Toxoplasmose
Toxoplasmose skyldes parasitten Toxoplasma gondii. Parasitten har været kendt i mere end 100 år og kan være årsag til erhvervet toxoplasmose, der som regel er en mild febersygdom, og i sjældne tilfælde medfødt toxoplasmose, der kan medføre alvorlig sygdom.
Hos smittede personer findes der to stadier af parasitten; et hurtigt delende stadie (tachyzoitter) og et vævscystestadie (bradyzoitter). Det er primært i det hurtigt delende stadie, at man kan opleve sygdomstegn som fx hævede lymfeknuder eller let feber i forbindelse med den primære smitte. Personer med kraftigt nedsat immunsystem som fx AIDS, kan få mere markante symptomer som fx et meningitis-lignende sygdomsbillede.
Vævscysterne giver anledning til livslang smitte, der ofte går ubemærket hen, men hvor infektionen kan blusse op igen, såfremt immunsystemet kraftigt svækkes af anden sygdom eller fx i forbindelse med behandling for cancer, transplantation eller lignende.
Den præcise andel af personer, der er smittet med parasitten i Danmark kendes ikke, men hos kvinder i den fødedygtige alder er det fundet, at ca. 27% er smittet. Det forhold, at det er en smitte man ofte "spiser" sig til, og at infektionen er livslang, gør, at andelen af personer, der er smittet, vil være stigende med alderen.
Hvis gravide smittes for første gang under graviditeten, kan parasitten overføres til barnet, som kan få øjenskader og/eller hjerneskader som hydrocephalus. Som oftest fødes barnet uden symptomer. Børn med medfødt toxoplasmose har senere i livet en øget risiko for at få en aktivering af infektionen, ofte i form af nethindebetændelse i øjnene (chorioretinitis).
Det er ikke alle nyligt smittede gravide, der overfører infektionen til deres foster. Andelen af ufødte, der smittes i graviditeten, er i 13. graviditetsuge omkring 10% og i 36. graviditetsuge 72%. Risikoen for smitte fra den gravide til det ufødte barn er således størst i det sidste trimester og mindst i det første trimester. Til gengæld er risikoen for symptomer af den medfødte infektion større, jo tidligere i graviditeten fostret er blevet smittet.
Symptomer
De fleste infektioner forløber uden symptomer, men hos en mindre del ses hævede lymfeknuder, typisk på halsen og i enkelte tilfælde udslæt, træthed og feber.
Hos personer med nedsat immunforsvar kan der i sjældne tilfælde opstå hjerne-, hjerte-, øjen- og leverbetændelse.
Hvis gravide smittes for første gang under graviditeten, kan parasitten overføres til barnet. Dette kan give anledning til medfødt (kongenit) toxoplasmose. Fra 1999-2007 blev alle nyfødte tilbudt screening for medfødt toxoplasmose, og her blev fundet mellem 9 og 19 børn årligt. Ca. 1 barn per 1-2 år vil få svære hjerneskader. De øvrige smittede børn har primært kraftigt forøget risiko for at udvikle nethindebetændelse i barne- og ungdomsårene med evt. nedsat syn eller blindhed til følge. Skaderne er ofte kun på det ene øje. Der findes behandling, der kan hæmme det hurtigt delende stadie, mens der ikke findes nogen kendt behandling, der kan fjerne cystestadiet og dermed parasitten fra inficerede mennesker.
Inaktiv læsion efter chorioretinitis (nethindebetændelse) hos barn født med toxoplasmose.
Årsag
Toxoplasmose skyldes infektion med parasitten Toxoplasma gondii.
Smitteveje
Parasitten T. gondii har tre udviklingsstadier, der alle kan medføre smitte af mennesker. De tre udviklingsstadier er:
1. Oocysten
Kattedyr er hovedvært og den eneste dyregruppe, der udskiller oocyster, og dette sker med afføring. Oocysterne er meget modstandsdygtige og kan findes spredt i omgivelserne, fx. i jorden, sandkasser, køkkenhaver og i græsset. Oocysterne kan også findes indendørs i huset eller i stalde. Når en kat bliver inficeret, udskiller den op til 10 millioner oocyster over en periode på 2 uger. Men den enkelte kat kan formentligt kun udskille oocyster over en kort periode og kun én gang i sit liv. Oocysterne bliver infektiøse 1-5 dage efter udskillelsen, de kan spredes med overfladevand, og de kan overleve i op til et år. Dette forklarer, hvorfor kontakt med jord, vand og kontaminerede grønsager kan udgøre en større smitterisiko end kontakt med katte.
2. Vævscyster
En hovedsmittekilde i vores del af verden skønnes at være vævscyster i muskulatur og organer fra Toxoplasma-smittede dyr, specielt fra svin, lam og vildt, i mindre grad fra oksekød og kyllinger. Cysterne findes i størst mængde i ikke-skeletmuskulatur. Indtagelse af råt/ikke gennemstegt kød er en væsentlig risikofaktor. Cysterne bliver ødelagt ved opvarmning til mere end 66°C i 3 minutter og ved nedfrysning til -20 °C. Rygning, saltning og bestråling vil også ødelægge cysterne.
3. Tachyzoiten
Dette stadie af parasitten findes ved akut infektion først og fremmest i blod og væv. Tachyzoiten ødelægges ved udtørring, frysning og ved kontakt med mavesyre. Selv om alle dyrearter kan få toxoplasmose, er der ikke nogen risiko for at blive smittet ved almindelig omgang med dyr og mennesker. Man kan således uden risiko omgås børn og voksne, der er smittet med toxoplasmose.
Smitte fra person til person er beskrevet ved organtransplantation og ved blodtransfusion.
Der er eksempler på smitte ved indtagelse af upasteuriseret mælk.
Livscyklus for parasitten Toxoplasma gondii.
Forebyggelse
Gode råd om hvordan man kan undgå smitte med toxoplasmose:
- Undgå at spise råt eller ikke gennemstegt kød
- Det er meget vigtigt at have god hånd- og køkkenhygiejne
- Undgå at smage på fars ved madlavning
- Vask grønsager og frugt grundigt
- Benyt handsker ved kontakt med jord eller vask hænderne grundigt bagefter
- Undgå upasteuriseret mælk
- Undgå direkte kontakt med kattebakke - lad en anden person end den gravide tømme og skolde bakken hver dag
Behandling
Smittede personer med normal immunstatus behandles normalt ikke. Behandlingen af børn med medfødt toxoplasmose afhænger bl.a. af, om de har en aktiv infektion. Ved en aktiv infektion vil behandling altid blive tilrådet.
Særligt for sundhedsfagligt personale
Diagnostik
Mulig smitte med Toxoplasma gondii undersøges ved en blodprøve, der testes for specifikke IgG-antistoffer. Nylig smitte vil bl.a. vise sig ved specifikke IgM-/IgA-antistoffer, samt IgG-antistoffer med lav aviditet.
Tidsfastsættelse af smittetidspunkt fx i forbindelse med graviditet bør ske på et laboratorium der udfører de ovennævnte tests, fx Parasitologisk Speciallaboratorium på SSI.
Ved mistanke om cerebrale symptomer hos immunsvækkede der relaterer til toxoplasmose, kan der udføres PCR-undersøgelse af spinalvæske eller biopsier.
Behandling
Børn uden aktiv infektion:
Da der ikke med sikkerhed har kunnet påvises en gavnlig effekt af behandling af børn med medfødt toxoplasmose, vil det være en individuel afvejning, om behandling i disse tilfælde påbegyndes.
Børn født med en aktiv infektion:
Her vil behandling i alle tilfælde være tilrådet. Mistanke om aktiv infektion understøttes bl.a. ved hydrocephalus og/eller forhøjet proteinniveau i spinalvæsken og påvisning af parasitæmi, påvist ved PCR-analyse på blod eller spinalvæske. Behandlingen består af sulfadiazin (mixtur) og pyrimethamin (mixtur) plus folinintabletter i 3-12 måneder. Færdigblandet sulfadiazin og pyrimethamin som mixtur kan bestilles gennem det lokale sygehusapotek fra Herlev sygehusapotek.
Behandlingsregime:
3-12 måneders behandling med pyrimethamin, sulfadiazin og folininsyre. Pyrimethamin, mixtur (1 mg/mL): 2 mg/kg den første dag, derefter 1 mg/kg/dag. Max dosis 25 mg/dag. Sulfadiazin, mixtur (50 mg/mL): 50-100 mg/kg/dag svarende til 1-2 mL/kg/dag fordelt på 2 doser. Levofolinsyre, tabletter à 7,5 mg: 1 tabl to gange ugentligt.
Regimet suppleres med prednison 1-2 mg/kg, såfremt der er tegn på aktiv CNS-affektion eller aktiv chorioretinit med truet syn. Som hovedregel skal prednison altid gives sammen med sulfadiazin og pyrimethamin og aldrig alene.
Diagnostiske undersøgelser
Toxoplasma gondii antistof (IgG, IgM, evt. IgA), udvidet (R-nr. 380)Toxoplasma gondii (immunblot, blodprøve fra nyfødte) (R-nr. 300)
Toxoplasma gondii (DNA) (R-nr. 083)