Hepatitis B, akut og kronisk - opgørelse over sygdomsforekomst 2024

Årsopgørelse for hepatitis B i Danmark 2024

I 2024 modtog Afdeling for Infektionsepidemiologi og Forebyggelse i alt 133 anmeldelser af hepatitis B.

Akut hepatitis B

I 2024 blev 17 personer anmeldt med akut hepatitis B (4 kvinder og 13 mænd). Medianalderen var 46 år (spændvidde 19-80 år). Alle 17 tilfælde var blandt danskfødte, heraf 2 med tilknytning til et andet land. Ti personer var smittet i Danmark, mens de resterende var smittet i udlandet. Den hyppigste smittemåde var seksuel smitte: 11 tilfælde blandt heteroseksuelle og 2 blandt mænd, der har sex med mænd (MSM).

Figur 1. Antal anmeldte tilfælde af akut- og kronisk hepatitis B, 2015-2024

Kronisk hepatitis B

I 2024 blev der anmeldt 116 tilfælde af kronisk hepatitis B. Til sammenligning blev der anmeldt 99 tilfælde i 2023, tabel 1.

Tabel 1. Antal personer anmeldt med kronisk hepatitis B samt incidens pr. 100.000, fordelt på region og landsdel, 2023-2024

Medianalderen var 37 år (spændvidde 22-78 år), 36 år (spændvidde 22-78 år) for kvinder og 38 år (spændvidde 22-69 år) for mænd. Kvinder udgjorde 54 % af de anmeldte tilfælde af kronisk hepatitis B. Det bør bemærkes, at overvægten af kvinder anmeldt med kronisk hepatitis B er påvirket er den systematiske screening af gravide.

Formodet smittekilde og smitteland

Langt størstedelen af de anmeldte tilfælde af kronisk hepatitis B var af udenlandsk herkomst (97 %). De hyppigste herkomstlande var Rumænien, Kina, Tyrkiet, Vietnam, Syrien, Thailand og Afghanistan.

Over halvdelen (66 tilfælde, 57 %) af de anmeldte tilfælde af kronisk hepatitis B var anmeldt som smittet ved fødslen. Tre af de 66 tilfælde, som var vurderet smittet ved fødslen, var smittet i Danmark før indførelsen af den generelle screening af gravide i november 2005. De resterende 63 tilfælde var født i udlandet, fordelt på 25 forskellige lande. Medianalderen for de tilfælde, der var vurderet som smittet ved fødslen, var 34 år (spændvidde 19-78 år).

I alt var 48 % af kvinderne (33 kvinder) blevet fundet gennem den generelle screening af gravide. Én kvinde var født i Danmark, mens de resterende var født i udlandet. Størstedelen af disse var af den anmeldende læge vurderet smittet ved fødslen.

Ét tilfælde var anmeldt som nosokomielt smittet (smitte pådraget i hospitalsmiljø) i udlandet. Ingen var nosokomielt smittet i Danmark.

Fem tilfælde var anmeldt som seksuelt smittet (både Danmark og udlandet).

Der sås ingen tilfælde, som var smittet ved intravenøst stofbrug.

Otte tilfælde var anmeldt som smittet på anden vis, alle smittet i udlandet.

For de resterende 36 tilfælde (31 %) var smittemåde ikke oplyst.

Denne opgørelse er også omtalt i EPI-NYT 44/2025.