Hiv 2024
Hiv 2024
- I 2024 blev der anmeldt 103 personer med nydiagnosticeret hiv, samt 99 personer, der allerede var diagnosticeret i udlandet.
- Blandt de nydiagnosticerede var 65 enten danskere smittet i Danmark eller i udlandet, eller indvandrere smittet efter ankomsten til Danmark. De resterende 38 var indvandrere smittet før ankomsten til Danmark. Disse 38 kunne derfor ikke være nået med danske hiv-forebyggelsestiltag.
- Blandt de nydiagnosticerede var 26 mænd, der har sex med mænd (MSM) og 61 heteroseksuelt smittede (HTX), hvoraf 36 var mænd, og 25 var kvinder (heriblandt to transkvinder). De resterende 16 var anmeldt med anden (4) eller uoplyst smittemåde (12).
- 69 % af MSM og 42 % af HTX var smittet i Danmark.
- Blandt nydiagnosticerede MSM var 58 % indvandrede. Andelen var 49 % for HTX.
- Blandt MSM var 31 % sent testet. Det samme gjaldt for 66 % af HTX.
- Indvandrere, asylansøgere m.m. bør testes for hiv hurtigst muligt efter ankomsten til Danmark. Dette giver mulighed for hurtig behandling af hiv-positive og nedsætter risiko for videresmitte.
- Alle MSM, der ikke har kendt hiv, bør testes for hiv én gang om året. Desuden bør MSM, som har et aktivt sexliv, og som ikke konsekvent bruger kondom, testes for hiv og andre kønssygdomme hyppigere, fx hver 3. måned og eventuelt tilbydes PrEP (Pre Exposure Prophylaxis, hiv-medicin, der tages før eksposition). PrEP har vist sig at yde den suverænt bedste forebyggelse mod hiv, og kan tages til indtægt for den stærkt faldende forekomst af hiv blandt MSM i Danmark.
- Behandling straks efter diagnosen gør, at personer, der er erkendt hiv-positive, ikke udgør nogen risiko for videre transmission af hiv, idet velbehandlede hiv-positive ikke kan smitte.
- Forebyggelse af hiv-smitte inkluderer:
• Kondombrug.
• TasP (Treatment as Prevention, dvs. kun ubeskyttet sex med hiv-positive personer, der vides at være i effektiv behandling).
• PrEP (Pre Exposure Prophylaxis, hiv-medicin, der tages før eksposition).
• PEP (Post Exposure Prophylaxis, hiv-medicin der tages umiddelbart efter eksposition).- Hiv-resistensforekomsten har ikke ændret sig væsentligt de senere år. Resistens mod non-nukleosidhæmmere (NNRTI-resistens) er langt den hyppigst forekommende.
- Ingen af de 150 patienter, der var undersøgt for resistens, havde resistens med en resistenscore ≥15 imod både emtricitabine (FTC) og tenofovir (TDF), de to nukleosidhæmmere (NRTI) som PrEP (Truvada®) består af. Dog blev der fundet tre personer med henholdsvis TDF-resistens og tre personer med FTC-resistens.
I 2024 blev der anmeldt 202 tilfælde af hiv, heraf 135 mænd og 67 kvinder (herunder fire transkvinder), tabel 1.

I 2024 var medianalderen for mænd 41 år (spændvidde 14-74 år) og for kvinder ligeledes 41 år (spændvidde 25-68 år).
Blandt de 202 anmeldte tilfælde var 99 personer (49 %) tidligere diagnosticeret med hiv i udlandet, heraf var to danskfødte og 34 fra Ukraine. Tyve af de anmeldte ukrainere var allerede diagnosticeret med hiv før ankomsten til Danmark, mens 14 først blev diagnosticeret efter ankomsten.
Der blev i 2024 ikke anmeldt børn, der var smittet i Danmark.

Herkomst, smitteland og smittemåde blandt nydiagnosticerede
Blandt de 103, der var diagnosticeret med hiv for første gang, var 51 (50 %) født i Danmark, og 52 (50 %) var født i udlandet, herunder to turister.
Der var anmeldt 26 mænd, der har sex med mænd (MSM), 36 mænd der har sex med kvinder (MSK) og 25 kvinder som har sex med mænd, herunder to transkvinder (KSM). Herudover var fire personer anmeldt med andre smittemåder (i.v. stofbrug, tatovering i udlandet eller mor-barn-smitte i udlandet) og 12 var anmeldt med ukendt smittevej, heraf fire født i Danmark og otte født i udlandet.
Ud af de 26 MSM var 10 (38 %) født i Danmark og smittet i Danmark, otte (31 %) var født i udlandet og smittet efter ankomsten til Danmark, fem (2 %) var født i Danmark og smittet i udlandet. De sidste tre (12 %) var født i udlandet og smittet før ankomsten til Danmark.
De 26 nydiagnosticerede MSM er endnu færre, end der blev registreret sidste år (hvor tallet var 39), og er det laveste antal MSM, der er registreret, siden overvågningen af hiv begyndte i 1990.
Blandt 59 heteroseksuelt smittede (HTX) var 20 (34 %) født i Danmark og smittet i Danmark, fem (8 %) var født i udlandet og smittet efter ankomsten til Danmark, mens ti (17 %) var født i Danmark og smittet i udlandet, heraf fire i Thailand. De sidste 24 (41 %) var født i udlandet og smittet før ankomsten til Danmark.
Tilsammen udgør 65 personer (63 %), der var født i Danmark og eller smittet i Danmark det antal, for hvem forebyggelsesindsatsen i Danmark ikke har slået til. De sidste 38 personer (37 %) var født i udlandet og smittet før ankomsten til Danmark.

Graviditet
Der blev i 2024 fundet tre gravide kvinder med hiv, alle født i udlandet. Alle tre blev fundet hiv-positive via gravidscreeningen. Ud over disse tre med ny-diagnosticeret hiv, blev der i gravidscreeningen fundet 16 kvinder med kendt, velbehandlet hiv.


CD4-tal ved diagnosen – sent testede
Blandt de 103 personer diagnosticeret med hiv for første gang i 2024, forelå der hos 99 (96 %) oplysninger om CD4-tal ved diagnosen og/eller oplysninger om nylig smitte (nylig negativ test og/eller akut hiv-sygdom) eller oplysning om aids ved diagnosen. For de sidste fire kunne disse oplysninger ikke indhentes.
CD4-tallet er en markør for hiv-virus’ påvirkning af det cellulære immunforsvar. Alle, der diagnosticeres med hiv, tilbydes at begynde behandling med det samme, uanset CD4-tal ved diagnosen. CD4-tal under 350 og/eller aids på diagnosetidspunktet anvendes i denne opgørelse fortsat som markør for sent testede. Omvendt kan CD4-tallet ved diagnosen være meget lavt, hvis personen bliver testet kort efter smitten er sket, og kan derfor fejlagtigt opfattes som ”sen-tester” på baggrund af CD4-tallet. Når en person anmeldes med hiv til den nationale overvågning på Statens Serum Institut (SSI), spørges der derfor specifikt til oplysninger, der kan vise, om det drejer sig om en nysmittet person med lavt CD4-tal (symptomer på akut hiv, nylig negativ hiv-test m.m.).
Blandt de 99 personer med oplyst CD4-tal på diagnosetidspunktet havde 59 (60 %) et CD4-tal lavere end 350 celler pr. µl og/eller var diagnosticeret med aids, mens 40 (40 %) havde CD4-tal på 350 eller derover eller var diagnosticeret med akut hiv.
Andelen af sent testede er steget sideløbende med at antallet af nye diagnoser er faldet (andelen var mellem 47 % og 55 % i 2018-2021 og 56 – 60 % i 2022-2023).
I alt 98 var anmeldt med såvel CD4-tal som herkomst og smittemåde. Der er forskel på andelen af sent testede, beroende på smittemåde og herkomst. Blandt alle MSM var andelen af sent testede 31 % (otte ud af 26). Blandt MSM født i udlandet var andelen af sent testede 45 % (fem ud af 11) i 2024, mens den var 20 % (tre ud af 15) for MSM født i Danmark. Der er fortsat færre og færre danske MSM, der bliver diagnosticeret med hiv, og tallene er for små til at udsige noget om betydningen af disse forskelle.
Blandt HTX er billedet lidt tydeligere, idet 58 % (18 ud af 31) danskfødte var sent testet, og 75 % (21 ud af 28) født i udlandet var sent testet.
Alle de fire, som var anmeldt med anden smittemåde var sent testet. Ud af ti anmeldt uden kendt smittemåde, men med oplysninger om CD4-tal, var de otte (80 %) sent testet.
Figur 3 viser fordelingen af hhv. sent testede og ikke-sent testede, fordelt på herkomst og smittegrupper.

Forebyggelsespotentialer
Gennem en årrække er antallet af nye hiv-diagnoser i Danmark faldet. Medvirkende hertil er den hyppige testning af især MSM, den tidlige behandlingsstart (TasP, Treatment as prevention), som forhindrer de behandlede hiv-positive i at smitte videre, og – især – PrEP (Pre Exposure Prophylaxis, hiv-medicin, der tages før eksposition, som tilbydes til MSM).
For yderligere at forhindre hiv-smitte blandt MSM, er det vigtigt, at den læge, der finder en MSM positiv for gonorré, syfilis eller klamydia/LGV, tester vedkommende for hiv, og – hvis han er hiv-negativ - tilbyder patienten PrEP. Sundhedsstyrelsen har i 2024 opdateret specialeplanen for infektionsmedicin, således at PrEP nu kan udleveres på hovedfunktionsniveau. Der kan for nogle MSM være en barriere mod selv at tage initiativ til at søge PrEP-behandling, hvorfor lægerne med fordel kan foreslå dette.
Ligeledes kan det at være biseksuel muligvis have en negativ indflydelse på patientens initiativ til at søge såvel hiv-test som PrEP-behandling, hvilket personalet på test-stederne også bør være opmærksomme på.
Hvad angår heteroseksuelt overført hiv, er det især vigtigt at teste indvandrere fra lande med høj forekomst af hiv hurtigt efter ankomsten. Sundhedsstyrelses vejledning fra 2013 anfører, at personer fra Afrika, Asien, Sydamerika og Østeuropa bør overvejes hiv-testet ved første kontakt med sundhedsvæsenet, uanset årsag til kontakten.
Det kan være vanskeligt at identificere personer i risiko for hiv-smitte blandt danskfødte heteroseksuelle.
Der er dog nogle muligheder for at forebygge smitte i denne gruppe. Det kan være enlige, der tager på ”sex-ferie” til Østen eller Afrika, eller personer der frekventerer swingerklubber.
For at forebygge videresmitte fra personer med ikke-erkendt hiv, skal lægerne endvidere være opmærksomme på patienter med såkaldt signal-sygdomme/indikator-sygdomme, for eksempel hepatitis (A, B, C), analkræft m.m.
Aids
I 2024 blev 23 af de 103 nydiagnosticerede med hiv (22 %) anmeldt med aids, idet de blev diagnosticeret med en aids-definerende sygdom samtidig med hiv-diagnosen. Heriblandt var 11 HTX, fire MSM, to personer med anden og seks personer uden oplyst smittemåde. Den hyppigste aids-definerende diagnose var pneumocystis jirovecii-pneumoni.
I alt 41 hiv-anmeldte personer døde i 2024. Blandt disse var fire diagnosticeret i 2024, to i 2023, og de resterende men mellem 1989 og 2016. Da oplysninger i Dødsårsagsregisteret udkommer med mindst et års forsinkelse, er det ikke muligt i løbet af det aktuelle dødsår at vurdere, hvilken andel af de afdøde, der døde af en hiv-relateret sygdom, og hvem der døde af noget andet. Retrospektivt er det dog erfaringen, at ca. en fjerdedel af dødsfald hos hiv-positive har en hiv-relateret årsag.
Checkpoint
Checkpoint er AIDS-fondets testklinikker i København, Gentofte, Frederiksberg, Aalborg, Århus og Odense for LGBT+ personer og andre i høj risiko for hiv, hvor man både med og uden forudgående aftale kan blive testet for blandt andet hiv og syfilis og få svar med det samme. I alt testede tre mænd og én transkvinde positiv for hiv for første gang, én var danskfødt, de øvrige født i udlandet.
Resistens blandt behandlingsnaive personer med ny-diagnosticeret hiv
Sektion for Virus Genomics på SSI har opgjort alle hiv-1-smittede, der indgår i den nationale overvågning i perioden 01.11.2023–17.08.2025. Perioden dækker alle prøver til resistensbestemmelse, siden indsendelse blev gjort obligatorisk i november 2023 (jf. Bekendtgørelse om anmeldelse af smitsomme sygdomme). I alt blev der i perioden anmeldt 318 patienter med hiv-1, hvoraf der blev indsendt prøver fra 236 (74,2 %). En større andel af disse (26,4 %) kunne ikke analyseres pga. lav virusmængde eller andre eksklusionsårsager, og analyserne omfattede derfor 152 af de 318 anmeldte personer (47,8 %). Heraf blev 150 undersøgt i pol-genet, 40 i både pol- og integrase-genet samt to udelukkende i integrase-genet. I alt var 65 af de anmeldte personer smittet i Danmark, 75 var smittet i udlandet og for ti var smittelandet ukendt.
Til vurdering af resistens er ECDC’s definition af pre-treatment drug resistance (PDR) anvendt. Ifølge definitionen omfatter PDR alle tilfælde af behandlingsrelevant resistens med en score ≥15 ifølge Stanford HIVdb-algoritmen version 9.8. Resistens er undersøgt for de fire hovedklasser af antiretrovirale lægemidler anvendt i HAART: non-nukleosid-hæmmere (NNRTI), nukleosid-hæmmere (NRTI), protease-hæmmere (PI) og integrase-hæmmere (INSTI). Genotyperne i denne opgørelse er bestemt med COMET version 2.4.
For pol-genet (PI, NRTI og NNRTI) var den samlede PDR-prævalens 13,3 % (20/150) i perioden. For at tage højde for, at enkelte prøver kan være taget efter behandlingsstart, sammenlignedes prøver med og uden resistens ≤14 dage mellem estimeret diagnosetidspunkt og prøvetagningsdato (15/130; 11,5 %) med prøver >14 dage (5/20; 25,0 %); forskellen var ikke statistisk signifikant (Fisher’s exact test, p>0.05).
NNRTI-resistens var langt den hyppigst forekommende og sås blandt 17 af de 20 tilfælde, hvoraf ti havde NNRTI-resistens alene, mens fem havde NRTI+NNRTI-resistens og to havde henholdsvis NRTI+NNRTI+INSTI- og PI+NNRTI-resistens. Derudover sås der ét tilfælde af NRTI-resistens og to tilfælde af PI-resistens alene. Der sås ingen separate tilfælde af INSTI-resistens i de 42 analyserede prøver.
Blandt de smittede i Danmark, var der resistens hos syv af 65 (10,8 %) og blandt de smittede i udlandet havde 13 af 75 (17,3 %) resistens, mens der ikke sås resistens blandt de ti med ukendt smitteland. NNRTI-resistens var hyppigst både blandt de smittede i Danmark (seks af syv), og blandt dem der var smittet i udlandet (11 af 13).
Der ses ikke nogen signifikant forskel (Fisher’s exact test, p>0.05) i resistens hos smittede i Danmark eller i udlandet, ligesom der heller ikke ses nogen forskel i den overordnede forekomst af resistens i forhold til sidste års opgørelse (Hiv 2023).
Sundhedsstyrelsen anbefaler Pre Exposure Prophylaxis (PrEP) til brug for personer i særlige risikogrupper. PrEP (Truvada®) består af de to nukleosidhæmmere (NRTI): emtricitabine (FTC) og tenofovir (TDF). Blandt de nydiagnosticerede var der i perioden tre personer med TDF-resistens og tre personer med FTC-resistens (HIVdb score ≥ 15). De tre med TDF-resistens havde alle et potentielt lavt niveau af resistens (HIVdb score 10) imod FTC. Dog havde ingen af personerne resistens med en HIVdb score ≥ 15 imod både FTC og TDF. Det vurderes, at ingen af disse personer har modtaget PrEP.
HIV-1‐subtyper blandt nydiagnosticerede patienter
Blandt nydiagnosticerede personer, der var smittet i Danmark, figur 4, steg subtype B fra 25 % i 2023 til 52 % i 2025, mens CRF01 faldt fra 37 % i 2023 til 10 % i 2025. Ukendte rekombinanter blev ikke set konstant henover perioden, men var de næsthyppigste med 16 % i 2025.

For personer smittet i udlandet, figur 5, var subtype A6 dominerende i både 2023 og 2024, men den er endnu ikke set i 2025. Her var i stedet CRF01 den hyppigste. Subtype A6, som bl.a. dominerer i Ukraine, kan bære den kompensatoriske mutation L74I i integrase-genet, der kan fremme resistens mod INSTI. Mutationen blev påvist i samtlige A6-integrase-sekvenser, som udgjorde otte af de 42 sekvenserede. Derudover forekom L74I sporadisk i subtype B og F1.

Der har i periodens løb været en løbende kontakt mellem SSI, de infektionsmedicinske og klinisk mikrobiologiske afdelinger om indsendelse af prøver i forhold til den nye bekendtgørelse om overvågning af hiv-1 resistens. For praktisk information om prøveindsendelse, afgrænsning og ordrekoder henvises til side 42 i håndbogen. Alle prøver fra ny anmeldte hiv-1-patienter skal indsendes til ordrekoden R-2060 før behandlingsopstart i Danmark.
Indhentning og opdatering af epidemiologiske oplysninger sker løbende mellem EPI-NYT-udgivelser, og der kan derfor forekomme ændringer i data fra rapport til rapport. Integrase-dækningen blev først indført i september 2024 og er derfor stadig relativt lav. Tilsvarende var dækningen af pol-genet lav i 2023, da ordningen først begyndte i november, ligesom tallene for 2025 er foreløbige.
Denne årsopgørelse er også omtalt i EPI-NYT 49a/2025.