PDF-ikonPrintikon

Stivkrampe

Stivkrampe skyldes infektion med en jordbakterie (Clostridium tetani), som findes næsten overalt på jorden. Bakterien danner et giftstof som kan resultere i en livstruende krampetilstand.

Kramper i ryggens muskler kan få patienten til at spænde op som en flitbue. Her gengivet af Charles Bell i maleriet Opisthotonus fra 1809.

Kramper i ryggens muskler kan få patienten til at spænde op som en flitbue. Her gengivet af Charles Bell i maleriet Opisthotonus fra 1809.

Bakterien vokser kun under iltfattige forhold, men  er desuden i stand til at overleve udtørring i meget lang tid, fordi den kan omdanne sig en sporeform. Bakterien danner et giftstof (toksin), som hæfter sig til nervetråde i såret og transporteres via nervebanerne til hjerne og rygmarv. Her blokerer det hæmmende signalstoffer i nervekontakter og forårsager derigennem stivhed i kroppens muskler.

Stivkrampe var tidligere en ret almindelig sygdom i Danmark, både blandt spædbørn og voksne, men hyppigheden faldt drastisk efter indførelse af vaccination mod sygdommen i 1950, og sygdommen er nu sjælden med 0-2 tilfælde årligt. Særligt ældre over 65 år, som måske aldrig er blevet vaccineret, er i risiko, hvis de får et forurenet sår. Infektionen smitter ikke mellem mennesker.

Se overvågningsdata for stivkrampe i Danmark.

Symptomer Ikon symptomer

Inkubationstiden, dvs. tiden fra man bliver smittet til man får symptomer, er typisk 3 til 14 dage, men kan mere sjældent være både kortere eller længere (op til 21 dage). Stivkrampe begynder ofte med muskelspasmer i ansigtet (trismus) og synkebesvær samtidig med stivhed eller smerte i musklerne omkring nakke, skuldre eller ryg. Spasmerne spreder sig hurtigt til maveregion samt overarme og lår. I klassiske tilfælde hos voksne kan patienten spænde ryggen som en flitsbue (opistotonus) og ansigtsudtrykket kan være spændt (risus sardonicus).

Hvis infektionen diagnosticeres og behandles tidligt, er helbredelse mulig. Det tager normalt mindst 4-6 uger at blive rask.

Neonatal stivkrampe (ekstremt sjælden i vestlige lande) giver lignende symptomer hos nyfødte. Neonatal stivkrampe kan opstå ved fødsler under dårlige sanitære forhold, især hvis navlesnoren bliver forurenet. Før vaccination blev indført, var stivkrampe en kendt årsag til død hos nyfødte.

Årsag

Stivkrampe forårsages af den anaerobe bakterie Clostridium tetani. Selve bakterien har kun ringe evne til at vokse i vævet, men den danner et kraftigt virkende toksin (giftstof).

Tetanustoksinet hæfter sig til nerver i sårområder og transporteres via nervebanerne til hjerne og rygmarv. Her hæmmer det den normale aktivitet af især de motoriske nerver ved at blokere for vigtige hæmmende signalstoffer i nervekontakterne (synapser). Dette forårsager kraftige sammentrækninger i den tværstribede muskulatur, mens den glatte muskulatur i fx hjerte og tarm ikke bliver påvirket.

Smitteveje Ikon smitteveje

Bakterien findes i støv og jord, og indgangsporten for infektionen er oftest et forurenet sår. Selv de mindste sår kan blive inficeret af tetanusbakterier, og af og til kan en indgangsport end ikke erkendes.

Ved en sårskade skal – hos tidligere grundvaccinerede - gives en revaccination mod tetanus, hvis sidste vaccination er mere end 10 år gammel. Hvis personen ikke er fuldt grundvaccineret, eller hvis læsionen er meget dyb og forurenet, skal der også gives injektion med specifikke antistoffer mod tetanus (tetanusantitoxin).

Stivkrampe er ikke smitsom mellem mennesker.

Forebyggelse Ikon forebyggelse

Alle ikke-sterile sår bør renses grundigt.

Vaccination mod stivkrampe indgår i børnevaccinationsprogrammet, idet den er en del af Di-Te-Ki-Pol/Hib-vaccinen, som gives ved henholdsvis 3, 5 og 12 måneders-alderen samt 5 års Di-Te-K-Pol-revaccinationen. Herefter anbefales revaccination (Di-Te) hvert 10. år.

Behandling Ikon behandling

Diagnosen stilles klinisk, dvs. på basis af de karakteristiske symptomer. Materiale fra såret skal undersøges med dyrkning, men dette må ikke forsinke iværksættelse af behandling.

Behandlingen foregår på et sygehus, normalt på en intensivafdeling. Der gives antibiotika for at dræbe bakterien og antitoksin for at neutralisere toksinet. Der behandles også med medicin for at kontrollere kramperne (spasmerne) og for at stoppe den abnorme nerveaktivitet, som ellers ville kunne skabe forstyrrelse i hjerterytme, blodtryk og kropstemperatur.

Der kan ikke forventes immunitet efter overstået infektion, hvorfor der altid anbefales at fuldende et påbegyndt vaccinationsprogram mod tetanus.

Særligt for sundhedsfagligt personale Ikon sundhedsfagligt personale

Risikovurdering af sårskader

Kirurgisk revision er af afgørende betydning, hvis risikoen for tetanus skal minimeres. Alle læsioner - selv de mindste - kan indebære risiko for tetanus.

Der er særlig stor risiko ved:

  • læsioner med devitaliseret væv - såvel åbne som tilsyneladende lukkede (fx hammerslag)
  • læsioner, som er perforerende (skudsår, stiksår, bidsår), og især hvor der er mistanke om fremmedlegemer (træsplinter, torne, søm)
  • læsioner efter 3. gradsforbrændinger (især forårsaget af ild) og 2. gradsforbrændinger, der er større end 3 % af legemets overflade
  • læsioner på underekstremiteter (især på fod og tæer), ulcus cruris
  • glatte snitlæsioner, hvor der foreligger forurening med jord, eller hvor der senere er opstået infektion
  • læsioner, der er mere end 5 timer gamle, når patienten kommer til behandling.

Diagnostik

Som nævnt er stilles diagnosen primært klinisk, og det er sjældent muligt at påvise bakterien eller antistoffer rettet mod toksinet hos en patient med stivkrampe. Man kan dog forsøge at finde bakterien i materiale fra et sår ved dyrkning under iltfattige forhold (anaerob dyrkning).

Vaccination og Behandling

I særlige situationer kan undersøgelse af immunitet i form af tilstrækkeligt niveau af antistoffer mod tetanustoksin være relevant. Til beskyttelse mod tetanustoksin kræves > 0,01 int.enh./ml serum. Er indholdet < 0,1 int.enh./ml serum, anbefales givet en eller flere injektioner af tetanusvaccine, afhængigt af patientens vaccinationshistorie.

Tetanus immunglobulin (TIG) bør forefindes på alle skadestuer/akutklinikker og evt. i almen praksis med lang køreafstand til nærmeste skadestue. TIG har en holdbarhed på ca. 2 år, og er et beredskabsprodukt som kan rekvireres gratis fra SSI til brug for post-exposure-behandling. Indikationsstilling og eventuel udlevering af tetanusantitoksin sker efter aftale med Afdeling for Infektionsepidemiologi.

Meldepligt

Hvis en læge mistænker stivkrampe og indleder behandling, skal tilfældet anmeldes på blanket 1515 til Statens Serum Institut. Dette gælder også de tilfælde, hvor der ikke er påvist tetanusbakterier (Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 1102 af 20. september 2007).

Diagnostiske undersøgelser

Sidst redigeret 30. januar 2017