Udbrud af Salmonella Enteritidis i Danmark

I perioden 15. september 2021 til 8. november 2021 blev 24 personer registreret med den samme salmonellatype i Danmark. Analyser af salmonellaprøver fra en dansk æggeproducent og prøver fra patienter har vist, at det er den samme type salmonella, som er fundet i både mennesker og æg. Æggene, som er som er produceret til DANÆG A/S, blev tilbagekaldt den 30. oktober.

Se tilbagekaldelsen her

Mellem den 15. september 2021 og den 8. november 2021 er der på Statens Serum Institut registreret 24 smittede personer af den samme type af Salmonella Enteritidis (se figur). De syge bor spredt over hele landet, og det drejer sig om 12 kvinder og 12 mænd i alderen 2-88 år. Medianalderen er 45 år. I alt har 12 (50%) af de syge været indlagt på hospitalet.

Antal tilfælde af Salmonella Enteritidis i Danmark per uge, 2021, n=23

 

Region  Antal syge 
Hovedstaden   4
Sjælland   4
Syddanmark   10
Midtjylland   4
Nordjylland   2
I alt  24

Smittekilden

Salmonella Enteritidis findes især hos høns og kyllinger og smitter typisk via æg og kyllingekød. Udbrudsefterforskningen viser, at danske æg produceret til DANÆG er smittekilde til dette udbrud.

Se tilbagekaldelsen her.

Hvad skal du gøre, hvis du har spist æg, som du er bange for er forurenede med salmonella?

Selvom man skulle have spist de pågældende æg, anses risikoen, for at man er smittet med salmonella, for meget lille. Som oftest er symptomer på salmonellainfektion milde og går over af sig selv. Hvis man får vedvarende symptomer eller har tvivlsspørgsmål, kan man henvende sig til sin egen læge.

Hvis man har brugt æg i en ret, der er bagt eller gennemkogt, er der ikke være risiko for smitte, da salmonellabakterien dræbes ved opvarmning over 75 grader.

Udbrudsstammen

Bakterien har serotypen Salmonella Enteritidis, og ved helgenomsekventering blev det konstateret, at stammerne var af sekvenstype 11 og var meget tæt beslægtede med hinanden.

Generelt om salmonellainfektion

Salmonella findes hos dyr og kan smitte mennesker via fødevarer, som er forurenede med bakterien. Salmonella er en hyppig og velkendt årsag til bakterielle tarminfektioner i Danmark. Der findes flere end 2.500 forskellige typer af salmonella.

Inkubationstid

Tiden, der går, fra man er smittet, til man får symptomer, varierer fra 6-72 timer. Som regel 12-36 timer, før symptomerne viser sig.

Symptomer

Infektion med salmonella giver typisk almen utilpashed, diarré, ondt i maven, eventuelt kvalme, opkastninger, og/eller feber. Infektionen ledsages ofte af ledsmerter, muskelsmerter og hovedpine. Rigeligt med væske er vigtig for at forebygge og behandle dehydrering som følge af diarré og opkastninger. Ved alvorlig diarrésygdom bør man søge læge.

Læs mere

Læs mere om salmonellainfektion

Læs mere om tilbagekaldelsen på Fødevarestyrelsens hjemmeside