Uge 9 - 2012

Akut & kronisk hepatitis C 2011
Tilbud om gratis MFR-vaccination af unge voksne
Ændringer på www.ssi.dk
SSI tilbage på Artillerivej 5

Akut og kronisk hepatitis C 2011

Akut hepatitis C

I 2011 blev der anmeldt ni tilfælde af akut hepatitis C virus (HCV)-infektion; seks mænd i alderen 37-63 år og tre kvinder mellem 38-52 år. Alle tre kvinder blev smittet ved intravenøst (i.v.) stofmisbrug, mens dette gjaldt for én af mændene. Fire af mændene blev smittet ved homoseksuel kontakt, mens den sidste havde ukendt smittekilde.

Kronisk hepatitis C

I 2011 blev der anmeldt 232 tilfælde af kronisk HCV-infektion, heraf var 150 (65%) mænd, tabel 1. Gennemsnitsalderen var 45 år for både kvinder (spændvidde 18-73 år) og mænd (spændvidde 19-75 år). Fordeling på region, landsdel og incidens pr. 105 fremgår af tabel 2.

Smitteforhold

I alt 199 (86%) var af dansk- og 33 (14%) af udenlandsk herkomst, fordelt på 24 nationaliteter. Smittemåde fremgår af tabel 3. Tolv personer var smittet nosokomielt, heraf seks danskere, hvoraf de fire var smittet i Danmark. For alle fire gjaldt, at de var smittet af blodprodukter før 1991, hvor HCV-screening af donorblod blev indført. De sidste to danskere var smittet efter hospitalsophold i hhv. Kina og Afrika.

Kommentar

HCV-infektion erhverves i Danmark hyppigst ved i.v. stofmisbrug. HCV-infektion giver sig sjældent til kende som akut sygdom, men diagnosticeres som regel først i det kroniske stadium. Derfor repræsenterer anmeldte tilfælde med kronisk HCV-infektion væsentligst smitte, der ligger mange år tilbage. Fire af seks akutte tilfælde blandt mænd var anmeldt som smitte blandt mænd, der har sex med mænd (MSM). Denne smittemåde rapporteres fortsat stigende i udlandet, især blandt hiv-positive MSM. Der synes at være en sammenhæng med seksuelle praktikker, der involverer slimhindeskader, og derved risiko for blødning. Behandlingsmulighederne for HCV-infektion forbedres fortsat, hvorfor det er vigtigt at få henvist patienter med HCV-infektion til specialiserede afdelinger.
(B. Søborg, S. Cowan, Epidemiologisk afdeling)

Tilbud om gratis MFR-vaccination af unge voksne

Folketinget har besluttet, at der på finansloven for 2012 afsættes et beløb til at finansiere et tilbud om gratis MFR-vaccination af unge voksne, som ikke tidligere har haft én eller flere af sygdommene eller er vaccineret. Tilbuddet vil gælde personer født i 1974-1994, altså perioden både før og efter at MFR-vaccination blev indført i 1987. Tilbuddet starter den 1. april 2012 og varer i første omgang året ud. Baggrunden er et ønske om at øge immuniteten i denne aldersgruppe mod specielt mæslinger. Mæslingeudbruddet i 2011 viste, at ca. 1/3 af tilfældene var unge voksne, EPI-NYT 24/11. Sammen med en øget vaccinationsindsats blandt børn vil vaccinationstilbuddet til unge voksne bidrage til, at Danmark kan opfylde WHO’s målsætning om at eliminere mæslinger og røde hunde i europaregionen senest år 2015. Tilbuddet og den praktiske gennemførelse vil blive nærmere omtalt i et kommende EPI-NYT.
(Epidemiologisk afdeling)

Ændringer på www.ssi.dk

Som led i en større omstrukturering af Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse blev det tidligere på året besluttet at samle Styrelsen for National Sundheds-it og en række dokumentationsopgaver fra Sundhedsstyrelsen, Lægemiddelstyrelsen og departementet på Statens Serum Institut (SSI). Udvidelsen af SSI’s opgaver og ansvar betyder, at der er ændret i hovedmenuen på www.ssi.dk. Alle oplysninger om SSI’s varer og ydelser er nu samlet under ”Produkter,” og fra d. 1. marts 2012 vil et nyt menupunkt: ”Sundhedsdata og - it” dække SSI’s nye opgaver.
(P. Sartvin, Digital Kommunikation)

SSI tilbage på Artillerivej 5

Sidste år fik SSI ny adresse i forbindelse med Københavns Kommunes omlægning af Artillerivej til Ørestads Boulevard. Den nye adresse har desværre vist sig at give alvorlige problemer i forhold til registreringen af SSI's lægemidler. SSI vender derfor tilbage til adressen Artillerivej 5. SSI’s adresse er således ændret fra Ørestads Boulevard 5 til Statens Serum Institut, Artillerivej 5, 2300 København S. Der kan i en overgangsperiode forekomme breve, brochurer o. lign., hvor der står Ørestads Boulevard 5, og post stilet til denne adresse vil også uden problemer nå frem. Vi vil dog opfordre kunder og samarbejdspartnere til at bruge Artillerivej 5.
(Statens Serum Institut)

Opgørelse over individuelt anmeldelsespligtige sygdomme og udvalgte laboratoriepåviste infektioner (pdf)

29. februar 2012