Udbrud med Campylobacter jejuni i Danmark

I 2019 efterforskede Fødevarestyrelsen sammen med DTU Fødevareinstituttet og Statens Serum Institut et større sygdomsudbrud med Campylobacter jejuni.

Som en del af et 1-årigt projekt, som blandt andre involverer KMA Aalborg, Fødevarestyrelsen og Statens Serum Institut, er campylobacter isolater fra patienter diagnosticeret på klinisk mikrobiologisk afdeling (KMA) i Aalborg siden marts 2019 blevet sekventeret.

Campylobacterisolater indsendes og sekventeres ikke rutinemæssigt, men på grund af projektet, sekventeres alle campylobacterisolater som indsendes til Statens Serum Institut fra landets KMA’er – Udover alle isolater fra KMA Aalborg, drejer det sig primært om isolater fra yderligere to af landets ti KMA’er, disse to KMA’er indsender omkring 10% af deres campylobacterisolater i forbindelse med overvågningen af resistens til DANMAP. Samtidig har Fødevarestyrelsen siden projektets start taget prøver for campylobacter af forskellige udskæringer af kylling fra forskellige butikker i Region Nord, og disse er også blevet sekventeret.

Status på udbruddet

Mellem 1. februar 2019 og 18. december 2019 er der blevet registreret 88 tilfælde med den samme type campylobacter ved hjælp af sekventering. Denne samme type er desuden fundet i kyllingekød fra et enkelt kyllingeslagteri.

Blandt de syge var 35 kvinder og 53 mænd i alderen 2-91 år, middelalder 48 år. De syge boede indenfor, eller var blevet prøvetaget i, de områder som dækkes af de tre KMA'er som indsender campylobacterisolater til Statens Serum Institut, det vil sige Region Nord, Region Syddanmark og Region Sjælland. I 2019 blev der registeret over 5.300 tilfælde med campylobacter hvor der normalt registreres omkring 4.500.

Udbruddet ser ud til at være for nedadgående, med drypvise tilfælde i efteråret.

Figur 1. Campylobacter jejuni-udbrudstilfælde per måned for prøvetagning, 2019 

Udbrudsstammen

Bakterien er af typen Campylobacter jejuni og ved helgenomsekventering, er det konstateret, at bakterierne er tæt beslægtede med hinanden og af sekvenstypen 122.

Generelt om campylobacterinfektion

Campylobacter er i dag den væsentligst årsag til bakterielle tarminfektioner i Danmark. I 2018 blev der registreret flere end 4.500 tilfælde. Infektion med campylobacter giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, eventuelt kvalme, opkastninger og/eller feber. Afføringen kan indeholde blod. Sygdommen går i reglen over af sig selv, og man bliver rask efter nogle dages sygdom.

Inkubationstid

Tiden, der går, fra man er smittet, til man får symptomer, er som regel 2-5 dage.

Forebyggelse af campylobacterinfektion

Fjerkræ (kyllingekød) menes at være den hyppigste smittekilde, og tit sker smitten, fordi kyllingesaft fra den rå kylling kommer over på spiseklare madvarer i køkkenerne. God hygiejne i køkkenet er derfor den vigtigste forholdsregel, man som privatperson kan tage, og man bør være omhyggelig med at adskille råt kød fra mad, der er færdig og klar til at spise fx salat eller brød.
Campylobacter dør ved normal varmebehandling af maden; det gennemstegte kød udgør derfor ingen fare.

Læs mere:

Campylobacterinfektion

Fødevarestyrelsens hjemmeside: ”Gode køkkenvaner” og grillråd: ”Hold det adskilt”. 

Steen Ethelberg

Kontakt

Steen Ethelberg, Afsnitsleder, Infektionsepidemiologi & Forebyggelse / Fødevare- og vandbårne sygdomme og zoonoser
T. 32683545 @. set@ssi.dk Se profil