PDF-ikonPrintikon

Mæslinger

Mæslinger er den mest smitsomme børnesygdom og skyldes smitte med et virus (morbillivirus).

Barn med mæslinger

Mæslinger viser sig bl.a. ved rødt udslæt på kroppen.

Forløbet af mæslinger kan variere fra et relativt mildt forløb med udslæt og feber til alvorlig sygdom med betændelse af hjernehinderne. I de alvorligste tilfælde er mæslinger livstruende, og i udviklingslandene er mæslinger en vigtig årsag til børnedødsfald. I Europa ender hvert fjerde til femte mæslingetilfælde i barnealderen med hospitalsindlæggelse.

Med en effektiv vaccine mod mæslinger er det lykkes at bringe forekomsten af mæslinger ned på verdensplan, Mæslinger forekommer dog mange steder i verden, herunder dele af Europa hvor der ikke er tilstrækkelig tilslutning til vaccinationsprogrammet. Også i Danmark ses med mellemrum mæslingetilfælde  grundet for lav vaccinationsdækning.

Verdenssundhedsorganisationen WHO - og dermed også Danmark - har som mål at "eliminere" mæslinger i Europa senest i 2015. Dette vil i Danmark svare til højst 5-6 tilfælde årligt. I 2014 var der 27 tilfælde i Danmark. Da mæslinger er en ekstremt smitsom virus, kræver det en vaccinationstilslutning på mindst 95 % for at nå målet.

Vaccinationsdækningen for mæslinger er i Danmark for første mæslingevaccine knap 90 %.

Se overvågningsdata for mæslinger i Danmark.

Se data for vaccinationsdækningen i Danmark.

Symptomer Ikon symptomer

Der går typisk mellem 8 til 11 dage fra man smittes med mæslingevirus, til de første symptomer på mæslinger viser sig.

Sygdomsforløbet kan inddeles i to faser:

Fase 1 (’prodromalfasen’): De tidlige symptomer minder om en svær forkølelse hvor der flyder væske fra næse og evt. fra øjne samt hoste, lysskyhed og høj feber. Der kan ses hvide pletter (såkaldte Kopliske pletter) i mundslimhinden i dette forløb. Efter 3-4 dage ses bedring, men bedringen er kun midlertidig.

Fase 2 (”udslætfasen”): Efter få dages bedring kommer der typisk en forværring med en ny feberepisode ledsaget af det klassiske mæslingeudslæt (omtrent 13-14 dage efter smitte). Udslættet er til at begynde med småplettet og lyserødt, men det flyder efterhånden sammen til større pletter og skifter gradvist til en mørkere farve. Huden kan desuden virke lidt fortykket.
Det typiske mæslingeudslæt begynder bag ørerne, og spreder sig i løbet af et par dage ned over hals og krop for til sidst at vise sig på arme og ben. Fasen med udslæt varer som regel 3-5 dage.

Det er i forbindelse med den anden fase at der kan komme komplikationer som fx mellemørebetændelse, lungebetændelse og diaré. Mere sjældent ses encephalitis (hjernebetændelse hos 1 ud af 2500) og thrombocytopeni (blodplademangel hos 1 ud af 3500 tilfælde).

Årsag

Mæslinger skyldes en infektion med et virus (morbillivirus).

Smitteveje Ikon smitteveje

Morbillivirus er et af de mest smitsomme virus der eksisterer. Virus findes i sekret (snot) i næse og svælg. Virus smitter ved små dråber (aerosoler) gennem luften og ved direkte kontakt med virusholdigt sekret. Virus inficerer først slimhinderne i luftvejene og spredes siden til lymfekirtler, hud og mundslimhinde.

Patienter kan smitte, fra de første forkølelsesagtige symptomer viser sig og indtil 4 dage efter fremkomst af udslæt. Patienterne er mest smitsom lige før udslættet viser sig.

Forebyggelse Ikon forebyggelse

Mæslinger kan forebygges ved vaccination (levende svækket virus). Vaccine mod mæslinger gives typisk som en kombinationsvaccine, hvori vaccinekomponenter, der giver beskyttelse mod fåresyge og røde hunde, også indgår (MFR-vaccinen). MFR-vaccinen blev indført i det danske børnevaccinationsprogram i 1987.

Vaccination anbefales endvidere som forebyggelse til et ubeskyttet barn, som er mindst 12 mdr. gammel og har været udsat for smitte indenfor 72 timer. MFR-vaccinen kan også anvendes, selvom barnet tidligere har haft fåresyge og/eller røde hunde.

Humant normalt immunglobulin kan anvendes som forebyggelse eller for at svække sygdommen hos personer ældre end 4 måneder, som er modtagelige for smitte og har været udsat for mæslinger inden for seks døgn.

I takt med at mæslinger er kommet mere og mere under kontrol er sygdommen ikke længere en børnesygdom men også en sygdom der ses hos voksne. Det er derfor vigtigt, at voksne der er født efter 1974, og ikke er blevet vaccineret mod mæslinger, får en mæslingevaccine inden udlandsrejse til områder hvor der er mæslinger.

Behandling Ikon behandling

Der findes ikke en specifik behandling rettet mod mæslingevirus. Behandlingen består i lindring af symptomerne samt behandling af komplikationer som fx tilstødende infektioner med bakterier samt væskebehandling.

Særligt for sundhedsfagligt personale Ikon sundhedsfagligt personale

Diagnostik

Diagnosen bekræftes ved en blodprøve, som sendes til et laboratorium til måling af IgG og IgM antistof.

Derudover kan virus påvises i svælgpodning, nasofarynxsekret og i urin i det akutte forløb og op til flere uger efter den akutte sygdom ved hjælp af PCR-metoden. Dette kan udføres som hasteanalyse efter forudgående aftale med vagthavende på Virologisk afdeling (MDV), Statens Serum Institut. Hasteanalysen er indiceret i forbindelse med relevant mistanke og iværksættelse af kontaktopsporing, så denne ikke forsinkes af unødig prøvetransport via lokale laboratorier, der ikke har mulighed for direkte påvisning ved PCR.

Alle mæslinge/morbillivirus-positive prøver bør sendes til karakterisering på det danske nationale Morbilli- og Rubella WHO Reference Laboratorium på Statens Serum Institut.

WHO (World Health Organization/ Verdens Sundheds Organisation)

WHO har sat som mål at bringe cirkulationen af mæslingevirus under kontrol senest ved udgangen af 2015. Mæslinger er fortsat almindeligt forekommende i Asien og Afrika. Der forekommer dog også udbrud i Europa, især i blandt befolkningsgrupper med lav vaccinationsdækning. Mæslingeepidemier forekom tidligere i Danmark ca. hvert andet til tredje år, men indførelse af MFR-vaccination har medført, at mæslinger nu er sjældent forekommende i Danmark.

Meldepligt

Mæslinger har været individuelt anmeldelsespligtig på formular 1515 siden 1994, og overvåges af Infektionsepidemiologisk Afdeling på Statens Serum Institut. Formularen sendes desuden til Embedslægeinstitutionen, og det er embedslægen der har ansvaret for kontaktopsporing og iværksættelse af forebyggende foranstaltninger.

Der er desuden oprettet et samarbejde, hvor alle mikrobiologiske afdelinger, der diagnosticerer mæslinger, kontakter Virologisk Overvågning og Infektionsepidemiologisk afdeling på Statens Serum Institut ved fund af mæslinge/morbilli -virus positive prøver med henblik på typebestemmelse. Typebestemmelse er af betydning for bl.a. at kunne følge bestemte smittekæder.

Diagnostiske undersøgelser

Sidst redigeret 29. april 2016