Uge 23/26 - 2025
Klamydia 2024
- I 2024 var antallet af laboratoriepåviste klamydiatilfælde 29.946.
- Antallet af undersøgelsesepisoder faldt med 7 % fra 2023 til 2024, og antallet af klamydiatilfælde faldt med 19 %.
- Mænd udgjorde 44 % af alle påviste klamydiatilfælde, mens positivraten var højere blandt mænd (12 %) end blandt kvinder (7 %).
- Incidensen af klamydia blandt unge i alderen 15-29 år faldt fortsat fra 2023 til 2024.
- 82 % af samtlige klamydiatilfælde forekom i aldersgruppen 15-29 år, hvilket er et fald med 4 procentpoint fra 2023.
- Mænd blev i 2024 testet betydeligt mindre end kvinder, 3.683 undersøgelsesepisoder pr. 100.000 mænd mod 7.979 undersøgelsesepisoder pr. 100.000 kvinder.
- I 2019 blev doxycyklin anbefalet til behandling af ukompliceret klamydia. Årsagen hertil var den høje forekomst af azithromycinresistens blandt Mycoplasma (M.) genitalium i Danmark, formodentlig fordi azithromycin indtil da blev anbefalet som standardbehandling af ukompliceret klamydia.
- Udtræk fra Receptregisteret tyder på, at azithromycin stadig anvendes som behandling af klamydia i cirka halvdelen af tilfældene. Forbruget bør nedsættes yderligere
Som i de forudgående år er data til udarbejdelsen af klamydiaopgørelsen for 2024 indhentet via Den danske mikrobiologidatabase (MiBa) og omfatter alle positive og negative undersøgelsesresultater for okulo-genital infektion forårsaget af Chlamydia (C.) trachomatis. I rapporten for 2024 angives flere steder tal fra 2023 til sammenligning. I 2024 blev metoden hvorved data vedrørende klamydia indhentes fra MiBa revideret og opdateret som led i en større indsats for standardiserede dataudtræk, med den største forskel på de to metoder værende at personer kan have mere end én negativ prøvetagningsepisode årligt, hvilket giver flere undersøgelsesepisoder og dermed påvirker positivrater fra tidligere rapporter væsentligt.
En detaljeret epidemiologisk beskrivelse af forekomsten af klamydia i 2024 kan læses her.
Siden 2022 er antallet af undersøgelsesepisoder for klamydia faldet med 4 %, og antallet af påviste klamydiatilfælde er faldet med 28 %. Positivraten er derudover faldet med 2,8 procentpoint til 8,5 %.
Bortset fra aldersgrupperne < 1 år og 40+ år undersøges mere end dobbelt så mange kvinder som mænd for klamydia. Imidlertid er positivraten blandt mænd højere end blandt kvinder i næsten alle aldersgrupper. I 2024 udgjorde mænds andel af påviste klamydiatilfælde 44 %, hvilket er en stigning på 2 procentpoint siden 2023.
I alt 82 % af samtlige klamydiatilfælde ses hos 15-29-årige. For mænd i denne aldersgruppe er antallet af undersøgte dog betydeligt lavere end for kvinder, hvorfor den forebyggende indsats bør styrkes med oplysning om sikker seksuel adfærd, samt partneropsporing ved påvist klamydia.
Der er ingen oplagt forklaring på det meget betydelige fald i forekomsten af klamydia. En pludseligt øget anvendelse af kondom forekommer ikke plausibel. En teoretisk mulighed er en reduceret tilbøjelighed til at have hastigt skiftende seksualpartnere, men der foreligger ingen data til at understøtte eller afvise dette.
Tidligere anbefalede man i Danmark i mange år azithromycin 1 g peroralt som éngangsdosis til behandling af ukompliceret klamydia. Imidlertid må dobbeltinfektion med C. trachomatis og M. genitalium antages at være relativt hyppig, og da man i Danmark fandt en væsentlig højere forekomst af azithromycinresistens blandt M. genitalium end i Sverige, hvor der til behandling af klamydia anvendes doxycyklin, besluttede man på SSI i 2019, EPI-NYT 38/2019, at ændre anbefalingen for behandling af klamydia. Førstevalgsbehandling af ukompliceret klamydia, inklusiv ukompliceret rektal klamydia, blev derefter peroral doxycyklin 100 mg x 2 i syv dage. Ved LGV i rektum anvendes samme dosis, men i 21 dage. Retningslinjer for behandling af klamydia hos gravide og hos personer med komplicerede klamydiatilfælde, herunder epididymit og salpingit, findes i Dansk Dermatologisk Selskabs vejledninger vedrørende Seksuelt Overførbare Infektioner.
(T.R. Pedersen, S. Hoffmann, Afdeling for Bakterier, Parasitter & Svampe, L. Nielsen, Dataintegration og -analyse)