PDF-ikonPrintikonTip en ven

Shigellose

Årsag

Shigella infektion er en vand- og fødevarebåren infektion som forårsages af bakterier af slægten Shigella.

Symptomer

Infektionen er en akut maveinfektion med almen utilpashed, diaré, ondt i maven, evt. kvalme, opkastning og/eller feber af nogle dages varighed; infektionen går oftest over af sig selv. Svære infektioner kan vise sig som dysenteri (dvs. blod- og pustilblandede afføringer, feber og påvirket almentilstand).

Forekomst

Shigellose er udbredt i hele verden, men er især et problem i udviklingslandene og andre områder med lav hygiejnestandard. Der diagnosticeres i øjeblikket ca. 200 tilfælde af shigellose om året i Danmark; de fleste forårsaget af S. sonnei. Sygdomsudbrud i Danmark er konstateret i forbindelse med import af rå, eksotiske grøntsager som babymajs og sukkerærter.

Overvågning

Tilfælde af shigellose skal anmeldes til SSI og embedslægen på Sundhedsstyrelsens formular 1515.  Endvidere overvåges Shigella-infektioner gennem laboratoriemeldesystemet.

Smitteveje og reservoir

Shigella findes kun hos mennesker og smitter fra person til person eller via drikke- og badevand samt fødevarer, som er blevet forurenet med afføring fra mennesker. I Danmark er importerede grøntsager en vigtig kilde til shigellose.

Der findes fire Shigella-arter: S. dysenteriae, S. boydii, S. flexneri og S. sonnei. Sidstnævnte findes i Danmark, og ses derfor også hos mennesker, der ikke har været ude at rejse. Shigella sonnei er bl.a. årsag til udbrud af diaré-sygdom i børneinstitutioner.

De øvrige arter forårsager især sygdom i forbindelse med udlandsrejse.

Diagnostik

Infektionen diagnosticeres ved dyrkning af en afføringsprøve.

Behandling

Rigelig indgift af væske for at forebygge og behandle dehydrering (afvanding) som følge af diaré og opkastninger. Øvrig behandling rettes mod symptomerne. Relevant antibiotika-behandling kan forkorte sygdomsvarigheden, mindske risiko for komplikationer samt reducere person til person smitte.

Forebyggelse

Shigellose forebygges ved at undgå mad, der ikke er varmebehandlet, og ved opretholdelse af god køkkenhygiejne samt ved almindelig omtanke ved badning og spisning i udlandet (”cook it, boil it, or leave it”). I Danmark bør importerede eksotiske grøntsager blanceres (kortvarigt opkog) inden brug i salater mv.

Sidst redigeret 25. august 2010

Søg i Sygdomsleksikon

Eller