Meningokoksygdom

Meningitis

Meningokokmeningitis kan udvikle sig i løbet af få timer. Der vil typisk være kraftig hovedpine, kvalme og opkastninger samt høj feber (39-40 °C). Ofte er der ét eller flere af følgende faresignaler: Nakkestivhed, dvs. det er vanskeligt og smertefuldt at bøje fremover i nakken, påvirket almentilstand og sløret bevidsthedsniveau.

Blodforgiftning

Hvis der er meningokokker i blodet, kan der opstå petekkier (småblødninger i huden på størrelse med et knappenålshoved), blødninger i indre organer (fx binyrerne) og ledbetændelse. Man kan kende en petekkie på, at den ikke forsvinder, hvis man trykker på den med en gennemsigtig genstand. Typisk er der feber, lavt blodtryk og hurtig puls. Meningokoksygdom kan optræde med atypisk præsentation, fx med mave-tarm-symptomer, især diarré.

De vigtigste sygdomme, der kan forårsages af meningokokker, er meningitis og blodforgiftning. Disse sygdomme kan optræde enkeltvis eller samtidigt og kaldes under ét invasiv meningokoksygdom.

Meningokokker smitter ved direkte kontakt og ved dråbespredning fra næsesvælget. Meningokokker kan optræde som rask bærertilstand i næsesvælget (nasopharynx) hos 5–40 %, hvorfra de kan spredes i kroppen via blodet og forårsage sygdom. Færre end 1 % af bærere vil udvikle meningokoksygdom.

Inkubationstiden er 2-10 dage, hyppigst 3-4 dage. Man kan smitte, så længe man har meningokokker i næsesvælget. Der er dog aldrig grund til at forsøge at lede efter eller behandle personer, der er raske bærere.

Nære kontakter til patienter med mistænkt eller påvist meningokoksygdom tilbydes forebyggende behandling (profylakse) med antibiotika (typisk ciprofloxacin) og eventuelt vaccination. Der skal ikke først foretages undersøgelse, for at se om de er bærere, og der skal heller ikke kontrolundersøges efter behandling eller vaccination.

Nære kontakter er personer, der har sovet under samme tag som patienten inden for 10 dage før sygdomsdebut eller er "kyssekæreste" med patienten.

Hvem, der tilbydes forebyggende behandling, afgøres af overlæge i Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS), som også kan vælge at udvide personkredsen efter en konkret vurdering.
Det er ligeledes overlæge i STPS, som træffer beslutning om og iværksætter information til vagtlæger, institutioner mv.

Der er i Danmark forskellige vacciner mod meningokokker. Nogle vacciner er rettet mod gruppe A, C, W og Y, (Menveo og Nimenrix) og en er rettet mod gruppe B (Bexsero). Når der er foretaget gruppebestemmelse af de påviste meningokokker, kan overlægen i STPS tage stilling til vaccination af personer, der har haft kontakt med et tilfælde. Vaccinen udleveres af Statens Serum Institut (SSI).

Ved rejser til lande i perioder hvor der er høj forekomst af meningokoksygdom, anbefales vaccination mod meningokokker af gruppe A, C, W og Y.

Vaccination mod meningokokker indgår ikke i det danske vaccinationsprogram. Man kan vælge selv at betale for vaccination mod meningokoksygdom.

Der gives høje doser penicillin via indsprøjtning. I Danmark er meningokokkerne næsten altid fuldt følsomme for penicillin, mens der i visse andre lande forekommer resistens.

Meldepligt

Meningokoksygdom er en Liste A sygdom, der skal anmeldes telefonisk til Styrelsen for Patientsikkerhed (STPS) samt elektronisk via Sundhedsdatastyrelsens Elektroniske Indberetningssystem (SEI2) til STPS og Statens Serum Institut (SSI).

Vaccination

Der er registreret to vacciner til beskyttelse mod meningokoksygdom af gruppe A, C, W og Y, Nimenrix® og Menveo®, og en vaccine til beskyttelse mod meningokoksygdom af gruppe B, Bexsero®.

Se vaccineleksikonet for flere detaljer om vaccinerne.

For information om, hvorvidt vaccinerne kan bruges som postekspositionsprofylakse til nære kontakter til smittede med meningokoksygdom, se invasiv meningokoksygdom, postekspositionsprofylakse. Det er STPS der træffer afgørelse om iværksættelse af behandling af kontakter, mens det er SSI der udleverer vaccinerne.

Diagnostik

Ved mistanke om meningokoksygdom tages blodprøver med henblik på dyrkning og PCR for meningokokker og ved mistanke om meningitis udføres lumbalpunktur. Spinalvæsken undersøges med mikroskopi, dyrkning og PCR. Desuden tælles mængden og arten af leukocytter, og der foretages måling af sukker- og proteinkoncentration

Især hvis der er påbegyndt antibiotikabehandling inden prøvetagning, kan mikroskopi og dyrkning være uden sikre tegn på bakterier. I disse situationer kan diagnosen ofte stilles ved PCR og undertiden ved at måle meningokokantistoffer i blodet; disse udvikles dog først i anden sygdomsuge.

Der bør desuden tages en svælgpodning med henblik på undersøgelse for meningokokker. Hvis der er hudblødninger (petekkier) kan en af disse sendes til undersøgelse.

SSI foretager gruppebestemmelse med PCR af indsendte meningokokisolater og efterfølgende genotypebestemmelse med helgenomsekventering (WGS). Herved kan det vurderes, om meningokokisolater fra forskellige patienter er beslægtede, dvs. om der muligvis foreligger smittekæder. Hvis der ikke foreligger et isolat, dvs. positive dyrkninger, kan der ikke foretages WGS, men i reglen kan man foretage PCR-baseret gruppebestemmelse ud fra dyrkningsnegativt materiale.

 

Diagnostiske undersøgelser

Meningitis, pneumo/meningokok (DNA) (R-nr. 108)