Tularæmi (harepest)

Tularæmi er en sygdom, der skyldes infektion med bakterien Francisella tularensis.

Den væsentligste smittekilde er vilde harer og andet vildt. Bakterien kan også smitte ved flåtbid eller myggestik.

Symptomer er hyppigst feber, muskelømhed, træthed og hævelse af lymfeknuder.

Ved mistanke om tularæmi stilles diagnosen ved undersøgelse af blodprøver eller væv fra et sår eller lymfeknude. Tilstanden smitter ikke mellem mennesker og kan behandles med antibiotika.

Der diagnosticeres mindre end 5 tilfælde om året i Danmark.

Ofte kaldes tularæmi harepest på dansk.

Symptomer

Inkubationstiden (tiden fra smitte til sygdom) er som regel 3 -5 dage men kan variere fra 1 – 21 dage.

De fleste patienter får feber, hovedpine og muskelsmerter. Yderligere symptomer afhænger af, hvor bakterien er kommet ind i kroppen:

Via huden/sår: Inficeret sår med smertefuld hævelse af de nærmeste lymfeknuder, tilstanden kan også ses uden sår.

Via øjne: Symptomer på øjeninfektion med smerter og rødme af øjet, tåreflåd og lysoverfølsomhed. Hævelse af de nærmeste lymfeknuder.

Sker smitten via luftvejene, kan man enten få symptomer på halsbetændelse eller lungebetændelse.

Ved fravær af lokale symptomer taler man om tyfoid tularæmi.

Personer med svækket immunsystem har højere risiko for at udvikle alvorlig sygdom.

Årsag

Infektionen skyldes den lille bakterie Francisella tularensis.

Der findes to varianter af bakterien, der gør mennesker syge:

  • Francisella tularensis tularensis (type A)
    Denne forekommer kun i Nordamerika og giver generelt et mere alvorligt sygdomsbillede.
  • Francisella tularensis holarctica (type B)
    Denne forekommer på hele den nordlige halvkugle og dermed også i Danmark.

 

Smitteveje

Bakterien findes i flere vildtlevende dyr.

Klassisk harepest kommer efter at have bearbejdet vilde dyr fx ved flåning af harer (gælder også dyr, der har været frosset ned).

Bakterien kan også smitte via flåter eller myg.

Det er endvidere beskrevet, at tularæmi kan overføres gennem forurenet drikkevand, efter indtagelse af utilstrækkeligt opvarmet kød fra vildt og ved inhalation af støv forurenet med bakterien. Disse smitteveje hører dog til sjældenhederne og er ikke dokumenteret i Danmark.

Forebyggelse

Der findes ingen vaccine mod sygdommen.

Smitte kan forebygges ved at benytte handsker, når man bearbejder vilde dyr.

Myg og flåtbåren smitte kan forebygges ved at anvende myggebalsam, der indeholder hydroxyethyl isobutyl piperidine carboxylate også kaldet Icaridin/picaridine/KBR 3023.

Smitte kan desuden forebygges ved at dække huden med tøj ved færdsel i områder med mange myg/flåter.

Behandling

Infektionen kan behandles med antibiotika.

Særligt for sundhedsfagligt personale

Diagnostik

Bakterien kan påvises ved dyrkning eller specifik PCR.

Tidligt i sygdomsforløbet på materiale (biopsi) fra det primære sår. Senere i forløbet ved biopsi /aspirat fra hævede lymfeknuder.

Dyrkning af bakterien er vanskelig, en negativ dyrkning udelukker derfor ikke tularæmi. Da der er risiko for smitte af laboratoriepersonale bør prøver til dyrkning for Francisella tularensis kun indsendes efter aftale med laboratoriet.

Diagnosen kan også stilles med serologiske metoder. I det akutte forløb kan man ikke forvente positiv serologi. En enkelt serologisk prøve med titer > 100 anses som diagnostisk.

Alternativt en 4 folds stigning i titeren over 2-3 uger.

Diagnostiske undersøgelser

Francisella tularensis (dyrkning) (R-nr. 176)
Francisella tularensis antistof (R-nr. 309)
Francisella tularensis (DNA) (R-nr. 157)
Flåt- og insektbårne infektioner (R-nr. 329)