CHIKV-RNA i en klinisk prøve eller påvisning af CHIKV-IgM bekræftet ved neutralisationstest eller en 4-fold titerstigning i parrede blodprøver. I perioden 2010–2025 er der registreret i alt 30 bekræftede tilfælde af chikungunya i Danmark. Forekomsten af rejserelateret chikungunya i Danmark i denne periode fremgår af figur 1.

Et ”sandsynligt tilfælde” defineres som påvisning af CHIKV-IgM (”akut-antistoffer”) i en blodprøve. Der kan dog være tale om falsk-positive IgM-prøveresultater. Derudover skal der for sandsynlige tilfælde foreligge oplysninger om febersygdom samt dokumentation for ophold i et område med aktuel forekomst af chikungunya inden for to uger før symptomdebut. Der har i perioden været 57 sandsynlige tilfælde. Da disse tilfælde er usikre, indgår de ikke i årsopgørelsen.
Det reelle antal danske rejsende, som smittes med CHIKV, vurderes dog at være højere end det registrerede antal. Dette skyldes bl.a. underrapportering af milde eller asymptomatiske infektioner, samt tilfælde, hvor sygdomsforløbet er afsluttet før hjemkomst til Danmark og derfor ikke diagnosticeres eller registreres i det danske sundhedsvæsen.
Forebyggelse
Den primære forebyggelse er at undgå myggestik ved at minimere bare hudområder og anvende myggeafvisende midler. Aedes-myggene stikker om dagen men har den største aktivitet et par timer efter solopgang og tilsvarende nogle timer før og lige efter solnedgang i skumringen.
I Danmark er chikungunyavaccinerne Ixchiq og Vimkunya godkendt. På baggrund af indberetninger om sjældne alvorlige bivirkninger har Det Europæiske Lægemiddelagentur (EMA) i forbindelse med en periodisk sikkerhedsopdatering (PSUR) i juli 2026 indskrænket vaccinen Ixchiq’s indikationsområde til kun at omfatte personer i høj risiko for at blive smittet med chikungunyavirus.
Der er tale om en sjælden infektion blandt danske rejsende, og der foreligger indtil videre ikke nationale anbefalinger om brug af vaccinerne.
(A.V. Søndergaard, P.H. Andersen, L.S. Vestergaard, Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse, B. Bødker, Virologisk overvågning og specialdiagnostik)