MRSA - opgørelse over sygdomsforekomst 2024

MRSA - opgørelse over sygdomsforekomst 2024

Der blev i 2024 registreret 3.372 personer, der fik påvist en methicillin-resistent Staphylococcus aureus (MRSA). Dermed var antallet lidt lavere end i 2023, men på samme niveau som i årene før covid-19-epidemien, mens antallet under epidemien faldt med cirka 20 % på grund af restriktionerne om udlandsrejse og sociale kontakter.

Figur 1. Antal MRSA-tilfælde i Danmark fordelt på år, 2001-2024 

Epidemiologisk klassifikation

MRSA inddeles ud fra formodet smittemåde i udlandserhvervede, sygehuserhvervede, samfundserhvervede og husdyrsassocierede. Husdyr-MRSA skyldes i Danmark næsten altid MRSA-typen CC398, der er tæt forbundet med kontakt til levende grise, mens de øvrige formodede smittemåder skyldes mange forskellige andre MRSA-typer.

Samfundserhvervede MRSA underinddeles herudover efter, om personen inden for de seneste seks måneder har haft kontakt til sygehuse eller plejesektor, samt om personen har haft kontakt (eksponering) til kendt MRSA-positiv person.

Tabel 1 viser fordelingen af de anmeldte MRSA-tilfælde ud fra formodede smitteforhold.

Tabel 1. Epidemiologisk klassifikation af anmeldte MRSA-tilfælde i Danmark 2024 samt antal og andel (%) med klinisk infektion 

Størstedelen af MRSA-tilfældene var erhvervet i Danmark (2.857), mens udlandssmitte var oplyst for 515 tilfælde (15 %). Under covid-19-epidemien i 2020-21 var denne andel lavere, mens den før covid-19 lå på mellem 15 og 20 %. Antallet af sygehuserhvervede MRSA-tilfælde var 83 (102 i 2023 og 55 i 2022), og udgør fortsat kun en lille del af det samlede antal tilfælde (2,5 %). Samfundserhvervede MRSA-tilfælde uden kontakt til sygehuse eller plejesektor udgjorde 1.733 tilfælde i 2024 (51 %). For 684 af disse (39 %) var der kendt eksponering fra en person med MRSA. Antallet af husdyr-MRSA CC398 var 701, og udgjorde 21 % af det samlede antal MRSA-tilfælde. Det er den laveste andel siden 2012, hvor de udgjorde 15 % af det samlede antal tilfælde det år. Andelen toppede i 2014 med 43 % af det samlede antal nye MRSA-tilfælde. Faldet i husdyr-MRSA CC398 kan skyldes, at overvågningen omfatter nye tilfælde, og dermed vil personer, der tidligere er fundet positive, ikke blive registreret på ny. Prævalensen i svinebrugene er fortsat over 90 %.

Infektioner

For 1.993 tilfælde (59 %) var klinisk infektion årsagen til prøvetagning. De fleste infektioner sås blandt samfundserhvervede tilfælde uden kontakt til sygehus eller plejehjem (968), samt importerede tilfælde (373), figur 2. I 47 tilfælde blev MRSA isoleret fra blod, svarende til 1,9 % af samtlige S. aureus-bakteriæmier, hvilket er på niveau med de seneste år. Blandt de hospitalserhvervede tilfælde blev 16 patienter fundet med infektion (19 %) mens 15 sundhedspersonaler (42 %) fik påvist infektion med MRSA. Antallet af infektioner blandt de importerede tilfælde faldt lidt fra 434 i 2023 til 373 i 2024. For 102 tilfælde af samfundserhvervet infektion var der kendt eksponering til MRSA, tabel 1. Antallet af samfundserhvervede infektioner, med rapporteret kontakt til sygehus eller plejesektor inden for de seneste seks måneder, var 278 i 2024, og er ikke registreret i så højt et antal tidligere, figur 2.

Figur 2. Antallet af kliniske MRSA-infektioner opdelt efter epidemiologisk klassifikation, 2015-2024 

Typning

MRSA af typen CC398 blev påvist ved en specifik PCR-analyse, som samtidigt viste, om stammen var husdyr-MRSA-typen (N=701) eller den humane variant (N=43). Isolater med karakteristisk husdyr-MRSA CC398-profil blev som hovedregel ikke spa-typet, mens alle andre isolater blev typebestemt.

De øvrige 2.671 isolater tilhørte 403 forskellige spa-typer, der var grupperet i 26 forskellige klonale komplekser (CC-grupper). De fem hyppigste var t304/CC6 (N=288), t127/CC1 (N=210), t223/CC22 (N=138), t008/CC8 (N=135) og t002/CC5 (N=129). Disse kloner har igennem en årrække været blandt de mest udbredte.

Udbrud

Statens Serum Institut tilbyder at helgenomsekventere alle isolater fra udbrud, dvs. at karakterisere isolaterne nærmere end ved spa-typning alene. Hvis et udbrud skyldes en klon inden for en almindeligt forekommende spa-type, kan helgenomsekventering være en vigtig hjælp til at indkredse og afgrænse udbruddet. Hermed kan det præcise omfang af udbruddet bedre bestemmes.

Via indberetningerne på nye tilfælde, samarbejde med de lokale MRSA-enheder og typningen af de indsendte isolater, blev der identificeret i alt 38 udbrud på sygehuse, plejehjem og andre institutioner. Disse omfattede 191 MRSA-tilfælde, heraf 86 med infektion og 105 fundet ved screening og smitteopsporing. De fleste udbrud omfattede én til fem patienter. Det største udbrud omfattede 43 patienter og udsprang på en neonatalafdeling. Blandt de 38 udbrud var der i alt fire udbrud på neonatalafdelinger. To af udbruddene var startet i tidligere år, og i løbet af 2024 blev der opdaget flere patienter. Derudover var der 18 udbrud på plejehjem og med relation til hjemmepleje (i alt 48 patienter) og otte udbrud på andre hospitalsafdelinger end neonatal (23 patienter). Et udbrud, der startede i 2023 i børnehaver og primært forårsagede impetigo hos børn, fortsatte i 2024 med 26 nye patienter. Den samme undertype af MRSA sås flere steder i landet uden relation til udbruddet og er påvist i 11 europæiske lande.

Husdyr-MRSA CC398

Antallet af husdyr-MRSA CC398-tilfælde (N=701) var det laveste antal siden 2013, hvor der var 638 tilfælde. I alt havde 241 (34 %) klinisk infektion på diagnosetidspunktet, tabel 1.

Kontakt til husdyr, særligt grise, er den vigtigste kilde til smitte med husdyr-MRSA blandt mennesker. I alt blev 563 (80 %) af tilfældene fundet hos personer med direkte kontakt til grise eller hos disse personers husstandsmedlemmer. De resterende 138 (20 %) patienter havde ikke kendt kontakt til dyr. Af disse havde 114 klinisk infektion. Andelen af smittede personer uden kendt kontakt til husdyr lå på niveau med de seneste år, og det tyder derfor ikke på nye væsentlige smitteveje for husdyr-MRSA for mennesker i Danmark. De fleste husdyr-MRSA-patienter uden kendt kontakt til husdyr er vurderet samfundssmittede, med og uden kontakt til sundhedsvæsnet. Der blev i 2024 konstateret syv tilfælde af bakteriæmi med husdyr-MRSA CC398, hvoraf en patient døde i løbet af 30 dage efter prøvetagningsdatoen.

MRSA kan også påvises hos andre husdyr end grise, især heste og køer, og sjældent i fjerkræ. Prævalensen af MRSA i besætninger af denne type er meget lavere end besætninger med svin. Ligeledes er pindsvin et naturligt reservoir for mecC-varianten af MRSA. Fund af husdyr-MRSA CC398 i mennesker med kontakt til andre dyr end grise var begrænset i 2024 og omfattede 20 patienter med kontakt til kvæg, 12 med kontakt til heste, og én med kontakt til mink. Der var i 2024 fem af de 66 mecC MRSA-patienter, der oplyste om kontakt til heste (N=3) og svin (N=2).

Importerede MRSA

Antallet af importerede tilfælde var 515, hvilket var lidt lavere end i 2023 (574). Antallet svarer til 15 % af det samlede antal tilfælde. Blandt de importerede tilfælde var 109 (21 %) med forudgående hospitalskontakt i udlandet.

Denne opgørelse er også omtalt i EPI-NYT 43b/2025.