Lussingesyge

Lussingesyge skyldes en infektion med parvovirus B19. Det er ofte en mild børnesygdom, og mange vil ikke mærke, at de er smittet. Lussingesyge, der er udbredt i hele verden, kaldes også den femte børnesygdom eller erythema infectiosum.

Senest redigeret den 7. maj 2025

Børn kan få et kraftigt, rødt udslæt på kinderne, deraf navnet lussingesyge. Voksne får sjældent udslæt, men især kvinder kan opleve ledsmerter. Gravide, der er smittet med parvovirus, kan overføre virus til barnet. Det kan i enkelte tilfælde føre til fosterdød.

Lussingesyge optræder først og fremmest blandt børn på 4-10 år. Ved 20-årsalderen har ca. 2/3 af alle danskere været smittet.

Infektionen efterlader livsvarig immunitet, så er man smittet en gang, kan man ikke få sygdommen igen.

I Danmark forekommer infektionen på et stabilt, men lavt niveau, dog ses der egentlige forårsepidemier ca. hvert tredje år. 

Synonymer: Erythema infectiosum, Parvovirus B19 infektion, Den 5. børnesygdom

Symptomer

Sygdommen er mild, og 20-30 % af de smittede får ingen symptomer. Mange tilfælde af smitte sker således upåagtet. Et typisk tilfælde med symptomer starter med feber og lidt tør hoste i et par dage. Efter temperaturen er faldet, fremkommer et udslæt eventuelt sammen med, at der kommer let feber igen. Børn kan få et kraftigt, rødt udslæt på begge kinder. Der kan også komme et fintplettet udslæt på resten af kroppen.

Mange voksne får intet udslæt, men derimod ledsmerter – specielt hyppigt hos kvinder – lokaliseret symmetrisk til de små led i hænder og fingre. Symptomerne kan minde om begyndende leddegigt og kan vare i ugevis.

Hvis gravide smittes, kan infektionen ramme fostret ca. 3-4 uger efter den gravides infektion. Fostre smittet før 20. uge har øget risiko for fosterdød eller hydrops foetalis, hvor fostret blandt andet hæver op på grund af for meget vand i kroppen. Den samlede risiko, for
at en smittet gravid mister sit foster, er omkring 10 %. Ca. 90 % af de smittede fostre overlever således infektionen, og blandt disse er der aldrig konstateret senfølger eller misdannelser.

Hos patienter med et lavt antal røde blodlegemer på grund af jernmangel, blodsygdomme eller kroniske infektioner kan sygdommen have et mere alvorligt forløb, idet der kan komme et midlertidigt stop i produktionen af røde blodlegemer (aplastisk krise). Dette er dog en sjælden komplikation til parvovirusinfektion. Disse patienter kan også udskille virus længe og i stor mængde.

Årsag

Smitteveje

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine til forebyggelse af parvovirus B19-infektionen, og da sygdommen er smitsom og ofte forløber uden symptomer, indebærer enhver menneskelig kontakt en mulig smitterisiko. Det er ikke muligt helt at undgå smitte, men omhyggelig hygiejne, fx ved hyppig håndvask, kan dog formindske risikoen for smitte.

Sundhedsstyrelsen anbefaler ikke at gravide fraværsmeldes pga. parvovirus B19-infektion i omgivelserne, med mindre helt særlige grunde taler for det (som fx blodsygdom hos den gravide).

Behandling

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik

En sikker diagnose kan kun stilles ved hjælp af antistofundersøgelse. Det er ofte muligt med en parvovirus B19-antistofundersøgelse på en enkelt blodprøve at afgøre, om en person er modtagelig for infektionen, om man er blevet smittet, eller om man er immun. Hos gravide med risiko for at have været udsat for smitte, kan undersøgelsen gentages efter 2-3 uger, hvis den første prøve viser modtagelighed for infektionen.

Diagnostiske undersøgelser

Human parvovirus B19 (DNA) (R-nr. 233)
Human parvovirus B19 antistof (IgG, IgM) (R-nr. 221)
Human parvovirus B19 antistof (IgG) (R-nr. 222)