Visse HPV-infektioner kan være uden symptomer mens andre viser sig som vorter på hud og kønsvorter (kondylomer) på slimhinder. Ud over kønsvorter kan nogle HPV-typer forårsage irritationstilstande i slimhinderne, kroniske rifter i de udvendige kvindelige kønsorganer (vulvafissurer) samt føre til udvikling af livmoderhalskræft (cervixcancer) og andre kræftformer (fx vulvakræft).
Human papillomavirus (HPV)-infektion forårsages af over 100 forskellige HPV-undertyper. Nogle typer forårsager hudinfektioner (fx hudvorter), andre typer forårsager infektioner på slimhinder, fx kønsvorter (kondylomer) og kroniske fissurer (revner). Blandt alle disse har nogle HPV typer, i forbindelse med kronisk infektion, en varierende mulighed for at kunne blive til kræft (risikotyper) hos nogle mennesker, mens andre HPV typer ikke giver cancer (ikke-risikotyper).
Den hyppigste kræftform forårsaget af HPV er livmoderhalskræft, men HPV-infektioner er også ansvarlige for en række andre mere sjældne kræftformer, fx analkræft, peniskræft, kræft i vagina og vulvakræft (kræft i de udvendige kvindelige kønsorganer). Der er desuden mistanke om, at HPV-infektion udgør en risikofaktor for visse typer kræft i hoved-hals regionen, fx kræft i mandlerne og strubekræft.
Kronisk infektion med visse HPV risikotyper har højere kræftrisiko end andre, og kan hurtigere udvikle sig fra infektion over celleforandringer til kræft. Det gælder HPV 16 og 18, som kan udvikle cancer over få år og er skyld i 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft. Der findes endvidere andre risikotyper, som kan give livmoderhalskræft, men som typisk udvikler sig over længere tid. Ikke-risikotyper giver ikke cancer. Hvis en HPV type findes hos kvinder over 30 års alderen, er der stor sandsynlighed for, at den er kronisk. Under 30 års alderen regner man med, at en HPV infektion er kronisk, såfremt typen findes gentagne gange over 6-12 måneder.
HPV smitter ved direkte og indirekte kontakt.
Slimhindetyperne af HPV er seksuelt overført og smitter fx ved samleje.
Anvendelse af kondom yder ikke 100 % beskyttelse mod HPV smitte.
I børnevaccinationsprogrammet tilbydes 12-årige piger gratis vaccination med en HPV-vaccine, Cervarix. Vaccinen beskytter mod de kræftfremkaldende HPV typer 16 og 18, som er skyld i 70 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft. En ny ni-valent-HPV vaccine er udviklet mod HPV typerne 6, 11, 16, 18, 31, 33, 45, 52, 58 og beskytter mod kræftfremkaldende HPV typer, som er skyld i 90 % af alle tilfælde af livmoderhalskræft og beskytter samtidig mod HPV typerne 6 og 11, som ikke er årsag til kræft, men er skyld i 90 % af alle synlige kondylomer hos mænd og kvinder.
Da HPV-vaccination ikke yder 100 % beskyttelse mod livmoderhalskræft, bl.a. fordi vaccinen ikke indeholder alle højrisiko HPV typer, er det vigtigt, at man som kvinde følger det almindelige screeningsprogram, hvad enten man er vaccineret eller ej. Ved screeningsprogrammet undersøger man for celleforandringer, der i nogle tilfælde kan udvikle sig. Mulige celleforandringer fundet ved smear undersøgelser skal følges op af en særlig gynækologisk undersøgelse (kolposkopi) med biopsitagning for at be- eller afkræfte en mistanke om celleforandringer.
Vaccinerne er alene forebyggende og kan ikke anvendes til behandling af livmoderhalskræft eller kondylomer.
Hvis der påvises kræftfremkaldende undertyper af HPV i en podning fra livmoderhalsen hos en kvinde under 30 år, bør undersøgelsen gentages efter et halvt til et helt år for at konstatere, om der er tale om en forbigående eller en kronisk infektion. Såfremt der hos kvinder over 30 år påvises kræftfremkaldende HPV typer i en podning, vil der oftest være tale om en kronisk infektion, som med tiden kan udvikles til kræft. Om der er forstadier til livmoderhalskræft eller kræft afgøres ved mikroskopi af biopsier udtaget ved en gynækologisk kolposkopi undersøgelse. Der påvises årligt omkring 15.000 tilfælde af celleforandringer.
Påvises der HPV-typer i området ved kønsorganerne (genitalområdet) fx ved kroniske rifter (fissurer) eller flade kondylomer, bør kvinden også undersøges for HPV i livmoderhalsen for ikke at overse en kronisk infektion med kræftfremkaldende HPV-typer her.
Der er ingen specifik behandling af selve HPV- infektionen. Udvortes kan evt. forsøges imiquimid creme som hjælper immunsystemet til at bekæmpe virus. Synlige vorter på hud eller slimhinder kan behandles med f.eks. pensling, frysning eller ætsning. Lokaliseret livmoderhalskræft eller forstadier til livmoderhalskræft kan behandles med kegleoperation af livmoderhalsen eller anden kirurgisk behandling. Der laves godt 6000 kegleoperationer årligt.
Vaccinationsintervaller
Intervaller for HPV-vaccinationsprogrammet (pdf)
Forskning
Der arbejdes på, at udvikle nye HPV vacciner som dækker mod flere HPV typer, og der er igangværende forskning, der belyser hvilken sundhedsmæssig gevinst der kan være ved at vaccinere drenge. Mænd der har sex med mænd og især hiv-positive har højere forekomst af analcancer og har sandsynligvis en højere risiko for at få andre HPV relaterede cancere. Desuden kan både mænd og kvinder få kønsvorter (kondylomer) med typerne 6 og 11 som også dækkes af nogle af HPV vaccinerne. Vaccination af begge køn kan måske også bryde den seksuelle smittevej mere effektivt hvis vaccinationsdækningen hos kvinder er lav. Der forsøges desuden udviklet flere specielle diagnostiske tests der bedre eller hurtigere kan påvise en HPV infektion, typen og evt. om den udtrykker et malignt (kræftfremkaldende) potentiale eller ej.
Diagnostik
Man undersøger for celleforandringer med smear til patologisk undersøgelse. Hvis man her får mistanke om celleforandringer kan man i nogle tilfælde supplere med HPV undersøgelse (f.eks. ved ”atypiske celler”). Selve diagnosen kræft (cancer) stilles på vævsbiopsier taget hos gynækolog ved gynækologisk undersøgelse med kolposkopi. Vævsbiopsierne undersøges af patologisk afdeling.
Man undersøger for HPV infektion med genteknologisk tests som f.eks. PCR og microarray. Påvisning og typebestemmelse af human papillomavirus i en podning ved hjælp af f.eks. PCR med microarray analyse giver samtidig typning af alle HPV-typer der er i en prøve. Der anvendes typisk en cytobrush ved prøvetagning, som stryges 3 gange over portio eller drejes rundt i cervixåbningen (såkaldte ”juletræ cytobrush”) og herefter anbringes i virustransportmedium (eller saltvand). Ved samtidig smear for celleforandringer tages smear først og HPV-testning bagefter, idet eventuel blødning ved prøvetagningen ikke forstyrrer HPV-testningen men kan forstyrre smear mikroskopi undersøgelsen.
Kvinder, der ved cytologisk screeningsundersøgelse har fået påvist ”uspecifikke eller atypiske” celleforandringer i smear fra livmoderhalsen, bør undersøges for HPV for at skelne de kvinder, der ikke er i risiko (ingen HPV, hvor kvinden kan vende tilbage til det almindelige screeningsprogram), fra de kvinder, der bør undersøges nærmere hos gynækolog med kolposkopi med biopsitagning, som er den måde man stiller diagnosen kræft eller forstadier til kræft (cancer).
Diagnostiske undersøgelser