Leishmaniasis

Leishmaniasis er en infektion som kan give forskellige symptomer, afhængig af Leishmania art. Leishmania findes ikke i Danmark, men parasitten er ikke ualmindelig i Middelhavsområdet samt i tropiske og subtropiske regioner.

Leishmaniasis er en vektor-båren sygdom, dvs. at den overføres med insekter (sandfluer).

Infektionerne kan udvikle sig gradvist og viser sig først og fremmest ved kroniske sår på huden.

Symptomer

Leishmaniasis kan inddeles i tre hovedtyper afhængig af infektionen:

1. Visceral leishmaniasis (kala-azar)
Generel infektion med vægttab, træthed, blodmangel og ofte konstant, let feber. Hertil kommer stor milt og lever. Hos personer med immundefekter kan der ses et mere akut sygdomsbillede med høj feber, mavesmerter, hovedpine og svimmelhed. Ubehandlet er visceral leishmaniasis næsten altid dødelig.

2. Kutan leishmaniasis (’Orientbyld’)
Der dannes et eller flere sår, som heler langsomt op og efterlader ar. Sårene kan blive op til 6 cm i diameter, men er normalt mindre. Der er som regel hævede kanter og rødme omkring såret. Læsionerne kan sidde over hele kroppen, også i ansigtet. Kutan leishmaniasis kan inddeles i lokaliseret kutan leishmaniasis (LCL) og diffus kutan leishmaniasis (DCL). Kutan leishmaniasis kan i nogle tilfælde udvikle sig til viceral leishmaniasis, jf. tabel under Særligt for sundhedsfagligt personale.

3. Mukokutan leishmaniasis.
Navnet hentyder til, at slimhinderne fx. i næse og mundhule er påvirket. Sygdomsbilledet ses udelukkende i Syd- og Mellemamerika.

Årsag

Leishmaniasis skyldes infektion med den encellede parasit (protozo) Leishmania, hvoraf der findes flere arter forskellige steder i verden. De hyppigste arter omfatter Leishmania donavani, Leishmania tropica, Leishmania infantum, og Leishmania major.

Smitteveje

Leishmania overføres gennem bid af sandflue (af Phlebotomus- och Lutzomyia-slægterne). I Indien og Bangladesh er mennesker formentlig det vigtigste reservoir, men i andre områder udgør små gnavere, ræve og hunde et potentielt reservoir.

Forebyggelse

Beskyttelse mod bid af sandfluer.

Behandling

Behandling er en specialistopgave. Der findes flere virksomme midler der er rettet mod parasitten som fx natrium-stibogluconat. Visse svampemidler kan også have effekt.

Yderligere information om behandling findes på Centers for Disease Controls and Prevention's hjemmeside.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Forskning

Grundet få tilfælde i Danmark, er der ikke nogen videre forskning i gang vedr. leishmaniasis. Dog foretager SSI løbende artsbestemmelse af Leishmania fundet ved genus-specifik real-time PCR, først og fremmest fordi behandling afhænger af art, men også for at få mere information om, hvilke arter der inficerer danske rejsende, og hvor disse arter forekommer.

Diagnostik

Sår der ikke er helet op efter 3-4 uger hos patienter, der har været i subtroperne eller troperne, bør undersøges for kutan leishmanisis. Dette sker ved at undersøge en biopsi taget fra sårranden.

1. Visceral leishmaniasis: Påvisning af antistoffer mod Leishmania. Påvisning af Leishmania i aspirat fra knoglemarv eller lever ved PCR og/eller mikroskopi.

2. Kutan leishmaniasis: Påvisning af Leishmania i biopsi fra sårets kant ved PCR og/eller mikroskopi. Negativ antistoftest udelukker ikke kutan leishmaniasis.

3. Mukokutan leishmaniasis: Påvisning af Leishmania i biopsi fra sårets kant ved PCR og/eller mikroskopi. Påvisning af antistoffer mod Leishmania.

Tabel 1. Sygdomsfremkaldende Leishmania-arter med geografisk tilhørsforhold (efter Reithinger et al., 2007 samt Manson’s Tropical Diseases, 22. udgave, 2009, W.B. Saunders).

Sygdomsfremkaldende Leishmania-arter med geografisk tilhørsforhold

LCL = Lokaliseret kutan leishmaniasis
MCL = Mukokutan leishmaniasis
DCL = Diffus kutan leishmanisis
VL = Visceral leishmaniasis
*ved immunosuppression

Diagnostiske undersøgelser

Leishmania arter i blod, knoglemarv, indre organer og hud (DNA) (R-nr. 043)
Leishmania arter antistof (R-nr. 387)