Tularæmi (harepest)

Inkubationstiden (tiden fra smitte til sygdom) er som regel 3-5 dage, men kan variere fra 1–21 dage.
De fleste patienter får feber, hovedpine og muskelsmerter. Yderligere symptomer afhænger af, hvor bakterien er kommet ind i kroppen:

• Via huden/sår (ulceroglandular): Inficeret sår med smertefuld hævelse af de nærmeste lymfeknuder, tilstanden kan også ses uden sår og opstår typisk efter et bid fra en inficeret flåt eller myg.
• Via øjne (oculoglandular): Symptomer på øjeninfektion med smerter og rødme af øjet, tåreflåd, lysoverfølsomhed og hævelse af de nærmeste lymfeknuder. Opstår typisk hos personer, f.eks. jægere, der har haft kontakt med et inficeret dødt dyr og introducerer infektion i øjet via fingerspidserne.
• Via luftvejene (orophryngeal): Symptomer viser sig enten som symptomer på hals- eller lungebetændelse, som er forbundet med høj dødelighed. Opstår efter indtagelse af inficeret råt kød eller pga. Tilstedeværelsen af bakterierne i drikkevandet.
• Med høj feber og influenzalignende symptomer, men fravær af lokale symptomer taler man om tyfoid tularæmi. Personer med svækket immunsystem har højere risiko for at udvikle alvorlig sygdom.

Infektionen skyldes Francisella tularensis.

Der findes to varianter af bakterien, der gør mennesker syge:

• Francisella tularensis tularensis (type A)
  Denne forekommer kun i Nordamerika og giver generelt et mere alvorligt sygdomsbillede.
• Francisella tularensis holarctica (type B)
  Denne forekommer på hele den nordlige halvkugle og dermed også i Danmark.

Bakterien findes i flere vildtlevende dyr.

Klassisk harepest kommer efter at have bearbejdet vilde dyr, fx ved flåning af harer (gælder også dyr, der har været frosset ned).

Bakterien kan også smitte via flåter eller myg.

Det er endvidere beskrevet, at tularæmi kan overføres gennem forurenet drikkevand, efter indtagelse af utilstrækkeligt opvarmet kød fra vildt og ved inhalation af støv forurenet med bakterien. Disse smitteveje hører dog til sjældenhederne og er ikke dokumenteret i Danmark. Der findes ikke person-til-person smitte.

Der findes ingen vaccine mod sygdommen.

Smitte kan forebygges ved at benytte handsker, når man bearbejder vilde dyr.

Myg- og flåtbåren smitte kan forebygges fx ved at anvende myggebalsam.

Smitte kan desuden forebygges ved at dække huden med tøj ved færdsel i områder med mange myg/flåter.

Infektionen kan behandles med antibiotika fx ciprofloxacin eller doxycyklin.

Diagnostik

Bakterien kan påvises ved dyrkning, specifik PCR eller ved Mikrobiom (16S rDNA PCR)

Tidligt i sygdomsforløbet på materiale (biopsi) fra det primære sår. Senere i forløbet ved biopsi/aspirat fra hævede lymfeknuder.

Dyrkning af bakterien er vanskelig, en negativ dyrkning udelukker derfor ikke tularæmi. Da der er risiko for smitte af laboratoriepersonale, bør prøver til dyrkning for Francisella tularensis kun indsendes efter aftale med laboratoriet.

Diagnosen kan også stilles med serologiske metoder. I det akutte forløb kan man ikke forvente positiv serologi. En enkelt serologisk prøve med titer > 100 anses som diagnostisk.

Alternativt en 4-foldsstigning i titeren over 2-3 uger.

Siden oktober 2023 har tularæmi været en laboratorieanmeldelsespligtig infektion, og isolater af F. tularensis og evt. primærprøver hvori F. tularensis er blevet fundet samt prøver der anses for at være opformeret (f.eks. bloddyrkningskolber), skal indsendes til SSI efter nærmere beskrevne retningslinjer (UN 2814).

Primærprøver fra patienter til undersøgelse for F. tularensis ved PCR plus evt. dyrkning, hvor der er mistanke om tularæmi, kan indsendes til SSI i henhold til UN 3373 retningslinjer, dvs. de kan indsendes som normale patientprøver.

Diagnostiske undersøgelser

Francisella tularensis antistof (R-nr. 309)
Francisella tularensis (dyrkning) (R-nr. 176)
Francisella tularensis (DNA) (R-nr. 157)