Malaria - opgørelse over sygdomsforekomst 2019-2025
Årsopgørelse for importeret malaria, 2019 til 2025
Her præsenteres en opgørelse over de årlige tilfælde af malaria importeret til Danmark i perioden fra 2019 til 2025.
Opgørelsen omfatter alle tilfælde af malaria påvist på landets Kliniske Mikrobiologiske Afdelinger (KMA’er) og Statens Serum Institut (SSI). Der er primært tale om de fire klassiske humane malariatyper (Plasmodium falciparum, Plasmodium vivax, Plasmodium ovale og Plasmodium malariae), samt den zoonotiske type af malaria, Plasmodium knowlesi, som findes hos visse arter af aber i Sydøstasien, men som i sjældne tilfælde også kan smitte via myggestik til mennesker. Malariatilfældene er diagnosticeret vha. malariamikroskopi, antigen hurtigtest samt de molekylære metoder LAMP og PCR, ofte ved en kombination af flere metoder. I enkelte tilfælde er anvendt yderligere analyser i form af NGS (next generation sequencing) på SSI.
Opgørelsen er baseret dels på de obligatoriske laboratorieanmeldelser indsendt til SSI (dvs. frem til indførelsen af den nye bekendtgørelse om smitsomme sygdomme den 1. november 2023), dels på dataudtræk fra Den danske mikrobiologidatabase (MiBa). For tilfælde med manglende oplysninger om fx smitteland er disse indhentet ved direkte henvendelse til de pågældende hospitaler.
Påviste malariatilfælde 2019-2025
Samlet blev i perioden påvist 381 tilfælde, med følgende antal tilfælde per år: 72 i 2019, 32 i 2020, 38 i 2021, 67 i 2022, 70 i 2023, 63 i 2024 og 39 i 2025.
Antallet af malariatilfælde per år, med fordeling på malariatype og geografisk region, er vist i tabel 1.
Antallet og den procentvise fordeling per malariatype for perioden var følgende: P. falciparum 313 (82 %), P. vivax 19 (5 %), P. ovale 29 (8 %), P. malariae 8 (2 %). I 10 tilfælde fremgik malariatypen ikke, eller der var tale om blandingsinfektioner. Usædvanligt blev der påvist to tilfælde af P. knowlesi, hhv. ét tilfælde i 2022 og i 2023.
Det var muligt at fremskaffe oplysninger om smitteland for næsten alle tilfælde (med undtagelse af tre). Størstedelen af tilfældene, 358 (95 %), var importeret fra Afrika, 16 (4 %) tilfælde fra Asien og 4 (1 %) tilfælde fra Mellem- og Sydamerika. Der sås ikke tilfælde fra Oceanien.

Fordelingen per smitteland af det samlede antal malariatilfælde (på tværs af malariatype) for perioden 2019-2025 er vist i figur 1. Fra Afrika blev der importeret særligt mange tilfælde fra Uganda, Nigeria og Ghana, mens der fra Asien blev importeret flest tilfælde fra Afghanistan, Pakistan og Indien. Det er vigtigt at være opmærksom på, at tallene ikke tager højde for antallet af hjemvendte rejsende fra de enkelte lande, men kun viser de absolutte antal tilfælde.
Blandt tilfældene importeret fra Afrika var størstedelen, 305 (85 %), forårsaget af P. falciparum. Blandt tilfældene importeret fra Asien var størstedelen, 10 (63 %) forårsaget af P. vivax, men der sås fra Asien også 4 tilfælde forårsaget af P. falciparum.
De to påviste tilfælde af P. knowlesi var importeret fra hhv. Malaysia (Borneo) og Indonesien. Der var i begge tilfælde formentlig tale om danske turistrejsende.
Medianalderen for de rapporterede malariatilfælde var 38 år (spændvidde 1 til 88 år). I alt 64 % af de smittede var mænd, 36 % var kvinder. En lidt højere andel på 59 % af de importerede malariatilfælde sås blandt rejsende med anden etnisk oprindelse end dansk.

Den historiske udvikling i årlige importerede malariatilfælde
Udviklingen i antallet af importerede malariatilfælde til Danmark siden 1998 fordelt på geografisk region er vist i figur 2, mens udviklingen i antallet af tilfælde per malariatype er vist i figur 3.
Kurverne illustrerer samlet set et gradvist fald i importeret malaria til Danmark siden 1990’erne, og med tiltagende koncentration af tilfælde af P. falciparum blandt hjemvendte fra Afrika.
I den rapporterede periode 2019-2025 sås et markant fald i 2020 og 2021, hvilket faldt sammen med den lave rejseaktivitet under coronaviruspandemien. I 2022, 2023 og 2024 var antallet tilbage på samme niveau som i årene umiddelbart før pandemien, men antallet er i 2025 faldet igen.


Sjældne tilfælde af zoonotisk malaria blandt rejsende fra Sydøstasien
I 2022 blev for første gang påvist et importeret tilfælde af Plasmodium knowlesi i Danmark, hvilket sås hos en rejsende hjemvendt fra malaysisk Borneo. Igen i 2023 blev påvist et tilfælde af knowlesi-malaria, denne gang hos en rejsende hjemvendt fra Indonesien. Der var i begge tilfælde formentlig tale om danske turistrejsende. Diagnosen P. knowlesi kan alene stilles ved molekylære metoder, som i stigende grad anvendes til diagnostik af malaria i danske mikrobiologiske laboratorier. Samtidig tyder data fra Sydøstasien på, at P. knowlesi er mere udbredt end tidligere antaget. Det er vigtigt at være opmærksom på denne ekstra malariarisiko for rejsende, særligt ved ophold med overnatning i jungleområder, endskønt risikoen samlet set er lav.
Denne opgørelse er også omtalt i EPI-NYT 25/2026