Forskning i Dermatophytter

På SSI forsker vi i hyppigheden af alvorlige hudsvampeinfektioner og hvordan de kan påvises og behandles

Fokusområder og formål 

Baggrund

Dermatophytter, eller hudsvampe i daglig tale, er en gruppe af keratinofile skimmelsvampe, der giver infektion i keratinholdigt væv – det vil sige hud, hårbund og negle. Disse infektioner (også kaldet ringorm og neglesvamp) er banale men generende, og kræver for hår- og negleinfektions vedkommende tabletbehandling i flere uger. Nogle af hudsvampene smitter fra menneske til menneske, andre fra dyr til menneske. 

Da der ved enhver behandling er risiko for bivirkninger, og da korrekt diagnose er nødvendig for smitteopsporing, er det vigtigt, at den korrekte diagnose er stillet, før behandling påbegyndes. Dyrkning er en velkendt metode, men er langsommelig og kræver et erfarent laboratoriepersonale.

Dermatophyt infektion

Statens Serum Institut (SSI) har derfor udviklet en hurtig 5 timers test til diagnostik af hudsvampeinfektion, som i dag kan udføres på landets afdelinger. Desuden har SSI videreudviklet denne test, så der hurtigt kan opnås endelig information, ikke bare om, hvorvidt der er en infektion, men også præcis, hvilken hudsvampeart, der er årsag, uanset om denne er hyppig eller sjælden. Herigennem har SSI påvist en ny hudsvamp der foreløbigt hedder Trichophyton onychocola.

Epidemiologi og terbinafin resistens

SSI er primus motor i et internationalt projekt om resistens bestemmelse af dermatophytter. Dette er væsentligt da der indenfor de seneste år er set terbinafin resistens i T. rubrum (den hyppigste årsag til fod- og neglesvamp) også her i landet, og da terbinafin resistens er hyppig i T. interdigitale blandt andet i Asien med importerede tilfælde her i landet som konsekvens. Dermatophytter er særdeles langsomt voksende og derfor er specielle metoder nødvendige.

Maiken Cavling Arendrup

Kontakt

Maiken Cavling Arendrup, Prof., Overlæge, Fagchef, PhD., Dr. Med., FESCMID, Bakterier, parasitter og svampe / Svampeforskning
T. 32683223 @. maca@ssi.dk Se profil